Frederik Lange

Frederik Lange, Frederik Olaus Lange, 21.10.1798-11.2.1862, rektor. Født i Kbh. (Nic.), død sst. (Garn.), begravet sst. (Garn.). L. blev student 1815 fra Borgerdydskolen i Kbh. hvis myndige bestyrer Michael Nielsen øvede en stor indflydelse på ham og bibragte ham interesse for Filologien som han også ivrigt dyrkede ved universitetet samtidig med at han underviste i græsk ved Borgerdydskolen, selv om han efter sine forældres ønske valgte først juraen, senere teologien til sit brødstudium. Efter 1825 at have taget teologisk embedseksamen kastede han sig for alvor over filologiske studier. L. havde allerede 1821 udgivet Det Græske Sprogs Formlære, efter Buttmann; 1826 udgav han en græsk grammatik som længe blev benyttet i danske og norske og i oversættelse også i svenske skoler. Hertil sluttede sig hans Materialier til at indøve den græske Formlære, 1830. Under sit arbejde med det græske sprog kom han imidlertid ind på den tanke at udarbejde en "almindelig grammatik" som han mente ville have stor pædagogisk betydning, men hans studier blev afbrudt af en øjensygdom for hvilken han forgæves søgte helbredelse på en længere udenlandsrejse 1828–29. Selv om han efterhånden blev næsten blind var han dog, især ved sin hustrus hjælp, i stand til at fortsætte sine studier, ligesom han også efter sin hjemkomst genoptog sin skolevirksomhed. Han opnåede uden at have filologisk embedseksamen tilladelse til at søge overordnede skoleembeder og udnævntes 1833 til overlærer ved Vordingborg lærde skole og 1841 til rektor sst. Men da skolen blev nedlagt 1846 blev han afskediget med ventepenge og flyttede til Kbh. Han roses for sin klare og grundige undervisning og for sin store humanitet. I skoleprogrammer udgav han brudstykker af den almindelige grammatik som også var genstand for hans disputats De Casuum universis causis atque rationibus, 1836. Efter sin afsked kastede han sig over den teoretiske pædagogik og beskikkedes 1847 til at holde pædagogiske forelæsninger ved universitetet hvilket han vedblev med til sin død; fortrinsvis læste han over pædagogikkens historie. Han udgav 1856 en samling "pædagogiske betragtninger" under titlen Skolen og Livet hvori han på en åndfuld måde gør rede for skoleopdragelsens mål og midler. Han betragtede det som skolens opgave at danne og modne disciplene og udvikle deres evne til selvopdragelse. Kundskabsmeddelelsen var for ham af underordnet betydning; men for at bibringe disciplene i den højere skole den bedst mulige dannelse burde man supplere den da næsten enerådende sproglig-historiske undervisning i naturfagene, ikke af hensyn til deres praktiske nytte, men fordi også de tjente til at udvikle ånden. Han advarede mod den strenge gennemførelse af faglærersystemet og krævede samarbejde mellem lærerne i de forskellige fag. 1849–54 var han formand for selskabet til den danske litteraturs fremme. – Tit. professor 1849.