Caspar Bartholin (videnskabsmand)

Caspar Bartholin, 12.2.1585-13.7.1629, teolog, læge. Allerede tre år gammel kom Caspar Bartholin i Malmø latinskole hvor han ved sit hurtige nemme snart gjorde sig bemærket og i fjortenårsalderen var så vidt i latin og græsk at han skrev hele afhandlinger på disse sprog, ofte endog i bunden stil. Da hans legemlige udvikling ikke var fulgt med denne tidlige åndsmodenhed lod hans forældre ham forblive endnu nogle år i skolen, og først 1603 blev han indskrevet ved Københavns universitet. Næste år tiltrådte han sin første udenlandsrejse og drog efter et kort ophold i Rostock til Wittenberg, hvor han studerede filosofi og teologi i tre år og bl.a. optrådte som respondens ved prof. J. Martinis disputats "De primis rerum principiis" i 1604 og 1605 tog magistergraden (Disp. de natura).

Til sit underhold havde han hjemmefra kun 60 dlr. årlig i 2½år fra Lunds domkapitel og måtte i øvrigt klare sig selv ved, som han af det filosofiske fakultet i Wittenberg fik tilladelse til, at holde filosofiske øvelser og forelæsninger. Da han samtidig hermed fortsatte sine teologiske studier, især under den bekendte professor L. Hutter, og ofte gjorde nat til dag for at vinde tid og i øvrigt indskrænkede sin kost til det allertarveligste, led hans helbred allerede dengang et knæk han aldrig forvandt. Af og til nødtes han dog til at afbryde sine studier og færdes i fri luft idet han foretog størstedelen af sine mange rejser til fods; således drog han 1606 over Halle, Jena og Marburg til Herborn, og senere over Köln og Louvain til Antwerpen. På den sidste del af rejsen blev han fanget af krigsfolk der anså ham for spejder, men han undslap over Flandern til Frankrig.

Efter en kort udflugt til England tog han ophold i Leyden, dog uden at lade sig indskrive ved universitetet, og her begyndte han sideløbende med teologien at sysle med medicinske studier. Han aflagde derefter et kort besøg i hjemmet og rejste så atter til Wittenberg. Imidlertid modnedes Caspar Bartholins beslutning om at gøre medicinen til sit hovedstudium, og 1607 drog han over Giessen, Heidelberg og Strasbourg til Basel hvor han undervistes af berømte professorer som den gamle Felix Piater, lige udmærket som anatom og som praktisk læge, og Jacob Zwinger, der også docerede den nye paracelsiske medicin, samt anatomen Caspar Bauhin. Selv fik han tilbudt den medicinske doktorgrad, men ønskede endnu ikke at modtage den. Som i Wittenberg ernærede han sig ved at holde filosofiske forelæsninger, og på dette grundlag udarbejdede han fra 1608 en række filosofiske håndbøger i logik, fysik, metafysik og etik der snart gjorde hans navn kendt over det halve Europa. Samme år rejste han til Italien hvor han i Padua studerede hos galenisten Eustach. Rudius og 1609 i Rom deltog i den pavelige livlæge Joh. Fabers sygebesøg. Han besøgte også Napoli hvor anatomen J. Jasolinus forgæves tilbød ham et professorat i anatomi, og Sicilien. Hidtil havde han rejst uhindret i Italien, men da han vendte tilbage til Rom blev han forfulgt som kætter.

1610 var han dels atter i Padua, dels på rejse i Frankrig hvor han afviste en opfordring til at overtage et professorat i græsk ved akademiet i Sedan; i Padua øvede han sig i anatomisk dissektion hos Casserius, Fabricius ab Aquapendentes' discipel og efterfølger, og arbejdede – ifølge sønnen Thomas Bartholin – med på præparater til pladerne i Casserius' berømte værk om sanseredskaberne (Pentæstheseion). Imidlertid havde han modtaget opfordring til at gøre sine studier frugtbringende i sit fædreland og brød derfor op for over Wien og Pressburg endnu en gang at besøge Basel hvor Caspar Bauhin 1610 kreerede ham til medicinsk doktor.

Han virkede dernæst en tid i Wittenberg hvor han holdt medicinske forelæsninger og i 1611 udgav Problematum philosophicorum et medicorum exercitationes og en klart disponeret håndbog, Institutiones anatomicæ, der til de traditionelle topografiske hovedafsnit (underliv, bryst, hoved og lemmer) føjede fire mindre om de store organsystemer (blod- og pulsårer, nervesystem og skelet), og for første gang i en lærebog blev de af Casserius påviste lugtenerver her beskrevet som det første par hjernenerver. Skønt den ikke engang var illustreret udfyldte bogen et savn som pædagogisk hjælpemiddel, men var i øvrigt uden større faglige landvindinger og originale synspunkter. Det lidet nye der findes er oven i købet til dels af temmelig imaginær natur, således omtalen af de af Eustacius kort forinden opdagede binyrer som "capsulæ atrabiliares", idet Bartholin opfattede disse organer som hule og afsondringssteder for "den sorte galde", en væske der endnu dengang spillede en betragtelig rolle i ætiologisk henseende. Bogen fik i samtiden en stor udbredelse med optryk i Rostock, Strasbourg og Oxford, og endnu større berømmelse opnåede den efter at Bartholins søn Thomas 1641 havde overtaget udgivelsen.

