Peter Foersom

Peter Foersom, Peter Thun Foersom, 20.2.1777-24.1.1817, skuespiller, oversætter. Født i Øster Lindet mellem Ribe og Haderslev, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Ass.). Da F. 1793 var blevet student fra Ribe levede han et muntert æstetiserende liv i Kbh. Han bestod prøverne i filologi og filosofi, men tog ingen embedseksamen. En tid var han medhjælper hos hofboghandler Simon Poulsen, men beskæftigede sig hovedsagelig med at informere, navnlig i engelsk som dengang ikke havde mange dyrkere i akademiske kredse. Stærkt optaget var han af at spille dilettantkomedie, bl.a. sammen med Oehlenschläger hvis lærer, Michael Rosing, også tog sig af F., og da han var blevet forelsket i en ung, nydelig skuespillerinde, hans senere hustru, gjorde han skridtet fuldt ud og debuterede 18.10.1798 som Jacob i Gamle og nye Sæder på Det kgl. teater hvor han n.å. fik fast ansættelse. F. ejede begejstring, flid, vilje, kundskaber og et interessant ansigt med et præg af intelligens, men et misforhold mellem hans høje stræben og hans skuespillerevne medførte at han ikke følte sig lykkelig i sin gerning som han flere gange søgte at forlade. Han kunne ikke træde ud af sin egen individualitet, men beherskede dog efterhånden nogenlunde sine legemlige mangler, især nogle kantede armbevægelser, og lærte at anvende stemmen således at diktionen blev tydelig, men han besejrede aldrig en synlig anstrengelse der skyldtes hans svage konstitution og tog sig ud som manér. F. var mere litterært end scenisk begavet, og når han alligevel nåede en smuk stilling i repertoiret skyldtes det hans åndsdannelse og Rosings tiltagende sygdom under hvilken F. blev teatret uundværlig som elsker og helt (fx Balder i Balders Død; Gyldenstjerne i Dyveke; Vandby i Gulddaasen; Grev Gert i Niels Ebbesen; Carl Moor i Røverne; titelrollen i Clavigo og Charles i Bagtalelsens Skole). Oehlenschlägers nordiske tragedier fandt en troende fremstiller i F. Han blev bl.a. den første fremstiller af Olaf i Hakon Jarl, Axel i Axel og Valborg, Angantyr i Stærkodder og Hagbarth i Hagbarth og Signe, men han medbragte til disse opgaver hverken legemlig skønhed, djærvhed eller kraft, derimod iver og glød og sin mod idealet stræbende personlighed, og når denne faldt sammen med rollen nåede F. poetiske virkninger. Således gav han maleren Antonios kunstbegejstring i Correggio et skønt og forklaret udtryk.

Han udførte i alt ca. 200 roller, ofte i ukunstneriske skuespil, men for den lede han følte ved at spilde sin tid dermed søgte han erstatning i digtningens verden, navnlig ved studiet af Ossian og Shakespeare. F.s letvakte begejstring, sprogkundskaber og opfattelsesevne fik et glimrende arbejdsstof da han gik i lag med at oversætte Shakespeare hvis værker kun var lidet kendt og aldrig opført i Danmark. Men han måtte besejre megen modstand inden han 1815 kunne skrive: "Paa intet af alle Theatre i Verden, selv paa Englands, kommer Shakespeares Stykker saa uforandrede og uforvanskede frem som her paa Kongen af Danmarks". 1803 indleverede han sin fordanskning af Julius Cæsar til teaterdirektionen der ikke turde spille tragedien på grund af dens revolutionære ånd, men F. opgav ikke sin strid for "Briter-Barden" og fik en medkæmper i Oehlenschläger; 1807 udkom første bind, indeholdende Julius Cæsar og Hamlet; i forordet skrev F. at "han i flere Aar endog paa ubillig-billige Vilkaar" havde søgt en forlægger; først 1811 udkom anden del, uden tvivl forsinket af samtidens had mod alt hvad engelsk var; tredie og fjerde del oplevede F. også at udsende, men sidste bind kom først 1818, efter hans død udgivet og fuldendt af P. F. Wulff. Streng filologisk nøjagtighed prægede ikke F.s oversættelse; det kom, skriver han, ikke an på at "Bogstav fortolkede Bogstav, men Aand Aand". Han valgte gerne forældede ord hvis de syntes mere kernefulde, mere shakespeare'ske end nyere former. Der var ofte en dramatisk spændkraft i sætningerne som røbede skuespilleren; Shakespeares senere oversætter i Danmark Edvard Lembcke, erkendte at der hos F. var steder hvor hans digterånd brød således igennem at "den har fundet det friske og levende Udtryk, der aldrig ældes, og hvor det ikke er muligt at gengive Shakespeare renere og bedre". Denne indsats gav F. et navn i litteraturen og bragte ham hans betydeligste opgave, titelrollen i Hamlet hvormed Shakespeare omsider 1813 indførtes på den danske scene. F.s natur var beslægtet med Hamlets; Oehlenschiager fortæller at den shakespeareske humor var F.s egentlige element, og K. L. Rahbek beundrede hans udførelse af Hamlet som et mønster på dybtgående rollestudium. Men F.s helbred var allerede på dette tidspunkt nedbrudt af den kulde på scenen og gloende hede i påklædningsværelserne der også havde gjort M. Rosing til krøbling. Inden han brød sammen af gigt, nåede han at gennemføre en idé af langtrækkende betydning, idet han 23.4.1809 på Hofteatret (nu Teatermuseet) afholdt den første oplæsning på dansk, det såkaldte Deklamatorium. Denne idé, som rimeligvis var en efterligning af den engelske skuespiller Mrs. Siddons' "readings", optoges af andre kunstnere der valgte et komisk repertoire hvorved det højtidelige ord "deklamatorium" forsvandt, og det mere borgerlige begreb "aftenunderholdning" trådte i stedet. F.s sidste Shakespearerolle blev Edgar i Kong Lear; han optrådte sidste gang, ikke fyrretyve år gammel, 8.1.1817 som Eraste i Den Vægelsindede. Kort forinden havde han lidt den skuffelse at blive forbigået ved besættelsen af en instruktørpost. J. P. Frydendahl fik embedet af anciennitetshensyn skønt F. egnede sig bedre dertil. 1816 stiftede han teatrets enke- og børneforsørgel-seskasse; ved mindeforestillingen til fordel for hans efterladte opførtes Macbeth.

Foruden oversættelser, også af andre digtere end Shakespeare, skrev F. adskillige bidrag i blade og tidsskrifter og udgav 1805 sammen med Rahbek to hæfter af tidsskriftet Theone; 1812 kom Læsning for Yndere og Dyrkere af Skuespilkonsten og 1813 Poetisk Lommebog. Medens disse småbøger indeholder gode bidrag til tidens teaterhistorie var hans publikation Læsebog for Døttreskoler I–II, 1813-14 anlagt på en bredere basis. Skriftet Anecdotesamleren, 1812 var et vidnesbyrd om udstrakt læsning, medens Om Samlinger af danske Landskabsord (udg. af C. Molbech 1820, ny udg. 1917) fortalte om F.s kendskab til den jyske almues sæder og skikke i hans fødeegn. Hans ungdomsven, den senere biskop N. E. Øllgaard, udgav 1818 med en biografi F.s digte i to bind, hvoraf kun verset Linas Aftenbøn (Nu lukker sig mit øje) skrevet 1813, er almen-kendt i vore dage.