Carl Frederik Blixen Finecke

Carl Frederik Blixen Finecke, Carl Frederik Axel Bror Blixen Finecke, 15.8.1822-6.1.1873, baron, minister. Født på Dallund, død i Baden-Baden, begravet i Skamby. B. blev forældreløs i en alder af syv år og blev opdraget meget strengt, efter hans eget udsagn "piskede" hans præceptor ham daglig. Da han blev myndig stod han som ejer af stamhuset Dallund på Fyn, fideikommisgodset Näsbyholm i Skåne og store familiegodser i Pommern der solgtes 1847. Senere erhvervedes for bortsolgt bøndergods fra Dallund godset Nydala i Småland. B. var ved slægtsforbindelser knyttet både til Danmark, Sverige og Tyskland, men betragtede dog altid Danmark som sit fædreland. Den bratte overgang fra tvang til ubunden nydelse af stor rigdom udviklede de spirer til excentricitet som allerede fandtes i hans natur. Der gik sære frasagn om denne excentricitets i reglen dog harmløse udslag ligesom der gik stærkt svind i den store familieformue. Metodiske studier lå ikke for B. Han blev ikke dansk student men tilbragte et par ungdomsår ved tyske universiteter, bl.a. Göttingen hvor han plejede et kammeratligt samliv med den nogle år ældre Otto v. Bismarck. I øvrigt erhvervede han ved rejser omkring i Europa en del kendskab til politiske forhold, samtidig med at hans smukke ydre, gode hoved og grandseigneurmæssige optræden skaffede ham adgang til indflydelsesrige kredse og mange personlige forbindelser, særlig inden for aristokratiet. Efter sit første ægteskab bosatte han sig på Dallund, og da treårskrigen udbrød viste han sit fædrelandssind ved på egen bekostning at udruste og lønne en eskadron frivillige "herregårdsskytter" hvis fører han blev.

Efter krigen begyndte B. at deltage i det politiske liv. Hans indstilling var væsentlig den samme som hos flertallet af hans standsfæller: fastholden ved helstatspolitikken, uvilje over for den demokratiske udvikling som junigrundloven begunstigede, og frygt for de angreb på ejendomsretten som man mente navnlig bondevennerne tilsigtede. Han var som følge af disse anskuelser med til at stifte Grundejerforeningen dec. 1850 og blev dens første formand. Ved suppleringsvalg i Kbh.s 2. kreds okt. 1851 valgtes han til folketinget, støttet af den konservative modbevægelse mod de nationalliberale som på denne tid gjorde sig gældende i Kbh. B. indtog på rigsdagen en ret uafhængig stilling, gjorde sig bemærket ved sin impulsive veltalenhed men opnåede ikke at vinde nogen synderlig politisk indflydelse. Han gik sammen med de konservative helstatsmænd og bondevennerne i statspolitiske spørgsmål, men mod de sidste i landbopolitikken. Ved valget aug. 1852 trak han sig frivilligt tilbage og deltog i de følgende år ikke i den politiske kamp. Ved sit ægteskab 1854 med prinsesse Augusta trådte han i nært forhold til den glücksburgsk-hessiske hofkreds og faldt derved og fordi han nægtede at aflægge visit hos grevinde Danner i unåde hos Frederik VII. Da denne nægtede ham audiens nedlagde han 1856 sine hofjægermester- og kammerherretitler.

