C. Wesenberg-Lund

C. Wesenberg-Lund, Carl Jørgen Wesenberg-Lund, 22.12.1867-12.11.1955, zoolog. Født i Kbh. (Frue), død i Hillerød, begravet sst. Skønt født i Kbh. tilbragte W.-L. sine første år på langfart i tropiske have, hvor faderen sejlede som koffardikaptajn i engelsk tjeneste; men inden W.-L. var fyldt tre år døde faderen, og moderen måtte leve af at give sprogundervisning. 1878 flyttede hun til Hillerød og overtog den senere Mørkske pigeskole, og W.-L. kom i Frederiksborg latinskole. Han var ingen fremragende elev, al hans tid gik med at strejfe om i skovene omkring Hillerød, hvis natur fik den største indflydelse på hans fremtidige gerning. Den daværende rektor C. Berg nødte ham imidlertid til at hellige sig bogen inden studentereksamen som han fik 1887. Han blev magister i zoologi 1893, men allerede inden da havde han 1889 og 1891 publiceret to artikler om enlige gedehamse, baseret på iagttagelser i naturen; den sidste, om Bembex, er om én eneste dags iagttagelser. De er skrevet i en lysende klar stil der er helt forskellig fra den knudrede, men billeddannende og inciterende stil der præger hans senere arbejder og som endog har bragt ham til læsebøger i dansk. – Efter konferensen blev han ansat som assistent hos J. E. V. Boas og Valdemar Henriques ved landbohøjskolens zoologiske og fysiologiske afdelinger, og 1894 udgav han, efter opfordring af Fr. Meinert, et arbejde om Grønlands ferskvands-småkrebs, baseret på Zoologisk museums materiale. Han er her inde på både biologiske og zoogeografiske problemer, af hvilke de første, om antallet af generationer hos dafnierne, senere kom til at optage ham meget. En besvarelse af universitetets prisopgave om mosdyr, svampe og hjuldyr i ferske vande bragte ham ind på den danske ferskvandsfauna som alle hans senere arbejder kom til at dreje sig om.

1899 disputerede W.-L. på dele af guldmedaljeafhandlingen under titlen Grundtrækkene i Rotiferernes Økologi, Morfologi og Systematik. Hans nære tilknytning til Steenstrup-kredsen, især Eug. Warming, og hans af ham selv senere erkendte manglende fysiske og fysiologiske forståelse afstedkom nogle ikke uberettigede, men ganske uproportionerede angreb på ham af H. J. Hansen (i Danmarks Stilling og Tilstand III) og Will. Sørensen (i Fromme Sjæle). Disse angreb lod ham vel ikke uberørt ("de skærpede min Selvkritik"), men hindrede ham ikke i at fortsætte hvor hans evner lå, nemlig i de rent biologiske undersøgelser og iagttagelser. 1895 havde han deltaget i Ingolf-ekspeditionen i Nordatlanten, og efter dennes afslutning fik han stillet de økonomiske midler – og af grev Sigismund Schulin en grund ved Furesøen – til rådighed og fik 1897 flyttet skibets dækshus ud til Furesøen som et specielt ferskvandslaboratorium. To år efter sagde han sin assistentstilling op og helligede sig resten af livet forskning i naturen, fri for administrative forpligtelser. At dette var muligt skyldtes dels hans brændende iver og nøjsomhed, dels den støtte han til stadighed fik fra universitetet og Carlsbergfondet. Et fremtrædende træk i hans karakter var taknemmelighed, og i bøger og afhandlinger fremhæver han altid, hvad han skylder ikke mindst Carlsbergfondets direktion. Han udstrakte denne taknemmelighed til hele det danske samfund og lagde vægt på at kunne "betale af paa Gælden" ved at gøre sine iagttagelser tilgængelige for menigmand i kronikker, artikler og bøger.

Furesølaboratoriet eksisterede indtil 1911 og W.-L. var ikke blind for at han færdedes på klassisk grund. I Frederiksdalskovene havde O. F. Müller arbejdet 150 år tidligere, og W.-L. følte sig beslægtet med denne vor betydeligste biolog både i arbejdsfelt: de mikroskopiske ferskvands-organismer, og i arbejdsmåde: direkte iagttagelser i naturen eller i et sylteglas og med mindst mulig litterær ballast. Han var på ekskursioner alle ugens dage og alle årstider og noterede alle iagttagelser ned. Da han syntes hjuldyrene var for specielt et emne for et nyt ferskvandsbiologisk laboratorium, begyndte han på undersøgelser over bundaflejringer og plankton i de ferske vande. Resultatet blev det store to-binds værk Plankton investigations of the Danish lakes, 1908. Heri uddybede han den allerede 1900 fremførte idé at årstidsvariationerne i planktonindividernes størrelse var afhængige af vandets skiftende vægtfylde. Tyskeren W. Ostwald mente 1902, at årsagen lå i vandets skiftende viskositet, og deraf opstod den Ostwald-Wesenbergske svæveteori der har afstedkommet et utal af artikler for og imod og stadig er uafklaret. Et bevis søgte W.-jL. at få gennem en regelmæssig undersøgelse, han igangsatte på Island 1902-04 og publicerede sammen med C. H. Ostenfeld 1906. Planktonundersøgelserne medførte også en rejse til John Murray i Skotland og F. A. Forel i Geneve og en sammenfattende studie Grundzüge der Biologie und Geographie des Susswasserplanktons, 1910. Dette arbejde blev trykt i Internationale Revue der gesammten Hydrobiologie und Hydrographie som han var med til at grundlægge ved. et møde i Linz 1907. Samtidig med disse studier publicerede W.-L. en lang række større og mindre artikler om biologien hos forskellige insekter, alle prægede af hans præcise iagttagelse og betragtninger over dyrenes bygning i relation til deres levevis, en betragtningsmåde hvori han fulgte J. C. Schiødte, men på evolutionistisk grundlag.

1911 blev Furesølaboratoriet opgivet og en lejlighed lejet i Hillerød, men Furesøstudierne fortsattes og resulterede 1917 i det alsidigt anlagte værk Furesøstudier. Inden da havde W.-L. imidlertid besluttet sig til at samle sine egne og andres undersøgelser i den store bog Insektlivet i ferske Vande som Gyldendal udgav 1915, samtidig med at forlaget opfordrede ham til at skrive en ny udgave af Vilh. BergsøesFra Mark og Skov; den udkom 1915-16 i to bind med talrige af W.-L.s egne iagttagelser. Disse værker har været konfirmationsgaver og flidspræmier lige siden og er ved deres begejstring og fine naturbetragtninger inspirerende læsning endnu i dag. Den første kom i en tysk, meget omarbejdet udgave Biologie der Süsswasserinsekten, 1943 (gen-optr. 1980). Samtidig blev han af Henrik Cavling opfordret til at skrive en række kronikker til Politiken; de samledes 1922 i Fra Sø og Aa, der dels giver en række biologiske skildringer, dels ender med nogle samfundsmæssige betragtninger. Uden disse, men med langt mere biologi var den nye bog med samme titel 1945. Fra det første Hillerød-laboratorium kom i øvrigt en lang række store værker. 1920-21 bogen om stikmyg Contributions to the biology of the Danish Culicidæ hvori han bl.a. diskuterer årsagerne til malariaens forsvinden fra Danmark; 1923 vendte han tilbage til hjuldyrene med Contributions to the biology of the Rotifera; 2. del kom 1930 og i mellemtiden havde han skrevet afsnittet om hjuldyr i Kükenthals Handbuch der Zoologie 1928. Også til dafnierne, hvis årstidscyklus spillede en rolle i hans Plankton investigations vendte han tilbage 1926 i Contributions to the biology and morphology of the genus Daphnia i hvilken han imødegår de fremførte indvendinger mod svæveteorien. Endnu en dyregruppe, ikterne, fik en omfattende behandling i Contributions to the development of the Trematoda Digenea, 1931-34. På dette tidspunkt var laboratoriet imidlertid flyttet til en af Carlsbergfondet 1930 købt villa i Hillerød, og det blev i dette langt bedre indrettede laboratorium at han fik muligheder for at undersøge ikternes udvikling. 1922 var W.-L. blevet professor ved universitetet med den ene forpligtelse at afholde et tre-ugers kursus for magisterstuderende. I det nye laboratorium kunne deltagerantallet udvides, der var også bedre gæstemuligheder, og W.-L. havde livet igennem næsten altid arbejdende gæster hos sig. I sine sidste år på laboratoriet samlede han alle sine og andres resultater i den to-binds håndbog Ferskvandsfaunaen biologisk belyst, 1937 der omfattede alle hvirvelløse dyr undtagen insekterne (tysk udg. 1939, genoptr. 1967). Og endelig afsluttede han sin sammenfattende virksomhed ved på sin 85-års fødselsdag 1952 at udsende De danske Søers og Dammes dyriske Plankton, der ligesom alle hans andre publikationer også overvejende er illustreret med egne tegninger. Foruden disse storværker skrev han en lang række afhandlinger om enkeltiagttagelser og redegjorde 1940 for "min Virksomhed" i det lille skrift Det Ferskvandsbiologiske Laboratorium gennem 40 Aar.

