Carl Bagger

Carl Bagger, Carl Christian Bagger, 11.5.1807-25.10.1846, forfatter. Født i Kbh. (Fødselsstiftelsen), død i Odense, begravet sst. B. der var født uden for ægteskab blev straks anbragt i huset hos farbroderen Charles Frederik Borre B., kaptajn i søetaten, da moderen der var ansat i en tobaksforretning næppe har haft mulighed for at påtage sig opdragelsen. Det er åbenbart at justitiarius B. har ønsket at hans søn skulle behandles som ægtefødt. Det var dog først en måned efter faderens tidlige død at B. – nu på farmoderens begæring – ved kgl. reskript af 26.6.1810 fik ægtefødt søns rettigheder. Ved farbroderens død 1814 kom drengen i huset hos farmoderen Anna Elisabeth B. hvor han fik gode ydre kår, men en behandling der var præget af hendes lunefulde karakter. Ofte skældte hun ham ud for "hittebarn, horeunge, bastard". Tolv år gammel sendtes han til Roskilde skole og kom i huset hos timelærer, senere præst P. H. Struck. 1822 blev han optaget som gratist i den nylig genoprettede skole i Sorø. Herfra tog han 1827 studentereksamen og n.å. anden eksamen på den såkaldte Sorø Regens. For B.s erindring tegner Sorø sig – i modsætning til Roskilde – som "det snævre Sorø". I de to sidste Sorø-år blev han sig dette indtryk bevidst som opposition mod skole-disciplinen og det åndelige Sorøs indelukkethed og stilstand, tydeligst udtalt i et brev til H. C. Andersen hvis bekendtskab han havde gjort under et af dennes besøg i Sorø: "O Jammer, o Rædsel, i sit eet og tyvende Flammeaar, med alle sine højtflyvende Længsler og Planer, levende at nedputtes i en vel tiltoldet Tranflaske". Litterære interesser, kammeratsamvær og en forelskelse ligger bag dette udtryk for B.s Sturm und Drang. I erindringen om dette gennembrud af et bevæget åndeligt liv kan B. i digtet Foraaret tale om sin "Ynglinglykke", "da, begeistret, over Jordens Dale min Aand sig hæved til det Ideale". Schiller og Byron var på én gang hans yndlingsdigtere. Selv begynder B. nu også at skrive digte, lidt højtidelige og traditionelt idealistiske (Digtersvar, Ønskerne), men allerede i Studentersang fra Sorø-Regensen mærker man en virkelig og stærk ungdomsfølelse ("modige som Glenter"). Det er dog en forelskelse der giver disse år deres særlige indhold. Fra sommeren 1824 var B. ofte feriegæst på Basnæs hos sine to skolekammerater Frederik og Valdemar Fiedler. Her forelskede han sig i deres purunge søster Thora. I julen 1827 tilstod han hende i digtet Da Thora var syg sin kærlighed som hun gengældte. En lille flok af kærlighedsdigte, blevet til i eller skildrende Basnæs-årene, fulgte efter (Søfuglen, Herregaarden. Et Sendebrev, Sommeren, Efteraar og Vinter). Forlovelse blev det ikke til da faderen bestemt satte sig derimod. Selv har B. forstået at det gjaldt om at skaffe sig et levebrød, allerede i frierdigtet hedder det (i manuskriptet) som et første varsel om et stadigt mere brændende problem i B.s liv: "aldrig Snaps og lidet Viin, snarlig Attestatsen min". Foruden de allerede nævnte digte og flere til undfangede B. i Basnæstiden ideen til og skrev enkelte afsnit af tragedien Dronning Christine af Sverrig og Monaldeschi. Han var inde i en betydelig åndelig og digterisk udvikling. Han havde allerede fået digte trykt (1826) i Nyt Aftenblad, bl.a. Hakon Adelsten der er hans første trykte digt, og fra 1827 i Flyvende Post. J. L. Heiberg fandt han, da han gjorde hans personlige bekendtskab, mindre storsnudet end han havde ventet. B. tilhørte således digterlavet inden han 1828 drog