Charles J. Schou

Charles J. Schou, Charles Jacob Schou, 30.10.1884-10.8.1973, arkitekt. Født i Charlottenlund, død på Frbg., begravet på Gentofte kgd. S. gjorde svendestykke som tømrer, gennemgik Teknisk selskabs skole og besøgte kunstakademiets arkitekturskole 1904–05. Fra 1902 var han medarbejder hos bl.a. E. Blichfeldt, C. Leuning Borch og Carl Brummer. Fra 1910 havde han selvstændig virksomhed. S. hører til pionererne i byplanarbejdet herhjemme. Han begyndte tidligt at interessere sig for praktisk byplanlægning og deltog allerede 1907 i en konkurrence om bebyggelsesplan for Islands brygge. Han lod sig vel især påvirke af de nye engelske ideer om byplanlægning og efter et besøg i England 1913 fik han mulighed for at udarbejde en plan for Vigerslev haveforstad som blev realiseret 1915–18, en plan der introducerede en række træk fra de engelske forbilleder, bl.a. differentieret vejnet. Denne epokegørende plan fulgte han kort tid efter op med en plan til Bispebjerg villaby med Grundtvigskirkens endelige placering der skyldtes et forslag af S. Han gjorde i disse år en overordentlig betydningsfuld indsats for at fremme forståelsen for byplanlægning og for nødvendigheden af en byplanlov. 1921 var han med til at stifte Dansk byplanlaboratorium. Han var medlem af byplanlaboratoriets arbejdsudvalg 1921–25 og helt indtil 1955 medlem af dets repræsentantskab. 1923–25 skrev han bogen Om Bybygningskunst I-II, den første byplanteori på dansk og overhovedet en af de første der inddrager sociologiske og biologiske elementer i forudsætningerne for bybygning. Det var naturligt at han med sit kritiske og samfundsorienterede syn på arkitektur og planlægning blev draget ind i kredsen omkring Kritisk Revy hvor han offentliggjorde nogle artikler. Som konsulent i byggesager for stadsingeniøren i Kbh. 1918–25 havde han fået indblik i de kommunale planlægningsprocesser og han har sandsynligvis kunnet videregive en del af sin skarpe kritik af byens mangelfulde planlægning til vennen Poul Henningsens mange debatartikler i dagspressen i 1920erne.

S.s arbejde som arkitekt var bl.a. kendetegnet af en både saglig og kunstnerisk behandling. Hans produktion består først og fremmest af en række store boligkomplekser, fx karreen Haraldsgade 7–8, 1912, karreen Håbet, Amagerbrogade 4–16, 1925–27, Lille Tuborg og Rønbækhus, Strandvej 99–117, 1933, Marielyst, Peder Bangsvej 99–101, 1933, Høeghsmindepark 2–15, 1935, rækkehusene Plantageparken, Lyngbyvej-Fuglegårdsvej, 1941 (s.m. Ib Schou), Filosofvænget, Fr.borgvej-Orgelbyggervej, 1947, Knudsgården, hj. af Bellahøjvej og Dybendalsvej, 1948 (s.m. Erik Kragh). S. blev medlem af akademiet 1931, af akademirådet 1931–43, af bestyrelsen for Thorvaldsens museum 1937–48. Han var medstifter af og formand for Landsrådet for bykultur 1949.