C.J. Boye (digter)

C.J. Boye, Caspar Johannes Boye, 27.12.1791-6.7.1853, præst, digter. Født i Kongsberg, død på St. Tuborg ved Kbh., begravet i Kbh. (Garn.). Knap femten år gammel kom B. til Trondheim hvortil faderen 1806 var blevet forflyttet, men måtte yderligere tilbringe fire år i Norge inden han 1810 kom til Kbh. for at blive student. Den nationale modsætning mellem de danske og de norske studenter var til tider ret skarp i de sidste krigsår inden Kielfreden; B. havde hurtigt vakt opsigt ved sin selvbevidste norske optræden, og under indtrykket af den forsmædelige fredsslutning skrev han febr. 1814 digtet Kæmpen Nor til sin Søster Dana. Her angriber han skarpt den danske regering som uden at forsøge modstand til det yderste havde afstået Norge til Sverige; bag digtets oldnordiske billedsprog à la Oehlenschläger læste samtiden "en næsten ren Opfordring til det danske Folk om at løsrive sig fra Frederik den Sjettes Scepter og i Forening med Norge hylde Prinds Christian" (Pavels). Digtet medvirkede sikkert til, at nordmandsforeningen i Kbh. blev opløst s.å. B. blev imidlertid i Kbh., fik indpas på Bakkehuset og forlovede sig med Jonas Collins ældste steddatter. Han følte sig skuffet over at nordmændene syntes at have fundet sig til rette i foreningen med Sverige og tog nu klart parti for Danmark (digtet Til Danmark, 1816). Samme forår fik han teologisk embedseksamen og debuterede ligeledes 1816 med Melpomene, Th. Körners udvalgte skuespil, metrisk oversat. 1818 udnævntes B. til andenlærer ved Jonstrup seminarium. Herfra udsendte han sin samling Digte, 1819, skrev sine originale arbejder for Skuespladsen og bearbejdede og oversatte talrige teaterstykker, ligesom han leverede en oversættelse af W. Scotts romaner. Denne litterære virksomhed fik dog en ende da han 1826 kaldtes til sognepræst i Søllerød; han fandt sig endog foranlediget til – af hensyn til sin menighed på landet – at anmode teaterdirektionen om at hans navn ved fremtidige opførelser af hans værker "maatte blive udeladt af Bekendtgørelserne baade i Aviser og paa Plakaten". I den verdslige digtnings sted trådte nu i Søllerød arbejdet på B.s store salmeværk Aandelige Digte og Sange I-IV, 1833–36; det fortsattes i Helsingør hvortil han 1836 var blevet forflyttet som sognepræst til Skt. Olai, med en ny samling i to dele (1840 og 1843); en forøget og revideret udgave i to bind udkom 1847–54. Hertil kom et par postiller og enkelte lejlighedsdigte. 1847 udnævntes B. til sognepræst ved Garnisons kirke i Kbh., men døde allerede seks år efter under den store koleraepidemi. – Som præst var B. beundret og afholdt af sine menigheder; biskop Mynster skriver fra en Helsingør-visitats: "Kirken er altid fuld og alle Stole bortleiede." Hans ydre fremtræden var smuk og værdig; hans veltalenhed blomstrende og poetisk præget – gerne indflettede han prøver på sine religiøse digte i sin prædiken – uden at forfalde til affektation. Forkyndelsen var udtryk for en harmonisk og almen religiøsitet for hvilken naturens tale havde samme værdi som Skriftens ord, medens kirkens dogmer kun spillede en underordnet rolle. I hans gejstlige skrifter mærkes ingen sjælekampe bag den problemfri højkirkelige form.

B.s digterliv falder i en skarpt adskilt verdslig og gejstlig part: skuespillene og salmerne. Hans digtsamling fra 1819 var en svag efterklang af 1700-tallets elegiske tankepoesi; af hans senere mindre digte huskes kun Kirkeklokken i Farum, 1826 og fædrelandssangen Der er et Land-. Som dramatiker derimod indtog han, om end kun forbigående, en vis position i publikums bevidsthed. Hans teater omfatter sørgespillene Brødrene i Leire, 1820, Conradin, 1821, Juta, 1824, Svend Grathe, 1825, Kong Sigurd, 1826, Erik den Syvende, 1827, det romantiske skuespil William Shakespeare, 1826, prologen til Baggesens mindefest 1827 og tre operatekster Elisa, 1819 og Hugo og Adelheid, 1827 til Kuhlaus, Floribella, 1825 til Weyses musik. B.s tragedier kan ikke fornægte den naturlige stærke indflydelse fra Oehlenschläger, men han søgte i øvrigt at hævde sin selvstændighed over for den hjemlige mester ved en stadig tættere tilslutning til Shakespeare som forbilledet; han synes at have været en af de første på hvem P. Foersoms oversættelse har virket. Hans Shakespeare-beundring manifesterer sig smukt i skuespillet af samme navn, hans største teatersejr der vel som kunstnerdrama om modsætningen mellem borgerpligt og digterkald er af "Correggio"s skole, men som søger at træffe både lystspiltonen fra De lystige Koner i Windsor og alferomantikken fra Skærsommernatsdrømmen, og hvis titelfigur er skildret som "the gentle Shakespeare". Og i stigende grad mærkes bag B.s dansk-norske tragedier de shakespeareske krønikespil i forsøget på at tegne det politiske spil mellem kongemagt og rigets stænder; shakespearesk er de hyppige sceneskifter, de sidste stykkers "blandede" stil, skurke- og morderscener, indførelsen af narren i Erik den Syvende; sidst men ikke mindst er diktionen det ved stilens overdådige billedpragt, hvor dog "Ordet dækker, men afslører ikke Tanken" (P. L. Møller). B. forsøger at undgå de stående historiske klicheer: viser sympati for Sven Grathe og reducerer fru Ingeborg-historien til at være et rent politisk påskud for Marsk Stig; men hans stykker lider betænkeligt under karaktertegningens usikkerhed og mangelen på virkelig dramatisk nerve. Bedst er det norske kongsemnedrama Kong Sigurd hvis ægte tragiske idé er beslægtet med Schillers Demetrius.

B.s salmedigtning påskønnedes varmt af samtiden men er ganske sat i skygge af Grundtvigs omtrent samtidige "Sangværk". I den nuværende salmebog findes ni numre af B.; blandt de kendteste er Naturen holder Pinsefest, Dybt hælder Aaret –, Bliv hos os, Mester, Dagen hælder -. Hans salmer er udpræget kirkelig brugskunst; de er skrevet for at udfylde lakuner i den foreliggende salmeskat. Forbilledet er Kingo; B. bestræber sig for en jævn og fast stil; salmerne er omhyggeligt leddelte med indbyrdes parallelvirkning mellem stroferne og tydelig redegørelse for det tankestof digteren arbejder med. Som i hans prædikener mærkes også her. B.s naturglæde og naturfromhed, hans harmoniske kristendom. De egentlig bibelske salmer virker mest som smagfulde men lidt blege Kingo-imitationer. – En søn Vilhelm Christian Boye. (28.6.1837–22.9.1896) blev student 1855, cand. phil. 1856 og virkede derefter nogle år ved Museet for nord. oldsager hvor han – efter en periode fra 1865 som journalist – blev ansat som assistent 1885. Ved Nationalmuseets oprettelse blev han arkivar og 1. assistent ved 2. afdeling. Hans vigtigste værk er Fund af Egekister fra Bronzealderen i Danmark, 1896. Han deltog som frivillig i krigen 1864.