Christian 6.

Christian 6., 30.11.1699-6.8.1746, konge. Christian 6. havde fra 1706 mecklenborgeren J.G. Holstein til hofmester, til lærer den ligeledes tyske J.W. Schroder. Han kom til at forstå dansk men anvendte til daglig, mundtligt som skriftligt, tysk. I hans dagbøger kan et dansk ord en sjælden gang falde i pennen. Han fik en bedre undervisning og tilegnede sig flere kundskaber end sin far og farfar, men han blev ingen betydelig regent. Han voksede op ved et hof der var påvirket af pietismen som han selv blev stærkt grebet af, men også i den atmosfære af frivolitet og dobbeltmoral der kendetegnede faderens liv.

Fra begyndelsen tog han parti for moderen, den forsmåede dronning, og delte hendes bitterhed mod Anna Sophie Reventlow som den egentlige årsag til de ulykkelige forhold. Behersket af personligt snæversyn og religiøst bigotteri fandt han intet forsonende moment ved hendes handlemåde, og hans opfattelse ændredes ikke af at hun som dronning anstrengte sig for at vinde ham for sig. Ved faderens død brød han sit givne løfte til denne om at ville respektere de testamentariske bestemmelser til fordel for hende. Men han tillod hende dog et anstændigt underhold i forvisningen på Clausholm.

I faderens sidste år havde Christian fået indblik i regeringssagerne, og som denne var han yderst flittig og samvittighedsfuld, hvad det store antal breve til medarbejderne vidner om, greb ofte ind i detaljer, havde visse meninger om bestemte sager, især kirkelige og militære, men ikke noget overblik over hverken den samlede politik eller dens enkelte dele. Brevene er rammende karakteriseret som "fulde af Détails, af god Vilje og Selvbedrag". (Aug. Hennings). Samtidig var Christian som person præget af usikkerhed og tvivl, skønt kantet og selvrådig ganske uselvstændig. Usikkerheden medførte en stærk afhængighed af rådgivere, men han var ikke i stand til for alvor at støtte de rådgivere der virkede for reformer så disse kunne gennemføres. I overensstemmelse med faderens testamentariske råd om at undgå den danske adel i den øverste ledelse foretrak han borgerlige rådgivere som Povl Løvenørn, overkrigssekretær til 1740, J.S. Schulin, udenrigsminister fra 1735, og hofpræsten J.B. Bluhme.

Af ydre var Christian lidet imponerende, spinkel, kejtet og sky af væsen og med en høj pibende stemme, genert ved offentlig fremtræden og ængstelig for at støde an ved en optræden der ikke sømmede sig en kristen monark. Både Christian og dronningen var svagelige, "medicinerede" meget med piller og vandkure. Dette i forbindelse med hans skyhed for offentlighed skadede kongeparrets popularitet. De færdedes ofte i karet med nedrullede gardiner, og for at hindre larm blev adgangen til slotspladsen spærret med jernkæder. Sikkert med urette tillagde man dronningen hele skylden for disse forhold.

De første ti år af sin regering rådførte Christian sig meget med fætteren grev Christian Ernst af Stolberg-Wernigerode der måtte tage del i snart sagt alt, fra afskedigelsen af kokkepiger i dronningens køkken til landets alliancepolitik. Han understøttede kongen længst muligt i at fastholde den engelske alliance, og da man endelig omkring 1740 svingede over mod Frankrig ophørte hans indflydelse, hvilket i øvrigt faldt sammen med at den militærpolitiske situation i Tyskland ikke længere tillod ham, som tysk fyrste, at være rådgiver uden for riget.

Christians stærke interesse for religiøse spørgsmål fik udtryk i lovgivning på det kirkelige område som fx sabbatsforordningen, 1735, der indskærpede kirkegangspligten, indførelsen af konfirmationen 1736, samt forordninger om undervisningspligt for landsbybørn og omordning af købstadskolen. Men lige så stærkt som Christian ivrede for det personlige gudsforhold som pietismen stod for, lige så bekymret var han dog for at den religiøse vækkelse skulle tage magten fra kirkens ledelse, og der blev grebet ind mod separatisme og lægmandsbevægelser (Konventikelplakaten 1741).

Christians regeringsperiode var præget af økonomisk krise, især for landbruget, og i begyndelsen var det et godsejervenligt konseil der bestemte. Landmilitsen ophævedes 1730, ikke for at befri bønderne men for at hindre militæret i at gribe ind i jordejernes dispositionsret. I forlængelse heraf indførtes 1733 stavnsbåndet der bandt bonden til godsets jord fra han var 18 til 36, og 1735 indførtes forbud mod import af fremmed korn til Danmark og det søndenfjeldske Norge, hvilket gav danske kornavlere en monopolstilling. For byerhvervene førtes, bortset fra en mere liberal toldlov 1732, en restriktiv merkantilistisk politik, og staten optrådte aktivt med produktionsstøtte, bl.a. ved oprettelsen af et generalmagasin der skulle opkøbe fabrikkernes (manufakturernes) varer. Det var dog først og fremmest handelen der blev lagt vægt på som den egentlige kilde til velstand; 1736 oprettedes en seddelbank, Kurantbanken, der skulle finansiere handelen, og med oprettelsen af Asiatisk kompagni 1732 og stiftelsen 1742 af Grosserersocietetet indvarsledes den kommende store handelsperiode. Fra midten af 1730'erne var kongens vigtigste rådgivere overkrigssekretæren Michael Numsen, oversekretæren for marinen F. Danneskiold-Samsøe, der også havde stor indflydelse på erhvervspolitikken, samt oversekretæren for Danske kancelli J.L. Holstein.

Var Christian som konge meget lidt repræsentativ og personlig fordringsløs, var han den konge der foranstaltede det kostbareste slotsbyggeri. Allerede 1721 begyndte han at ombygge Hirschholm - som dronningen derefter lod nedrive og nyopføre. I Dyrehaven rejstes 1734-36 Eremitagen, og 1734-39 ombyggedes nogle ældre bygninger til jagtgården Jægersborg. Til kronprins Frederik (V) byggedes 1743-44 palæet i Kalveboderne (nu Prinsens palæ, Nationalmuseet). Men det største foretagende var opførelsen af det nye residenspalæ Christiansborg der afløste det middelalderlige Københavns slot. Byggeriet gennemførtes i hovedsagen 1732-42, og Christian roste sig af at opførelsen ikke havde kostet undersåtterne noget da midlerne var taget af partikulærkassen. I høj grad var pengene dog kommet fra de beløb England betalte i subsidier til opretholdelse af en forsvarlig dansk hær. I et brev til Holstein røber Christian betænkelighed ved at give offentligheden indsigt i hvad partikulærkassen har ydet "da enhver dermed erfarer hvad slottet har kostet, hvad vi ikke gerne ser". Formentlig har byggeriet været af stor positiv betydning både for Kbh.s økonomi og for beskæftigelsen, selv om mange af arbejderne hentedes i de militære regimenter.

1733 foretog kongeparret en rejse til Norge.

Christians valgsprog var Deo et populo (For Gud og folket.)