Frede Skaarup, 11.10.1881-2.1.1942, teaterdirektør. Født i Glumsø, død i Gentofte, begravet på Frbg. S. blev uddannet til købmand og nedsatte sig 1902 i Ringkøbing. Han forudså de økonomiske muligheder der var i den da nye filmindustri, særlig gennem udlejning af kopier til landets mange biografteatre, og blev 1905 direktør for A/S Fotorama i Århus hvor han også virkede som producent. Derved kom han i forbindelse med den københavnske teaterverden, og okt. 1912 overtog han med opførelsen af revyen "Den Traadløse" Scalateatret som han 1917 med stor bekostning lod ombygge så det blev et centrum i hovedstadens lette forlystelsesliv i de pengerigelige år under og efter første veraenskrig. S. dyrkede (indtil 1918 i direktionsfælles-skab med Emil Wulff) kosmopolitiske udstyrsrevyer og moderne operetter med stærke lysvirkninger, kostbare dekorationer og kostumer, flotte kor og nogle talentfulde skuespillere, bl.a. Carl Alstrup, Amélie Kirkegaard og Liva Weel. Hans teater passede til øjeblikket, "de nye rige"s tid, men måtte også være forberedt på undergang når de hektiske samfundsforhold ændredes. Forinden havde S. i smag med Stockholmdirektøren Albert Ranft kastet sig over nye foretagender idet han efter at have overtaget hele komplekset hvor National Scala senere lå i efteråret 1920 oprettede den intime lystspilscene Det lille teater. Dens levetid blev kun et par sæsoner (Kiki; Flamme) hvorefter personalet flyttedes til Dagmarteatret. Dette var S. også blevet ejer af, og ledelsen her tilbød han 1918 Karl Mantzius, men da denne afslog tilbudet finansierede han 1919–23 driften med Th. Roose som direktør. Den vjgtigste indsats i disse" sæsoner var gæstespillet af det russiske kunstnerteater fra Moskva. Også i Casino var S. omkring 1920 økonomisk interesseret, og det skyldtes ham at gæstespillet af Max Reinhardts personale blev gennemført, og at mesteren selv satte "Orfeus i Underverdenen" i scene (marts 1921). S.s initiativ på teatrets område var dristigere end sædvanligt under danske forhold og kongenialt med situationen under krigen 1914–18 og de nærmest følgende år. Han havde vovemod og en brændende, både naiv og beregnende interesse for teatrets yderside, det flotte og blændende. Hans palet som maître de plaisir rådede over alle farver, men da samfundets økonomiske forhold forandredes måtte han, hvis økonomiske basis også ændredes, 1927 forlade Scalas ledelse; siden var han til 1930 meddirektør for Nørrebros teater, og i Scalas sidste sommer inden nedrivningen (1930) stod han i spidsen for slutnings-revyen Punktum Finale. Siden virkede han som impresario især for ensembler af forskellig art, var også leder af Polyfoto. 1938 fik han bevilling til et biografteater på Frbg.

Familie

Forældre: købmand, senere i Slagelse, Peder S. (1853–96, gift 2. gang 1887 med Anna Maria Cathinca Sørensen, 1852–1932) og Adolphine Frederikke Sørensen (1854–84). Gift 1. gang 27.12.1906 i Ringkøbing med Ingrid Marie Pedersen Noes, født 10.12.1885 i Vejrum, Hjerm hrd., død 3.3.1973 i Kbh. (gift 2. gang 1927 med skibsfører Axel Matthiessen, født 1891), d. af gårdejer, senere kreditforeningsdirektør Peder Pedersen N. (1845–1913) og Kirsten Marie Pedersen (1843–1918). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 1.5.1920 på Frbg. (Mariendal) med skuespiller Hertha Antonia Einen, født 7.6.1878 i Kbh. (Frue), død 24.7.1961 på Frbg. (gift 1. gang 1894 med skuespiller, senere teaterdirektør Emil Wulff, 1866–1921; ægteskabet opløst), d. af Hansine Jakobine E. (1852–1931, -1891 med forvalter Carl Henriksen, 1842–1931).

Ikonografi

Tegn. af H. Jensenius 1918 og udat. (Fr.borg). Karikatur af Alfred Schmidt og af Robert Storm Petersen. Tegn. af Vald. Møller, Viggo Thomsen, Sven Brasch og Ebbe Rode (alle fire Teatermus.). Tegn. af B. Bülmann Petersen udst. 1930. Foto.

Bibliografi

Interviews i Socialdemokraten 10.10.1941 og Berl. aften s.d. – Scala. Festskr., 1917. Poul Reumert: Masker og mennesker, 1940 (3. udg. 1963) 99–106. Henry Hellsen i Berl. aften 2.1.1942. Samme: Portræt af F. S., 1942. Haagen Falkenfleth m.fl. i Nationaltid. 3.1. s.å.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig