Carl Alstrup

Carl Alstrup, Carl Marius Alstrup, 11.4.1877-2.10.1942, skuespiller. Født i Sundby vester (Tårnby), død i Snekkersten, begravet i Egebæksvang. A. er en af sin tids store danske skuespillere hvis brogede karriere afspejler et sammensat kunstnersind, hvor barnlig begejstring blandes med heftigt opblussende sortsyn og stærk kunstnerisk sårbarhed. Da faderen virkede som maskinmand – nogle steder oplyst ved Dagmarteatret, men sandsynligst ved Casino – fik A. allerede som barn indblik i teatrets brogede verden som straks betog ham. Via amatørspil kom han i forbindelse med Albert Helsengreen der engagerede ham til sit turnerende selskab. 12.6.1896 debuterede A. i en lille rolle under selskabets Norgesturné i Kristiania. Hans unge lyriske begejstring gjorde ham snart til truppens "elsker", og han boltrede sig i det unge repertoire, såvel klassikere som Oehlenschlägers Aladdin og H. C. Andersens Christian i Ole Lukøje som i et bredt folkeligt repertoire. Uligevægtig i spillet, men præstationerne altid båret af indre begejstring. Da det tidligere Morskabsteatret – nu Allescenen i Frederiksberg allé – blev Frederiksberg Teater 1904 gjorde han i åbningsforestillingen, Drachmanns Det grønne haab indtryk og charmerede snart sit ny publikum i komiske karakterroller og ikke mindst ved sit brillante viseforedrag. Via Wulffs Centralteatret kom han 1913 til Frede Skaarup på Scala hvor han til dette teaters ophør 1928 blev blandt de populæreste kræfter. Revyernes suveræne visefordrager, københavnerpublikummets yndede charmør, selv om han oftere og oftere vrængede ad de succeser han vandt i det "lette repertoire". Han drømte om et "højere" repertoire, og som en cadeau lod Skaarup ham ved hans 25-års jubilæum 1921 spille en akt af Shakespeares Othello samme med Else Skouboe på Det lille Teater, beliggende ved siden af Scala og også del af det skaarupske teater-imperium. Han gjorde ikke lykke. Man ville ikke tage ham alvorligt, og som Kean på Casino hentede han sig senere et nederlag han tog tungt. Ligesom han som direktør trods idealistiske planer ikke evnede at gøre Sønderbros teater til "en borgerlig scene" i en enkelt sæson. I 1930'erne kom dog de chancer der viste hans sande format i et tragi-komisk repertoire. Højdepunktet blev Soldat Svejk, 1930 og Kaptajnen fra Kopenick, 1933, begge på det daværende Fønixteater (nu Aveny-teatret), fulgt af en række præstationer på Folketeatret Den kloge Mand, 1936, Gamle Ekdal i Vildanden, 1937, en række sketch-roller i Kaj Munks Puslespil, 1939 og en farlig Jeppe paa Bjerget, 1941. Den stærke følelse fandt her overbevisende udtryk, mens han fejrede triumfer hos klassikerne fra Andersen til Hostrup med Ole Lukøjes Blake i Scalatiden og senere som Løjtnant von Buddinge og Birkedommer Krans. I dansk film var han med fra de tidlige år, men vandt sin betydningsfulde plads de senere med varme, dybt menneskelige karakterpræstationer som Den kloge Mand og lokomotivføreren i Natekspressen. Han døde natten efter denne films premiere. I ungdommen skrev og komponerede han operetten Lykkesmeden til Scala.