Omkring 1. okt. 1611 kom Bartholin til Jylland, hvor han modtog brev fra kansleren Christen Friis med tilbud om et professorat i latin ved Københavns universitet. Han tiltrådte ved juletid, og hans ægteskab næste år med en datter af Thomas Fincke bidrog til at styrke hans akademiske position. 1613 forfremmedes han til prof.med. efter dr. Gellius Sascerides og åbnede sine forelæsninger med en tale De philosophiæ in medicina usu. I ti år virkede han med en uhyre arbejdskraft i denne stilling. Foruden at røgte forelæsninger og disputatser udgav han år efter år nye oplag af sine filosofiske håndbøger og talrige andre skrifter hjemme og i udlandet, hvor dog en del af optrykkene var egentlige piratudgaver. 1618–19 var han universitetets rektor og holdt ved periodens udløb en tale De ortu, progressu et incrementis regiæ Academiæ Hafniensis (tr. 1620), det første forsøg på en samlet fremstilling af dette universitets historie og et arbejde der vidner om et omfattende kildestudium. 1619 fik han desuden kongelig befaling til at udgive skolebøger i de forskellige filosofiske fag, dvs. forkortede og klare udgaver af hans håndbøger der vidner om hans strengt aristoteliske standpunkter. Under dette arbejde søgte han ofte råd hos sin velynder, den lærde Holger Rosenkrantz med hvem han havde stået i forbindelse siden 1610, og flere afsnit i hans retorik er optaget efter dennes udkast. Det var vistnok også gennem forholdet til denne at han genoptog sine teologiske studier med fornyet styrke.

I sommeren 1622 nødte hans kroniske nyre- og gigtlidelser ham til et kurophold i Karlsbad, dog uden den tilsigtede virkning; og under en alvorlig krise i en sygdomsperiode 1623 aflagde han det løfte at dersom han genvandt sit helbred ville han ofre Gud alle sine studier og arbejder "til hans hellige ords, som er sjælens sande lægedoms, traktering og forklaring". Da han imod forventning overstod sin sygdom modtog han 1624 et professorat i teologi, og efter et nyt kurophold fortsatte han udarbejdelsen af sine skolebøger og fik som løn herfor et kanonikat i Roskilde kapitel. 1626 kreeredes han til dr.teol., men var på grund af svagelighed ikke til stede ved promotionen. De følgende år helligede han sig teologiske og religiøse betragtninger som han lod fremkomme dels i disputatser dels i prædikener og mindre religiøse afhandlinger. Igennem dem alle går der en mild religiøs grundtone der minder om J. Arndt og J. Gerhard. De fandt en smuk afslutning i De studio theologico compendiaria ratione incoando et continuando, 1628, hvori han pålægger de unge at studere den hellige skrift: først som børn på modersmålet, siden på grundsprogene og endelig i kommentarerne. Som teologisk professor viste Caspar Bartholin sig helt igennem som discipel af Holger Rosenkrantz, og både i hovedtanker og enkeltheder er hans teologiske skrifter at betragte som lån fra denne. "Pietas" og daglig bibellæsning som det fremfor alt fornødne understreges også i hans studievejledning for en vens ene og hans egne seks sønner (publ. 1628 i Opuscula qvatvor singuliaria) om de fag og videnskaber og hovedværker den medicinske student bør sætte sig ind i, samt hvilke universiteter og professorer han navnlig bør søge i udlandet.

Medicinhistorisk interessante er ikke mindst hans anvisninger til studiet af Pharmacopoea Spagyrica, idet han her med stor ros fremhæver den nye paracelsiske medicins praktiske præstationer og således viser sig uhildet af den galenske lære. Ligesom Paracelsus er han så fordomsfri at tilråde ikke at skamme sig ved at udspørge gamle folk, "aniculis et barbitonsoribus", om husråd "der også kunne være meget nyttige". Hans Systema physicum, 1628, behandler en lang række naturvidenskabelige problemer, herunder geologiske, med betragtninger helt i tidens ånd over bl.a. ædelstenes helbredende virkning som også er beskrevet i afhandlingen om nyresmerter De lapide Nephritico der indgik i ovennævnte Opuscula.

Mens Caspar Bartholin sidste gang var universitetets rektor rejste han i juli 1629 til Sorø, men blev på vejen syg af kolik og stensmerter. Tilstanden forværredes da han kom til Sorø, og her døde han i prof. J. Bursers hus. Fra 1616 havde han en dag om ugen bespist 50 fattige skolebørn, og testamentarisk gav han 200 speciedlr. til fattige og 100 til Frue kirkes udbedring.

Bartholin hører til Danmarks mest berømte videnskabsmænd i 1600-tallet, mindre i kraft af nye, originale opdagelser og synspunkter end på grund af hans usædvanlige pædagogiske evner og intuitive sans for det væsentlige i tidens lærdomskompleks som han forstod at formulere klart og skarpt med tydelig fremhævelse af hovedpunkterne. Filosofisk tilhørte han den strengt aristoteliske retning der brød staven over den foregående periodes ramistiskprægede opposition i en tilbagevenden til den middelalderlige dialektiske metode. Som teolog var han typisk for den navnlig af Johann Arndt påvirkede lutherske ortodoksi der afløste filippismen. Bartholin og mange blandt tidens ledende teologer herhjemme repræsenterede en fromhedstype for hvem målet var en personlig oplevet tro og bibelfast teologi der ikke fortabte sig i golde lærestridigheder men gav sig virksomme udslag i det praktiske liv.