Omkring ved denne tid svingede B.s anskuelser over mod Ejderpolitikken, og han blev udpræget skandinav. 1857 udsendte han pjecen Skandinavismen praktisk i hvilken han tog ordet for en stærk politisk tilnærmelse mellem de nordiske riger og anbefalede som det endelige mål en dynastisk union som skulle hidføres ved "en gensidig Adoption af det danske og det svensk-norske Kongehus, saaledes at den længst blomstrende Mandsstamme blev arveberettiget til de tre Kroner". Det lille 14 siders skrift vakte en enorm opsigt, væsentligt fordi B. var svoger til tronfølgerparret prins Christian og prinsesse Louise som ingenlunde fandt behag i synspunkterne. Omsvinget gjorde ham mindre oppositionel mod de nationalliberale og C. C. Halls ministerium I. Han tilbød januar 1858 at benytte sit personlige forhold til den daværende preussiske gesandt ved forbundsdagen i Frankfurt, Otto v. Bismarck, til at skaffe regeringen fortroligt kendskab til visse punkter vedrørende det dansktyske anliggendes behandling ved forbundsdagen og samtidig bibringe Bismarck og forbundsdagens præsident en bedre forståelse af den danske politik. Tilbudet blev modtaget, og B. kunne ved sin hjemkomst afgive en beretning som Hall anså for tilfredsstillende. Ved folketingsvalget juni 1858 fik B. den nationalliberale valgkomités anbefaling, dels på grund af omsvinget i hans anskuelser, dels på grund af hans stilling til grevinde Danner, og valgtes i Kbh.s 6. valgkreds. Han forpligtede sig i øvrigt ikke til nogen side og indtog foreløbig en formelt uafhængig stilling på rigsdagen hvor han til en vis grad vedblev at være en fremmed fugl. Hans dobbelte nationalitet, hans verdensmandsmæssige optræden og fyrstelige slægtskabsforbindelser og hans lidt fremmedartede udtale bidrog dertil. Desuden var han en udpræget ener og forsømte ikke at understrege det. Alligevel øvede han periodevis en betydende indflydelse. Han var på sin vis en parlamentarisk begavelse med selvstændige ideer, evne til at føre dem virkningsfuldt frem og slå et slag for dem hvor stærk modstanden end var, men han var ikke nogen arbejdskraft og manglede udholdenhed.

Efterhånden nærmede B. sig den af J. A. Hansen og Balth. Christensen ledede Ejderstatvenlige fløj af bondevennerne. I sommeren 1859 udtalte han sig ret stærkt for Holstens udskillelse i en tale til landmandsforsamlingen i Haderslev der havde valgt ham til præsident. Han der altid var de hurtige afgørelsers og de politiske genvejes mand kom mere og mere til at se kritisk på Halls nølende politik. Hans gode forhold til Frederik VII var for længst genoprettet, og han stillede sig ikke længere afvisende over for grevinde Danner hvorimod hans antipati mod "professorerne" som han kaldte de nationalliberale voksede medens disse til gengæld betragtede ham som en begavet, men excentrisk og upålidelig dilettant. Det faldt da ret naturligt at han ved ministeriet Halls afgang efter konflikt med kongen 2.12.1859, indtrådte i ministeriet Rottwitt som udenrigsminister og midlertidig minister for Slesvig. B. gik utvivlsomt ind i ministeriet med store aspirationer, men da det kun sad til feb. 1860 fik han ikke lejlighed til at udrette noget, end ikke til at udforme noget selvstændigt program. Et initiativ, endda af meget opsigtsvækkende art, tog B. dog kort efter sin udnævnelse idet han fik ministeriets tilslutning til at søge prins Christian bevæget til at overtage en statholderpost over Holsten. B. motiverede sin plan som et forsøg på at tilfredsstille holstenernes selvfølelse og derved knytte dem nærmere til monarkiet; mulig lå deri tillige et skridt hen imod Holstens udskillelse. I statsrådsmøde 8.12.1859 gav kongen sin tilslutning til forslaget medens prins Christian der så hvilke farer det kunne rumme for hans dynasti bad om otte dages betænkningstid. Da det nægtedes ham erklærede han at "siden Hans Majestæt havde havt den Naade at udnævne ham i den omhandlede Post, var han naturligvis forpligtet til at modtage den" men han mindede samtidig om at det "ikke var skeet med hans Ønske, og at Ministeriet er ansvarlig for de Følger, som dette Skridt vilde kunne have for Landet". Et par dage senere meddelte han i et brev til C. E. Rottwitt at han afslog statholderposten. B. lagde da pres på ham i sit "svogerbrev" af 11.12. i hvilket han hævdede at der på den forestående europæiske konference ville blive forhandlet om "en Revision af Londontraktaten vedrørende Tronfolgeordenen i det danske Monarki" hvad der kun kunne undgås når der ved prinsens overtagelse af statholderskabet var blevet skabt sandsynlighed for "Fred og Orden" inden for monarkiet. Prinsen fastholdt imidlertid sin afvisning, og det meddeltes i en cirkulær-depeche 21.12. til de danske gesandter i de vigtigste fremmede stater samtidig med at de modtog en cirkulær-depeche af 9.12. hvori B. noget pralende redegjorde for statholderplanerne. Men B. lod ikke dermed sagen ligge.

