Carl Heiberg

Carl Heiberg, Carl Friedrich Heiberg, 29.10.1796-16.8.1872, jurist, politiker. Født i Klensby ved Slesvig, død i Slesvig, begravet sst. H. blev sat i pleje hos læge Hilbrecht i Slesvig. Efter skolegang i Slesvig domskole kom han 1817 til Kiels universitet for at studere jura med Nicolaus Falck, F. C. Dahlmann og A. W. Cramer som lærere. 1818–20 studerede han i Berlin under F. C. v. Savigny og rejste derfra et halvt år til Heidelberg for så at tage juridisk eksamen på Gottorp 1821. 1823 blev H. advokat i Slesvig. Hans interesser gik i disse år i videnskabelig retning. I forskellige tidsskrifter skrev han juridiske afhandlinger og blev på grundlag af disse dr.juris.h.c. 1830. Det politiske røre der begyndte s.å. drev også H. bort fra den påbegyndte bane. Han deltog aktivt i drøftelsen af forfatningssagen gennem et skrift Das Recht zur Theilnahme an dem Verfassungswerke in Schleswig-Holstein, 1831 og han fortsatte i sit tidsskrift Schleswig-Holsteinische Blatter 1835–40 med behandling af slesvigholstenske spørgsmål. H. var en typisk repræsentant for den slesvigholstenske liberalisme. Han krævede fælles stænder for Slesvig og Holsten, stændernes skattebevillingsret, deres deltagelse i lovgivningen og deres offentlighed samt pressefrihed. Med dette program kunne han til et vist tidspunkt finde tilslutning ikke blot hos Hiort Lorenzen, men også hos Orla Lehmann. Kravene begrundede han, ligesom Dahlmann og Falck, historisk, idet han hævdede at den gamle "forfatning" fra 1460 endnu levede i ridderskabets privilegier, men programmets konsekvens var et Slesvig-Holsten, og dermed kom han i modsætning til de danske liberale. Han gjorde det yderligere ved sit nationale standpunkt. Han havde i sin ungdom været begejstret for sit fædreland, det danske monarki, siden blev han en beundrer af tysk kultur. H. betragtede for Slesvigs vedkommende det tyske sprog som intelligensens sprog, og som sådant havde det en naturlig ret til at fortrænge det danske. Hans nationale anskuelser medførte et brud mellem ham og ungdomsvennen professor Chr. Paulsen.

I den slesvigholstenske lejr blev H. en betydende mand. Han var advokat for de to liberale blade Eckernforder og Apenrader Wochenblatt i deres kamp for pressefrihed, han var medstifter af den slesvigholstenske advokatforening 1842 og sammen med J. Th. Gülich oprettede han 1843 en patriotisk forening. Med sin liberale indstilling kunne H. ikke nære nogen synderlig sympati for hertugen af Augustenborg. 1841 havde han forsvaret Hiort Lorenzens politik over for hertugen, og endnu 1843 var denne på vagt over for H. og hans kreds. Da diskussionen om arvefølgen blev levende kom H. imidlertid til det resultat at den augustenborgske linje var arveberettiget til hertugdømmerne efter den mandlige kongelinjes uddøen. Denne anskuelse fremsatte han bl.a. i skriftet Das souveraine Herzogthum Schleswig-Holstein, 1846 der var formet som en protest mod Chr. VIIIs åbne brev. 1848 valgtes H. til medlem af den konstituerende landsforsamling og udelukkedes 1851 fra amnesti. Da han kort efter alligevel blev amnesteret, men ikke kunne få sin advokatbestalling fornyet åbnede han 1857 en bog- og musikhandel i Slesvig. Han var stadig et midtpunkt for den antidanske agitation, og en undersøgelse der foretoges mod ham 1860 førte til lukning af hans boghandel. Efter 1864 blev han atter advokat og var fra nu af til sin død en ivrig talsmand for augustenborgerne. – H. var ikke nogen førerskikkelse, men han havde betydning ved at begrunde slesvigholstenismen teoretisk og give den en ideel baggrund.