J.C. Schiødte, Jørgen Matthias Christian Schiødte, 20.4.1815-22.4.1884, zoolog. Født i Kbh. (Frels.), død i Kbh. (Johs.), begravet sst. (Ass.). De trange kår, hvorunder S. voksede op i hjemmet på Christianshavn, henviste ham tidligt til at klare sig selv og modnede ham derved til bevidsthed om eget værd. Entomologiske interesser havde han allerede som skoledreng, og de blev yderligere styrket ved bekendtskabet med den seksten år ældre Chr. Drewsen, bestyreren og senere ejeren af Strandmøllens papirfabrik hvem han femten år gammel traf på en samletur i Skodsborgs omegn. Drewsen, der var en meget ivrig amatørentomolog, kunne lære den unge S. begyndelsesgrundene i entomologien og dens teknik; og det varme venskab der opstod mellem disse to og som varede livet ud blev af stor betydning for entomologiens vækst i Danmark. Gennem Drewsen kom S. i forbindelse med tidens entomologer, især B. W. Westermann, hvis smukt præparerede insektsamling blev et forbillede for S.s egen, og som i 1839 skaffede ham P. W. Lunds insektskab da denne besluttede sig for endeligt at blive i Brasilien. Imidlertid forsømte S. skolearbejdet til fordel for disse interesser; og da han mente det med et studium varede for længe inden han økonomisk kunne stå på egne ben, hvad familiens kår gjorde nødvendigt, forlod han skolen 1832 og begyndte at læse kirurgi. Heller ikke dette lod sig gennemføre, og for at opretholde livet begyndte han 1834 at give informationer på den skole han lige havde forladt, Borgerdydskolen på Christianshavn, samtidig med at han dyrkede sine entomologiske interesser ved ekskursioner i Københavns omegn og studier bl.a. i den nyoprettede Naturhistorisk forenings samling. Samtidig gjorde han bekendt skab med flere af tidens fremragende naturforskere, således botanikeren J. F. Schouw der ofte hjalp ham under de senere stridigheder, og zoologen Henrik Krøyer hvilken sidste kom til at påvirke ham meget i videnskabelig henseende.

Den omhyggelige detaljerede måde på hvilken Krøyer arbejdede med sine krebsdyr stemte godt overens med S.s arbejdsmetode. S.s interesser gjaldt først og fremmest kendskabet til den danske insektfauna, og han var klar over at omfattende indsamlinger var nødvendige. Han søgte derfor 1837 gennem Det kgl. landhusholdningsselskab om støtte til indsamlingsrejser til de danske landsdele og fik ved konferensråd Jonas Collins indflydelse både dette og de to følgende år 3–400 rdl. af Fonden ad usus publicos. Resultatet af disse rejser blev det stort anlagte værk om de danske løbebiller og vandkalve Genera og Species af Danmarks Eleutherata af hvilket 1. bind kom 1841. (S. holdt livet igennem fast ved Fabricius' navn Eleutherata for billerne i stedet for Linnés Coleoptera, såvel som ved de andre fabriciske navne). Det var Jonas Collin der skaffede S. midlerne til udarbejdelse og udgivelse af dette værk ligesom han altid så vidt hans magt rakte stod S. og Krøyer bi, og det er derfor forståeligt at S. dedicerede værket til ham. Det er et af de mest bemærkelsesværdige arbejder inden for dansk entomologi, langt forud for sin tid, og med sine 600 sider så rigt på iagttagelser at man undres over at forfatteren kun var 25 år. De 24 kobbertavler havde S. ikke blot tegnet, men også stukket selv. Han uddannede sig til en førsterangs kobberstikker der senere kunne oplære vel den ypperste naturhistoriske kobberstikker vi har haft, E. A. Løvendal, i kunsten. Trods det danske sprog vandt værket stor anerkendelse, ikke mindst i Tyskland. Allerede inden denne bog havde S. skrevet nogle afhandlinger med nybeskrivelser af danske insekter.

