C.A.F. Thomsen

C.A.F. Thomsen, Christian Albert Frederich Thomsen, 31.5.1827-28.6.1896, officer, krigsminister, direktør for landbohøjskolen. Født i Kbh. (Helligg.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Ass.). T. blev student 1844, privat dimitteret, n.å. cand.phil. og studerede teologi indtil han 1848 meldte sig som frivillig, blev underofficer ved centralskolen, s.å. sekondløjtnant i krigsreserven, 1840 i linjen og deltog i felttogene dette og n.å., gennemgik højskolen 1851–55, blev 1856 generalstabsaspirant og premierløjtnant. 1858 blev han kaptajn II og var adjoint ved generalstaben, til han 1860 ansattes i krigsministeriet; 1862 blev han kaptajn I. Efter ministerskiftet i aug. 1863 måtte han vige for S. Ankjær og ansattes hos generalinspektøren for fodfolket m.m. Ved krigsberedskabet dec. s.å. blev han souschef hos C. Hegermann-Lindencrone og viste betydelig dygtighed og initiativ, men kunne ikke overvinde de gamle rytterofficerers træghed og magelighed. I maj 1864 blev han stabschef under Hegermann, men allerede samme måned, ved C. E. Reichs tiltræden som krigsminister, kar. major og dec. s.å. direktør for kommandoen i stedet for Ankjær og dec. s.å. direktør under C. F. Hansen, sammen med hvem han påbegyndte hærens reduktion ad administrativ vej og udarbejdede udkast til ny hærplan. Nov. 1865 trådte C. F. Hansen tilbage og J. W. Neergaard overtog gennemførelsen af den Hansen-T.ske hærplan som dog ikke tilfredsstillede ham, og efter et års arbejde med den gav han plads for W. Raasløff.

I nært samarbejde med T. lykkedes det Raasløff mod al forventning at få hærloven 1867 vedtaget sammen med et antal tilsluttende love. Som oberst uden for nr. fra 1867 blev T. n.å. direktør for hele krigsministeriet. Med W. Haffners første overtagelse af krigsministeriet øgedes T.s indflydelse yderligere; 1872 blev han formand i kommissionen vedr. landets forsvarsvæsen og da Haffner dec. s.å. trak sig tilbage, udnævntes T. til krigs- og (midlertidig) marineminister. Under en tjenesterejse 1871 havde han haft lejlighed til at studere og kritisere franske militærforhold på baggrund af den nylig afsluttede krig (1870–71) og drage sine slutninger deraf. Allerede under sit samarbejde med Raasløff havde han virket for at flåden udbyggedes og at forsvaret kom til at omfatte hele landet, dog med hovedvægten lagt på Sjælland hvilket også var emnet for kommissionen 1872, og i et fortroligt møde med tingene forelagde han jan. 1873 en almindelig forsvarsplan. Han var allerede da godt kendt med og velset af rigsdagsmændene; han vandt særlig folketinget for sig personlig ved sin særdeles elskværdige, hensynsfulde optræden og styrkede yderligere sin position her ved at træde tilbage som marineminister, fordi et af ham forlangt panserskib blev nægtet ham. Skønt han med almindelig anerkendt dygtighed kæmpede for sine forslag var der kun ringe udsigt til at få dem gennemført og de strandede på venstres modstand. Sommeren 1874 trak han sig tilbage sammen med det øvrige ministerium og blev general uden for nr. 1873 var han blevet folketingsmand i Helsingørkredsen som han herefter beholdt uanfægtet til sin død, blev fremtrædende medlem af det Rimestadske højre, senere formand for folketingets højre og en af J. B. S. Estrups stærkeste støtter. I og uden for rigsdagen fortsatte han som en meget dygtig og virksom forkæmper for sin overbevisning på forsvarsområdet og udsendte 1875 skriftet Et par Ord til Overveielse vedr. Spørgsmaalene angaaende Landets Forsvarsvæsen, der er sin tids mest omfattende og sammenhængende redegørelse for Danmarks strategiske og militære forudsætninger. De nærmest følgende år fulgte de skiftende krigsministre i deres lovforslag om ændringer i 67-hærloven mere eller mindre det T.ske forslag. General W. Kauffmann der i jan. 1879 blev krigsminister anså i modsætning til T. Kbh.s landbefæstning for det væsentligste og for at opnå den ville han svække fodfolket både i tal og i uddannelse, hvad T., hans direktør, energisk bekæmpede.

I det 1880 nedsatte hærudvalg blev T. højres ordfører og viste over for Kauffmann en fasthed, over for de to venstregrupper en dygtighed, energi og taktisk behændighed der overraskede alle og førte til, at hans ændringsforslag til Kauffmanns forsvarsplan med stort flertal blev vedtaget med højres og det moderate venstres stemmer. De meget betydelige parlamentariske evner T. herved havde lagt for dagen bevirkede at højre satte ham ind i finansudvalget som dets ordfører for at drage nytte af ham i den storpolitiske kamp. Flans udnævnelse 1884 til direktør for landbohøjskolen blev vel en tid rigeligt udnyttet af hans politiske modstandere til angreb på ham, men mod slutningen af 80erne stilnede den storpolitiske kamp noget af, og T. selv holdt sig i baggrunden, indtil han vinteren 1893–94, efter aftale med andre af højres førere, i al stilhed trådte i forhandling med lederen af det moderate venstre, F. Bojsen, om politisk forlig, og mod samlingens slutning forelagde højre overraskende, på tværs af et forslag af J. V. Bahnson, forslag til finanslov med indføjede særbestemmelser af militær natur, navnlig godkendelse af Kbh.s landbefæstning. Hele komplekset blev vedtaget af et flertal af højre og det moderate venstre: forliget af 1894 var en kendsgerning. Det er blevet udtalt, at det til forslaget knyttede tillæg til hærloven var affattet yderst skødesløst og mangelfuldt, og det er rigtigt at det væsentlig svækkede fodfolket, men for forligets gennemførelse var indrømmelser nødvendige. 1890 var T. blevet generalløjtnant uden for nr., og aug. 1894 afløste han Bahnson som krigsminister. Hans helbred var allerede da vaklende, og efter længere tids sygdom søgte og fik han april 1896 afsked fra hæren og som minister. – Fra 1876 var han formand i dansk Røde kors. 1887 blev han formand i jernbiinerådet, 1889 meddirektør ved det Classenske fideikommis. Han var en meget dygtig administrator med talent for strategisk tankegang, grundig og omhyggelig i al sin gerning, elskværdig og vindende, tillidvækkende og loyal over for sine meningsfæller og modstandere.