til Kbh. Som fagstudium valgte han juraen, men et par forsøg på at tage sig sammen og læse mislykkedes. Han fortsatte sin frie æstetiseren. Københavnerlivet var rigtigt efter hans hoved: "idelig Tummel, idelig Spadseren, af og til Invitation til Selskaber, som give min Galde og min Latter Luft -; stundom Kafferen hos Mini (et af tidens litterære modekonditorier); oftere paa Theatret; tiest Besøg i en vis herlig Viinkjælder". Thora genså han da hun i senefteråret var på besøg i Kbh. Besøget fik skæbnesvangre følger idet hun n.å. fødte B. en søn der kom til verden (13.8.1829) på Stendalgård i Vium sogn. Barnet der fik navnet Carl Christian Petersen blev sat ud i pleje, og Thora vendte tilbage til sit hjem. Hun og B. gensås ikke før 1836, men bevarede dog forbindelsen med hinanden. I Kbh. fortsatte B. sit liv som litterat og fri fugl. Penge han havde arvet efter faderen og 1830 efter bedstemoderen gjorde ham økonomisk uafhængig indtil han omsorgsfuldt havde destilleret alt og "paa det Forfærdeligste brouilleret sig med sine Finantser". Fra Basnæs var han udelukket, men Thoras familie synes indtil det længste at have hjulpet ham. Frederik Fiedler boede en overgang sammen med ham for at afstive hans energi til studeringen. Lidt til livsopholdet tjente B. som medarbejder (1835–36) ved Kjøbenhavnsposten og ved Søndagsbladet som han anonymt redigerede. Men han var kommet så langt ned at han ofte ikke havde tag over hovedet. Da indtraf en begivenhed som kom til at gribe ind i hans liv. B. fik nys om at Thora skulle rejse til en slægtning i Hamburg, vel for på denne måde efter famjliens ønske endelig at komme ud af forbindelsen med ham. Han kørte med dagvognen til Korsør (okt. 1836) og havde her en samtale med hende. Oplevelsen er skildret i digtet Dampskibet Løven. Digtet er ikke frit for litterær pose, og B. er mere optaget af sin egen smerte end af Thoras, men ægte er hans stilfærdige bekendelse: "Jeg har Dig elsket, hvad de saa end sige, saa høit som dette Hjerte elske kan". I handling viste B. at han mente det alvorligt med digtets forsonende slutning der åbner udsigt til et nyt gensyn. Nov. 1836 flyttede han til Odense for at skabe sig en livsstilling som redaktør ved Søren Hempels avis Stiftstidende. N.å. kunne han endelig holde bryllup. I fortsættelse af Sorø-tiden betegner Københavnårene den egentlige digteriske periode i B.s liv. Hans teaterinteresse der ofte mærkes i hans digte fik udtryk i dramatiske arbejder. 1830 indleverede han til Det kgl. teater et nu tabt skuespil Cids Ungdom som han fik tilbagesendt. Samme skæbne fik ungdomstragedieniom dronning Christina som han nu fuldførte og indleverede 1833. Molbechs censur lød på at den smagte for meget af "den nyere franske Skole og den ved Seinen herskende gout du meurtre et de l'adultére". Tragedien vidner om dramatisk blik og lyrisk flugt; trods nogen kunstlethed mærkes overalt en ægte ungdommelig lidenskab i udtrykket. Det er B.s størst anlagte arbejde. I denne periode fik han udgivet to mindre digtsamlinger Smaadigte, 1834 og Digtninger, gamle og nye, 1836. Ved siden af digte i den nationale romanceskoles stil som det læsebogskendte Den engelske Kapitain møder man heri typiske udtryk for tidens "moderne poesi", således Bellmanimitationen Promenaden om Natten, byronsk versfortælling i Fragmenter af den spanske Krønike, og overalt mærkes spor af Heinesk "Zerissenheit" og Childe Haroldsk melankoli. B.s digtning får sit særpræg ved en egen saglighed i virkelighedsgengivelsen