1842 blev S., der fra 1840 under Krøyers fravær havde holdt zoologiske forelæsninger ved veterinærskolen, ansat ved Det kgl. naturhistoriske museum som "Underinspecteur ved Insectsamlingen". I dette museum, hvor J. H. Reinhardt længe alene havde passet den zoologiske del, forberedte man dette år den reform at underafdele den zoologiske samling og lade hver del bestyre af en inspektør med Reinhardt som overinspektør. S. tilbød sin assistance og blev da ansat ved Christian VIIIs indgriben, der ligeledes var nødvendig for at skaffe ham et særligt værelse til den hidtil splittede og forsømte insektsamling; Reinhardt var ikke imødekommende over for disse nye mænd der kom på "hans" museum. Samtidig med museumsarbejdet ville S. fortsætte sine "Genera og Species", men opdagede snart at kendskab til såvel de voksne dyrs anatomi som larveformerne var en nødvendig forudsætning, og helligede sig så helt disse spørgsmål; "Genera og Species" blev aldrig fortsat. For at få materiale også af fremmede arter til disse mere almene coleopterologiske studier og for tillige at øge museets samling af udenlandske insekter søgte og fik S. uderstøttelse til en rejse i Sydeuropa som varede halvandet år, fra april 1845 til november 1846, og på hvilken han knyttede bekendtskaber med alle datidens entomologiske navne i Tyskland, Østrig, Italien og Frankrig og indsamlede et materiale af over 70 000 insekter til museet, især meget små former som han samlede ved hjælp af det dengang ukendte redskab, sigten, som han selv havde fundet på. Som et tilsigtet led i denne rejse besøgte han et par uger drypstenshulerne i Krain, især Adelsberggrotten (Postojna), og indsamlede en del nye arter og slægter af huledyr for hvilke han gjorde rede i Bidrag til den underjordiske Fauna, 1849. S. var i denne afhandling, der blev oversat til engelsk 1851 og til tysk 1852, den første der gav et virkeligt kendskab til hulefaunaen og systematiserede den efter graden af tilpasning; han blev således grundlæggeren af den moderne zoologiske huleforskning.

Indtil 1848 havde S. således haft gode arbejdsvilkår og nået meget; men heri skete der nu en stor forandring idet Japetus Steenstrup, der 1845 havde efterfulgt Reinhardt som professor ved universitetet, sammen med geologen J. G. Forchhammer blev indvalgt i Det kgl. museums direktion der var museets overledelse og hidtil havde bestået af administrerende, ikke-naturhistoriske embedsmænd. Dermed begyndte den berømte strid mellem S. og Steenstrup som optog sindene i næsten trekvart århundrede. At forholdet blev som det blev skyldtes flere ting, først og fremmest de to mænds karakterer. Begge var meget stejle og meget sikre på rigtigheden og retfærdigheden af deres synspunkter og handlinger, omend denne sikkerhed synes erhvervet ad forskellig vej, hos S. indefra i erkendelsen af de resultater han som autodidakt havde nået, hos Steenstrup vel mere udefra som følge af den beundring hans omgivelser altid synes at have næret for ham, i hjemmet faderen, ved studierne navnlig Forchhammer og Reinhardt, der forgudede deres unge elev. Men dertil kom at S. med sin sans for de omhyggelige iagttagelser ikke kunne anerkende de almene, men løsere funderede arbejder Steenstrup på det tidspunkt havde leveret. Da Steenstrup nu blev S.s overordnede i museet og kom med det i og for sig berettigede formål at forene Det kgl. museum og Universitetsmuseet, der var så meget ringere, under universitetet, måtte der straks opstå en skarp modsætning imellem dem. Bedre blev det ikke derved at J. N. Madvig der lige havde afløst D. G. Monrad som kultusminister fik et meget uheldigt indtryk af S. ved den første og eneste samtale de havde, og derfor ikke følte trang til at mægle. En lang række sager blev ved dette personlige forhold forkludrede, forhalede eller forhindrede; kun en enkelt skal her nævnes, nemlig spørgsmålet om museernes forening som vel gennemførtes 1862 da Monrad atter var blevet kultusminister, men efter S.s ønske med de enkelte afdelingers inspektorer som ligestillede i et museumsråd, en administrationsform der kunne gå lige over i den af de nugældende styrelseslove krævede. – Denne strid der ofte gav sig grelle personlige udslag varede ved til S.s død og fortsattes siden mellem deres elever.

