C. Lange

C. Lange, Carl Georg Lange, 4.12.1834-29.5.1900, læge. Født i Vordingborg, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). L. der blev student 1853 fra Metropolitanskolen, medicinsk kandidat 1859 og derefter 1860–62 var kandidat på Frederiks hospital, offentliggjorde allerede i sine kandidatår forskellige arbejder der viste hans videnskabelige evner, hvorfor han 1863 blev sendt til Grønland for at studere sygdomsforholdene der. 1863–66 var han reservemedicus på Frederiks hospital under Edvard Dahlerup, 1866–67 reservelæge ved Almindelig hospital. 1867–68 foretog han en længere udenlandsrejse hvor han studerede histologi under K. J. Eberth og H. Frey i Zurich og fysiologi hos Moritz Schiff i Firenze. Ikke mindst Schiff fik stor betydning for ham ved at vække hans interesse for nervefysiologien og de vasomotoriske forandringer der blev genstand for nogle af hans betydeligste senere arbejder, mens han efter hjemkomsten særlig beskæftigede sig med histologi og patologisk anatomi. Han måtte ernære sig som kirurgisk prosektor og distriktslæge. 1866 var han blevet medredaktør af Hospitalstidende hvor han publicerede talrige vigtige arbejder over nervesygdomme. 1868 beskrev han som den første bulbærparalysen (en lammelse i hjernens nederste del). I en afhandling fra 1872, Om Ledningsforholdene i Rygmarvens Bagstrenge påviste L. at en spinal meningitis var årsag til den syfilitiske tabes, mens degenerationerne i rygmarven var sekundære i forhold til denne. L.s arbejder udmærkede sig ved skarpsindighed og en dristig men underbygget originalitet som ofte først senere tider har kunnet anerkende. Dette gælder ikke mindst hovedværkerne: monografien over den kroniske rygmarvsbetændelse (1874) og forelæsningerne over rygmarvens patologi (1869–72). L.s lærdom fastslog hans navn som en af tidens forende nervepatologer.

Efter at L. 1873 forgæves havde søgt overmedicusstillingen ved Frederiks hospital blev han 1875 docent i patologisk anatomi og alm. patologi. Professor blev han først 1885. Hans fortsatte produktion udgik ikke i højere grad fra den nye arbejdsplads i laboratoriet som var slet udstyret, men fra hans store privatpraksis. Især skal nævnes Om periodiske Depressionstilstande, 1886 hvor L. førend nogen anden beskrev de lette former for den maniodepressive psykose, omend den af ham antagne årsag, en urinsur diatese, ikke kan opretholdes. Lærd og præget af omfattende viden var det bindstærke værk Erindringsord til Forelæsninger over almindelig patologisk Anatomi, 1878–83, et fortrinligt arbejde, vel det bedste for hans tid. Mest kendt blev L. for bogen Om Sindsbevægelser, 1885 hvori han søgte at give en fysiologisk forklaring på affekterne. Bogen vakte en lidenskabelig diskussion i ind- og udland som har holdt sig til vore dage. L.s opfattelse gik ud på, at de legemlige udslag der ledsager affekterne ikke var en følge af disse men at de var årsag til dem. Will. James havde året før fremsat en tilsvarende teori som siden er gået verden over under navnet den James-Langeske teori. L. supplerede senere disse studier med bogen Bidrag til Nydelsernes Fysiologi, 1899. – L. var i praktisk henseende en meget virksom natur. Han fungerede som generalsekretær ved den internationale lægekongres i København 1884 og han var stifter af Biologisk selskab. 1883–97 sad han som medlem af Københavns borgerrepræsentation og var i det hele taget en centrumsfigur i tidens lægeverden. – G. Brandes, der stod L. nær, kaldte ham "et lynende godt hoved", i besiddelse af "en favnedyb kultur". Der var hos L., trods hans professorale stilling, noget af autodidaktens trang til urokkeligt at bygge på de af ham selv undfangne ideer, men tillige et talent til at gribe holdbare synspunkter. Selvfølelsen forbød ham at skrive disputats. – Æresdoktor ved Lunds universitet 1893.