2.1.1860 offentliggjorde han "svogerbrevet" i Berl. Tid. hvorefter han modtog henvendelser fra den britiske og den svenske gesandt der meddelte at de ikke kendte noget til at den danske tronfølgeordning skulle behandles på den forestående europæiske konference der alene skulle behandle Italiens forhold. De spurgte derfor om det var den danske regerings ønske at rejse tronfølgespørgsmålet hvad B. naturligvis måtte benægte.

Rottwitts død 8.2.1860 hidførte ministeriets afgang, og trods kongens opfordring og indtrængende henvendelser fra bondevennerne veg B. tilbage for en rekonstruktion af ministeriet med sig selv som konseilspræsident. Hall dannede da sit andet ministerium som B. kom i stedse mere tilspidset opposition til. 1861 var han sammen med bondevenlige Ejdermænd, grundtvigske nationale og mænd af det yderste nationalliberale venstre med til at stifte Dannevirkeforeningen hvis program var yderliggående ejderdansk og rettet mod Halls indrømmelsespolitik. Ved folketingsvalget juni 1861 faldt B. i Kbh.s 6. kreds, men valgtes med bondevennernes støtte ved suppleringsvalg i Herningkredsen 1862 ligesom han af folketinget indvalgtes i rigsrådet hvor han talte for Holstens fuldstændige udskillelse, junigrundlovens udvidelse til Slesvig og en ultraskandinavisk politik. Han gik i disse år ud og ind hos Karl XV af Sverige som hos Frederik VU og udmærkedes af dem begge. Der verserede jævnlig i Kbh. og Stockholm ministerlister med B.s navn men de viste sig stedse apokryfe. Da forholdet til Det tyske forbund tilspidsedes efteråret 1863 opstod der hos B. som hverken troede på vestmagternes hjælp eller den skandinaviske alliance afgørende betænkeligheder ved en fremskyndelse af den fælles forfatning for kongeriget og Slesvig. Han stillede derfor forslag i rigsrådet der tilsigtede at forhale sagen, og da forslaget forkastedes stemte han imod fællesforfatningen nov. 1863. Forinden havde han imidlertid søgt at nå sit mål: Ejderstaten og Holstens udskillelse på en anden og europæisk set mere betryggende måde, nemlig ved en henvendelse til Bismarck i et brev af 3.10.1863 i hvilket han foreslog en udjævning af striden ved at Preussen anerkendte Ejderstaten imod at et nyt dansk ministerium ophævede martskundgørelsen af 1863, gav afkald på Holsten således at banen blev fri for dets tilslutning til Preussen, og ordnede de tyske slesvigeres forhold på en for Preussen antagelig måde. At en dansk undersåt uden sin regerings bemyndigelse gjorde en fremmed magts førsteminister så revolutionerende forslag lå jo uden for al statsskik, men B. optrådte med fuldkommen åbenhed idet han meddelte Hall såvel sit brev som Bismarcks svar derpå. Forslaget var i øvrigt af europæiske som af tysk-nationale grunde uigennemførligt, og det kan ikke antages, at Bismarck trods sit delvis imødekommende svar har taget det synderlig alvorligt.

B. faldt ved folketingsvalget i Herning 1864 og gik dermed ud af aktiv politik. Han deltog i Oktoberforeningens stiftelse men ikke i den dermed indledede politik. Det danske Slesvigs tab gik ham nær til hjerte, og han syslede stadig med planer, stundom af ret fantastisk art, til dets genvindelse. I sine sidste år led han af en sygdom der medførte fremadskridende lammelse, som han bar med tålmod og sjælsstyrke. B. var en varm fædrelandsven og en redelig og uegennyttig karakter. Hans verdensmandsmæssige hjemmevanthed mellem europæiske forhold og personer og hans evne til stundom at se klarere end de ledende politikere kunne være kommet landet til ikke ringe nytte netop i denne periode. Når han dog forfulgtes af så megen vanskæbne lå det ikke blot i den ofte uberettigede mistro med hvilken han mødtes, men også i hans egne mangler. Han savnede evnen til udholdende og systematisk arbejde og hans vilje var for veg til i længden at hævde sig over for en stærk modstand. Der var i det hele noget springende og improviseret over hans politik og oftest for ringe evne til at skelne mellem det gennemførlige og det uigennemførlige. – Hofjægermester 1842 (frasagt 1856). Kammerherre 1848 (frasagt 1856). – R. 1848. S.K. 1860.