Det har været sagt at det der skilte S. og Steenstrup var deres opfattelse af naturen, deres naturfilosofi. Dette er en misforståelse. S.s indstilling kender vi fra hans arbejde Det vegetative og det animale i den dyriske og den menneskelige Form i det Letterstedtske tidsskrift fra 1878: de dyriske former "fremholder for vor betragtning en stedse mere gennemført realisation af det dyriske livs idé" i nøje overensstemmelse med de krav naturen stiller til de enkelte organismer. Omend med udgangspunkt i Goethe som S. beundrede er dette F. Schellings idealistiske naturfilosofi, og af den var også Steenstrup præget. Men mens Steenstrup, navnlig i sine ungdomsværker men også i sine seneste arbejder (om Zeni'ernes rejse og om Gundestrup-karret) ligesom Schelling mente at man intuitivt kunne anskue sammenhængen ville S. kun søge den gennem grundige undersøgelser. Dette var den så ofte omtalte "forskel i metoden" som også giver sig til kende i deres skriftlige stil, S.s klar, Steenstrups knudret. At ingen af dem havde forståelse for Darwins tanker følger af det sagte. Også personligt var de meget forskellige, S. med meget lune hvad Steenstrup ganske synes at have manglet.

1849 fik S. ret til at holde forelæsninger ved universitetet, fra 1854 med titel af professor, fra 1863 med sæde i fakultetet. Også på anden måde udvidede S. sin lærervirksomhed i disse år idet han 1856 blev lærer ved de Monradske kursus, 1858 docent for forsteleverne, 1863 docent i zoologi ved den 1858 oprettede veterinær- og landbohøjskole. I 1850erne var S. også entomologisk kunsulent for landhusholdningsselskabet og skrev nogle artikler om skadedyr, men også 1859 den kloge Til Forsvar for nyttige Dyr hvori han endog forudser den moderne biologiske skadedyrsbekæmpelse. Af største betydning for S. blev det imidlertid at han 1860 ved Monrads hjælp -Monrad var som minister altid meget forstående over for S.s ønsker – opnåede fornyet statsstøtte til Krøyers 1849 standsede Naturhistorisk Tidsskrift, hvis 3. række begyndte at udkomme 1861 og fortsatte til S.s død. Heri kunne S. og hans elever publicere uhæmmet af personlige stridigheder, og heri publicerede han bl.a. sine fortegnelser over forskellige grupper af danske insekter, et udtryk for den interesse han altid nærede for vort lands fauna. Heri fortsatte han også de i tidsskriftets 1.-2. række påbegyndte morfologiske afhandlinger om især munddelenes bygning hos forskellige insekttyper og ikke mindst den vægtige undersøgelse over Krebsdyrenes Sugemund, 1866 og i fortsættelse deraf 1879–84 sammen med F. Meinert den store latinske monografi over de snyltende isopoder Symbolae ad monographiam Cymothoarum Cruslaceorum lsopodum familiæ. Endnu en afhandling om leddyr uden for insekterne må nævnes, Om en afvigende Slægt af Spindlernes Orden fra 1849 der indeholder den første beskrivelse af edderkopper med leddelt bagkrop og uden spindevorter, de primitiveste nulevende edderkopper. I denne afhandling har S. selv tegnet, stukket og trykt den tilhørende tavle.

