C.A. Olesen

C.A. Olesen, Chresten Andreas Olesen, 27.6.1845-20.6.1920, fabrikant. Født i Hjørring, død i Kbh., begravet sst. (Vestre. Gennem deltagelse i faderens forretning blev O. fra sine unge år fortrolig med brænderidriftens praktiske forudsætninger, og gennem farmaceutiske studier erhvervede han sig samtidig en teknisk viden der i de kommende år blev ham til stor nytte. 1866 blev han cand.pharm., og 1870 knyttedes han til Isidor Henius' spritfabrik i Ålborg der på dette tidspunkt overtog konsul L. W. Sass' brænderi. I arbejdet med at samle fabrikkerne til én virksomhed ydede O. en betydelig indsats, og da sammenslutningen 1872 fuldbyrdedes gennem oprettelse af et aktieselskab blev O., 27 år gammel, underdirektør ved dette, som nu førtes frem til en ubetinget ledende stilling inden for dansk spritfabrikation. 1878 forlod O. Ålborg idet han sammen med etatsråd I. W. Heyman købte den gamle Roeskilde Spritfabrik som blev omorganiseret og moderniseret. Nogle år efter henvendte O. sig til C. F. Tietgen med planer om oprettelse af en rektifikationsanstalt der skulle have til opgave at lede den nord- og østeuropæiske eksport af råsprit til vinlandene over Kbh. Planen tiltalte Tietgen, og 9.8.1881 startede A/S De Danske Spritfabrikker med det formål at drive fabrikation og rektifikation af inden- og udenlandsk sprit. Selskabet overtog Roeskilde Spritfabrik, og samtidig var det hensigten at anlægge to råspritfabrikker på henholdsvis Lolland og Fyn, men dette blev opgivet da fire jyske fabrikker, deriblandt Ålborg Spritfabrik, søgte ind under selskabet der i de første år lededes af O. og Henius som sidestillede direktører. Henius udtrådte af ledelsen 1885, og O. havde derefter eneledelsen til sin død, de sidste år virksomt støttet af sin søn, Chr. H. Olesen. Opsigelsen af den spanske handelstraktat tre måneder efter selskabets start krydsede O.s oprindelige planer, men traf ham ikke uforberedt. Grundig overvejelse til alle sider før han skred til handling, var et af hans fremtrædende karaktertræk, og han havde allerede i starten anlagt en tvestrenget politik for sit selskab således at han havde baseret dette både på forædling af fremmed råsprit og på direkte produktion for det indenlandske marked hvor det fra år til år under hans myndige, forudseende ledelse befæstede sin stilling. O.s evne til i tide at have nye produktionsmuligheder parat når gamle svigtede kom ved mange lejligheder selskabet til gode. Da skattepolitikken vendte sig imod den hjemlige spiritusfabrikation havde han således allerede en gærfabrikation i fuld gang, og såvel gennem denne som gennem fremstilling af sprit til teknisk brug fandt selskabet rigelig erstatning for produktionsnedgang på andre områder. Ved teknisk fuldkommengørelse, ved standardisering af produktionen og – ikke mindst – gennem en glimrende opbygget salgsorganisation sikrede O. De Danske Spritfabrikker en ledende stilling således at det blev dette selskab der til slut underlagde sig hele den danske produktion. Planer om en almindelig beherskelse af markedet havde han i øvrigt ikke. Vel deltog selskabet i den almindelige koncentrationsbevægelse som efter dets start foregik inden for den danske spiritusindustri, og overtog i tidens løb forskellige virksomheder – således 1894 A. Brøndum &

Søns brænderi i Kbh. – men som et ledende princip krævede han at en koncentration skulle hvile på teknisk overlegenhed og ikke på opkøb, der midlertidigt fjernede en konkurrent. På O.s initiativ omdannedes 1891 Foreningen af Spiritusfabrikanter i Danmark til Foreningen af Danske Spiritusfabrikanter der samlede brænderierne i et nærmere samarbejde, og som efter århundredskiftet købte en række småvirksomheder ud af markedet (O. var formand 1891-98 og næstformand 1907-20), men forinden den fuldstændige koncentration af spiritusindustrien fuldbyrdedes på regeringens tilskyndelse havde De Danske Spritfabrikker en så dominerende stilling at selskabet 1916 i Jylland havde 75 pet. af salget af drikkespiritus og 50-60 pet. af gærsalget.

Med sit sindige og seje væsen forenede O. udpræget retsind og redelighed og megen djærvhed i optræden. Hans personlighed gav umiddelbart indtryk af soliditet, og skønt han hele livet vedblev at være en meget jævn mand samlede han stor respekt om sig og blev en af tidens forgrundsfigurer inden for dansk erhvervsliv. Allerede i Tietgens tid fik han sæde i Grosserer-Societetets komité, og 1907 blev han komiteens formand, en stilling som ingen industrimand før eller siden har indtaget. Han undgik vel ikke kritik på denne post som han beklædte i en periode der i mange måder var en krise- og brydningstid for vort økonomiske liv, men ved hans fratræden 1912 erkendtes det fra alle sider at han med værdighed havde hævdet den frie handels interesser. Som formand for komiteen og Den danske handelsstands fællesrepræsentation modtog O. 1908 af kong Frederik VIII tilsagn om at handelen ved ministeriet Neergaards dannelse skulle få sit mangeårige ønske om oprettelse af et handelsministerium opfyldt. Personligt ydede han inden for komiteen og i tilslutning til denne en overordentlig arbejdsindsats. 1892-1909 var han et virksomt medlem af sø- og handelsretten, han sad i to aktielovkommissioner, i forskellige kommissioner angående arbejdet på toldboden, i akkordlovkommissionen og akkordretten, i kommissionen angående autoriserede revisorer, havnekommissionen af 1909, komiteen for udenlandske udstillinger, i bestyrelsen for Nordisk forening til økonomisk samarbejde, og var formand for Femern-rute-komiteens danske afdeling. Ved Industrirådets oprettelse 1910 blev O. medlem af dette, og 1914-19 var han formand for Nationalbankens repræsentantskab. – Etatsråd 1907.