i københavnske billeder (Promenaden om Natten), i drikkeviser og i landlige idyller. Stundom træffes et lyrisk anslag af mærkelig inderlig jævnhed (Mignon i Graven, Bortreisen). Men han mangler også som poet standhaftighed. Hans digte er egentlig aldrig helt uden pletter. B.s lyrik var gået ret upåagtet hen. Derimod vakte han en vis opmærksomhed med sin prosabog "Min Broders Levnet, Fortælling af Johannes Harring", 1835. Romanens tvetydighed og direkte virkelighedsskildring satte tidens indflydelsesrige kritikere i tvivl. Madvig angreb den for usædelighed i Maanedsskr. for Lit. Den fremhæves som genial i Kjøbenhavnsposten og roses som moralsk opbyggelig for ungdommen i Dansk Litteraturtidende. Hos publikum blev romanen en succes. Den er en uformidlet blanding af virkelighed og opdigtet stof, ofte af tarveligste føljetonkarakter, værst i skildringen af heltinden Mathilde. Det var derfor let for samtiden, og den biografiske litteraturhistorie har troligt fortsat, at udskille det formentlig private skandalestof og læse bogen som en nøgleroman. I dydsmønstret Johannes (fortællingens jeg) og svirebroderen Arthur har B. skildret to sider af sit eget væsen. Kraftigst virkede nogle bifigurer, især soldekæmpen Svendsen, en portrætstudie efter en kendt figur i tiden. Ellers er figurerne tykt litterært overmalede, Arthur med Byron'ske og Bellman'ske farver, landjunkeren Halvor Thygesen med Walther Scott'ske. De københavnske knejpescener vakte forargelse i samtidens kritik ("en Pøl af sandselig Lyst" (Madvig)). Nutidens sociologisk orienterede forskning har fortolket romanen som en satire over tidens harmonisøgende litteratur og som symptomatisk for en dybtgående krise i det borgerlige samfund. Med sine scener af Københavns low-life har den sprængt guldalderdigtningens rammer for litterær skildring. Forfatterens holdning til fortælleren, den dydige Johannes, fortolkes ironisk, og Arthur får en vis sympati som en oprører mod den gængse idealistiske harmonisering. Af B.s mindre noveller har kun Erindringer fra et Ungkarls-Liv i Kiøbenhavn interesse, især som en slags forstudie til Min Broders Levnet. B.s forvandling til borger i Odense og ægtemand lykkedes ikke. Han faldt ind i gamle vaner der i provinsmiljøet mistede deres sving af litterært bohemeliv og blev den blotte trivialitet. Niveauet er givet med B.s ironiske selvbekendelse: "Jeg har saa ofte forløbet mig paa Livsbillardet". Endnu et lille bind digte fik B. udsendt Øjeblikkets Børn, 1845. Lejligheds-poesien fylder mest, men der findes dog digte som den yndefulde børnevise Naar kommer Vaaren, det personlige digt Vision og soldedigte som Cantate og Ballade med humoristiske apoteoser af rusens yderste stadier. Mindedigtet om Thoras moder (1837) betegner forsoningen med Thoras familie og sætter punktum for kærlighedsdigtene. Af større arbejder nåede en fri omarbejdelse af Scribes Cromwells Søn til en komedie frem til opførelse på Odense teater 1845, hvorimod en fortsættelse af Byrons Childe Harold forblev fragment. Med sin hustru der trofast stod ved hans side lykkedes det B. at holde hjemmet på benene. Arbejdet ved avisen holdt han lige gående. En glæde havde han i sin søn som fra 1839 blev opdraget i hjemmet. Hans død af brystsyge var et hårdt slag for B. der selv var langt nede. Han døde nogle dage efter, og fader og søn blev begravet samme dag. – B. har haft betydning for bl.a. Drachmann, og endnu den unge Johs. V. Jensen synes at have modtaget stærke indtryk af B.s lyrik og prosa.