Med sit nære forhold til naturen var det oplagt at W.-L. måtte blive inddraget i naturfrednings-spørgsmål, ja endog sætte dem i gang. Tre ting optog ham: jægernes "barbariske Fremfærd" imod rovfuglene, ensartetheden i den moderne skovdrift, og forureningen af de ferske vande. På det sidste område "tabte jeg uvægerligt", men på de to andre havde han ved sine manende artikler i populære tidsskrifter og i aviskronikker en ikke ringe indflydelse. Sammen med Erick Struckmann oprettede han naturfredningsforeningens naturvidenskabelige udvalg og var med i talrige andre udvalg, ikke mindst om jagtloven og fuglefredning, også internationalt i Bird protectionmøder, problemer for hvilke der nu er meget større forståelse end da W.-L. begyndte, omend hans barske form måske ikke var uden indflydelse på den afstand der stadig er mellem jægere og naturvidenskabsmænd.

W.-L. er en af den moderne limnologis grundlæggere. Sit livssyn gjorde han ofte rede for, i Insektlivet, ..., 1915, i Fra Sø og Aa, 1922 og især i Naturstudium og Livsopfattelse i Nordisk tidskrift för vetenskap, konst och industri, 1937 samt i slutningen af bogen om laboratoriet fra 1940. Det er ikke så forfærdelig forskelligt fra forbilledet O. F. Mullers. Som denne mente W.-L. at naturen var Guds værk, og sine iagttagelser foretog han ved ligesom at gøre sig til ét med naturen, "under vaagen Hvile". Han var præget af det kristne livssyn, men ikke af kirkens og troede somme tider naivt at han nærmede sig Østens filosofi. Han anerkendte udviklingstanken, men blot som en forklaring på dyrenes hensigtsmæssige bygning, og fremhævede "Livsaanden" til adskillelse mellem dyr og menneske og opfattede sig bevidst som vitalist. Mod den afkristnede skolebelæring og mod sportsdyrkelsen rasede han i bitter ironi; for ham var naturen den eneste vej til livsvisdom. Han krævede meget afsig selv og andre, og hans lune kunne være nok så barsk, men der kunne også lyse en elskelig forståelse og anerkendelse ud af hans øjne. - Medlem af Videnskabernes selskab 1918, af Akademiet for de tekniske videnskaber 1939, æresdoktor ved Uppsala universitet 1932 og æresmedlem af talrige udenlandske selskaber. Æresborger i Hillerød 1947. Guldmedalje fra nordiske biologer s.å.