Allerede i 1. bind af den nye række begyndte S. publiceringen af sit hovedværk De metamorphosi Eleutheratorum observationes, studier over billelarver der udkom i elleve dele indtil 1883. Er "Genera og Species" et hovedværk i dansk entomologi så er "De metamorphosi" med sine 900 sider og 80 kobbertavler det i verdens; det er det ideligt citerede grundlag for al billelarveforsk-ning siden da, ved sine smukke, anskuelige kobbertavler (stukket af Løvendal efter S.s tegninger) og sine minutiøse latinske beskrivelser et klassisk arbejde, der bærer vidne om S.s fremragende evner som iagttager og beskriver. Og det synspunkt der er det bærende i værket er en påvisning af det nære samspil mellem dyrenes levevis og deres bygning, noget han ofte fremhæver i ligefrem håndværksmæssige udtryk, men som han aldrig satte i forbindelse med en udvikling i evolutionsmæssig forstand. – Også på andre områder satte S.s frodige virke sig spor. Under et ophold i London afskrev han samtlige breve til C. v. Linné fra danskere og publicerede dem i Naturhistorisk Tidsskrift 1871. Og 1878 begyndte han udgivelsen, som udgiver, af en Zoologia Danica, som blev fortsat af H. J. Hansen, men aldrig fuldført. Han havde også planer om en Entomologia Danica som aldrig udkom, men til hvilken kobberplader og mere eller mindre illuminerede tryk findes på Zoologisk museum. Af ydre var S. stor og kraftig, en herkulisk skikkelse siger S. Schandorph, med et stærkt blik, klar og velformuleret i tale som i skrift og elsket og berømmet af sine elever. Han var en ypperlig forelæser, og på tomandshånd forstod han at inspirere til selvstændig tænkning; som en af hans elever har udtrykt det: han gav os ikke kundskaber, men indsigt. Skønt han kun skrev om sit fag var han en alsidig begavelse, hvad der ofte kommer frem i hans afhandlinger. Han beherskede tysk, engelsk, fransk og italiensk foruden latin og græsk og var meget belæst og optaget af kunst. At han samlede en kreds af forfattere, kunstnere og videnskabsmænd om sig var ikke mærkeligt, og mange af dem har givet udtryk for rigdommen i samtaler med ham. At han havde et, ofte barsk, lune ved vi fra Vilh. Bergsøes skildring og fra S.s breve til bl.a. C. C. A. Gosch; at han lagde vægt på også i den latinske fremstilling at nå det klassiske ideal ved vi fra V. Pingel. Han var menneskeligt som videnskabeligt en af de store ånder, der sætter skel. – Medlem af Videnskabernes selskab 1844, æresmedlem af Royal Entomological Society, London, 1870, af Société entomologique de France 1874, Prix Thoré fra det franske Académie des Sciences 1872. - Sønnen Erik Schiødte, født 26.8.1849, død 6.12.1909, blev student 1867 og arkitekt fra akademiet 1875. Blandt hans arbejder kan nævnes toldbodbygningen og kontorbygningen i Frihavnen. Fra 1876 var han tilknyttet Nationalmuseets undersøgelser og opmålinger. Han virkede desuden som kritiker, især i Dannebrog. Han var medarbejder ved Salmonsens leksikon og Brickas Dansk biografisk Lexikon.

Familie

Forældre: styrmand Mons (Magnus) Laurids S. (1775–1840) og Helene Maria Beck (1782–1833). Gift 11.11.1848 i Kbh. (Frels.) med Fylla (Maria) Hellmann, født 19.5.1821 i Kbh. (Mos.), død 29.7.1905 i Kbh., d. af grosserer, senere bogholder Benjamin H. (1777–1860) og Vilhelmine (Mine) Meier (1782–1851).

Udnævnelser

R. 1860. DM. 1878.

Ikonografi

Mal. af W. Marstrand, 1846 (Zool. mus.). Tegn. af A. Lunde, 1846 (skand. foren, i Rom). Tegn. af P. S. Krøyer, 1883, efter denne træsnit 1884. Buste af Krøyer, 1883 (Zool. mus.; Skagens mus.; Hirschsprung; Fr.borg), efter denne træsnit af A. Bork, 1884. Træsnit af H. P. Hansen s.å. Afbildet på Erik Henningsens mal. af naturforskermødet, 1847 (Kbh.s univ.; Fr.borg 1896). Foto.

Bibliografi

C. C. A. Gosch: Udsigt over Danm.s zool. lit. 11,2 1875 461–600. Samme i III. tid. 27.4.1884. Samme: J. C. S. I-III, 1898–1905. Sophus Schandorph i Ude og hjemme VII, 1884 381f. V. Pingel i Tilskueren I, s.å. 761–74. H. Schwanenflügel i Nutiden VIII, s.å. 308f. H. J. Hansen i Entomologisk t. V, Sth. s.å. 101–10. Vilh. Bergsøe: Studenterleben og studieliv, 1903 255–70. Hans Olrik: Danm.s lærerhøjskole 1856–1906, 1906 61–64. Chr. Løfting i Den kgl. veterinær- og landbohøjskole 1858–1908, 1908. Kai L. Henriksen: Oversigt over da. entomologis hist., 1921–37 = Entomologiske medd. XV 226–41 (heri bibliografi). Samme i Prominent Danish scientists, udg. Vald. Meisen, 1932 124–27. P. Helveg Jespersen i Gads da. mag. XLIII, 1949 303–12. S. L. Tuxen i Berl. tid. 27.11.1965. Samme i Naturens verden, 1966 181–91. F. W. Bræstrup sst. 1980 77–80. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig