C.J. Brandt

C.J. Brandt, Carl Joakim Brandt, 15.8.1817-27.12.1889, præst, litteraturhistoriker. Født i Nyborg, død på Frbg., begravet i Kbh. (Ass.). Efter flere år i huset hos sin morfar, provst J. F. Boesen, kom B. i Nyborg skole og blev student herfra 1835. På rejsen over Storebælt traf han N. L. Helveg og sluttede med ham et venskab der satte frugt i et langt og betydningsfuldt samarbejde. B. valgte det teologiske studium, og som student var han i nogle år huslærer hos professor J. L. A. Kolderup-Rosenvinge; 1841 blev han teologisk kandidat.

To år senere blev han lærer ved vajsenhuset, og i denne stilling virkede han ca. 10 år. 1845 begyndte han i forbindelse med sin svoger Theodor Fenger at udgive ugebladet Dansk Kirketidende som han senere, med undtagelse af præstetiden på landet, udgav dels ene, dels i forening med andre (foruden Fenger, Helveg, O. J. Sadolin og Fr. Nielsen (1846–1907)). I kandidatårene syslede han desuden med kirke- og litteraturhistoriske studier, og 1851 foretog han med offentlig understøttelse en rejse til Stockholm og Uppsala for at benytte de derværende gammeldanske håndskrifter.

1849 var han medstifter af Selskabet for Danmarks kirkehistorie af hvis bestyrelse han i mange år var medlem, og 1853 deltog han i stiftelsen af Dansk forening. 1856 blev han forstander for Grundtvigs højskole (Marielyst), en stilling der dog ikke rigtigt lå for ham. 1860 blev han sognepræst i Rønnebæk-Olstrup.

Han var medlem af kirkekommissionen af 1868, og' 1872 blev han Grundtvigs eftermand ved Vartov. Under de brydninger i den grundtvigske kreds som nu opstod både kirkeligt, kulturelt og politisk, søgte B. at holde en midterlinie, med afvisning af højrefløjens kirkeforfatningsplaner og samarbejde med Indre mission så vel som af venstrefløjen og dens politisk-kulturelle forbindelse med "fritænkerne".

Han ville hverken gå til "Bethesda" eller "Sagatun", men holde Vartovkursen. Gennem sine mange indlæg på møder og især i Dansk Kirketidende var han en af grundtvigianismens betydeligste talsmænd, og som præst samlede han en stor kreds om sin prædikestol, og flere af hans salmer, dels originale, dels oversatte, er blevet menighedens ejendom. En bibelhistorie Bibelsk Billedbog med Fortællinger, 1858 (6. opl. 1893), en ledetråd i den kristelige børnelærdom og hans Legender I–III, 1850–51 (3. opl. 1887) fandt stor udbredelse og megen påskønnelse.

Også som præst fortsatte han sine historiske studier, og flere værdifulde arbejder bærer vidne om hans samlerflid og fremstillingsevne. Han udgav Lucidarius, 1849, en meget fortjenstfuld Gammeldansk Læsebog, 1857, et udvalg af Ældre danske Digtere I, 1862, Dansk Klosterlæsning, 1865, Romantisk Digtning fra Middelalderen I–III, 1869– 77 og, til dels sammen med Theodor Fenger, fem bind af Christiern Pedersens danske skrifter (1850–55).

På grundlag af sine omfattende samlinger til Christiern Pedersens levned udarbejdede han en udførlig, smuk og hjertelig monografi Om Lunde-Kanniken Chr. Pedersen og hans Skrifter, 1882 som indeholder flere nye og værdifulde oplysninger til reformationstidens litteratur- og kirkehistorie.

Den del af litteraturen han med størst kærlighed gennempløjede var dog salmedigtningen. Sammen med Ludvig Helveg udgav han 1846–47 Den danske Salmedigtning I–11, et betydningsfuldt arbejde som ikke blot indeholder en antologi af danske samler fra middelalderen til vore dage, deriblandt mange forhen utrykte, men tillige bidrag til en dansk salmehistorie og biografiske oplysninger om salmedigterne.

Senere gav han en skildring af Vore danske Kirkesalmebøger fra Reformationen til Nutiden, 1886 og en udførlig levnedstegning af salmedigteren Hans Christensen Sthen, ledsaget af et udvalg af Sthens salmer og åndelige rim, 1888.

B.s udstrakte kendskab til den danske salmedigtning kom også menigheden til gode fordi han var medlem af det udvalg der udarbejdede tillægget til Roskilde konvents salmebog, 1873 og af det som udgav forslaget til en ny Salmebog for Kirke og Hjem (1885, gennemset 1888 og -92, som i sidste udgave danner grundlaget for den autoriserede salmebog af 1899) ligesom han også føjede flere tillæg til Grundtvigs "Festsalmer" der af ham blev omordnet til N. F. S. Grundtvigs Kirkesalmebog, 1874.