Christian Gottlob Proft, ca. 1736-30.11.1793, boghandler. Død i Kbh., begravet Petri kgd. P. blev boghandler da han sammen med sin svigermor overtog hendes afdøde mands boglade på Børsen, først som Gabriel Christian Rothes Enke & Proft, fra 1770 som Rothes Arvinger & Proft. Bogladen må have været en af de større på Børsen; den disponerede over tre boder. P. virkede tillige som forlægger og udsendte flere smukt trykte værker, blandt dem Johannes EwaldsSamtlige Skrifter I-IV, 1780-91. Nicolai Abildgaard skulle have illustreret udgaven, men kom kun til at levere tegninger til bind I fordi de vakte forargelse ved deres moderne stil og anstødelige nuditeter; opgaven overgik så til tyskeren Dan. Chodowiecki. P. havde også et par tidsskrifter på forlag, og det var hos ham at J. C. Schønheyder, senere biskop og Johannes Ewalds formynder, 1763-64 udsendte Madame Marie le Prince de Beaumonts Magazin for Børn I-IV der regnes for banebrydende i børnebogs-litteraturen. Søren Gyldendal samarbejdede 1783 med P. om Peder Kofod Anchers tekstkritiske udgave af Jyske Lov med latinsk oversættelse som Gyldendal ønskede solgt på messen i Leipzig hvor han ikke selv havde forbindelser, men hvor P. i det mindste af navn havde et forlag. 1776 ville P. have ladet Goethes Werther oversætte til dansk, men det blev ham forbudt; det teologiske fakultet fandt bogen bespottelig. Efter Hans Holcks død optog P. 1784 udgivelsen af den københavnske vejviser. Den forblev efter hans egen død nogle år i familiens eje, men overgik så på andre hænder.

1773 gik det P. ilde. Han havde forsynet en misliebig forbindelse med et par tyske Struensee-venlige skrifter (et af dem skildrede dronning Juliane Marie som en sand djævel) og blev idømt en bøde på 500 rdl. Da der 1769 var forslag fremme om at lægge told på indførte bøger, var P. en af de seks førende københavnske boghandlere der med støtte af bl.a. B. W. Luxdorph med held protesterede mod planen. 1776 blev P. universitetsboghandler; til Det kgl. bibliotek havde han betydelige leverancer. 1784 søgte han bevilling til at anlægge et bogbinderi; det stødte på modstand fra lavet og blev ham nægtet. Bedømmelsen af ham er ikke enstemmig. K. L. Rahbek kan citeres for modstridende udtalelser, og det norske selskab kaldte ham "den tyske boghandler", hvad der tyder på national modvilje, men selskabet sagde tillige om ham i en skikvise, at han (underforstået uretmæssigt) "prentede andre folkes breve". Økonomisk gik det op og ned for ham, 1781 gik han fallit, men han må være kommet til kræfter igen, idet han efterlod sig ca. 15 000 rdl. Efter hans død overgik forretningen til sønnen Christian Georg P. (1763-1809) og svigersønnen Johan August Storch der allerede i nogen tid havde været P.s associeer. Den omstændighed, at både far og søn forkortet blev kaldt C. G. P. har nogle steder medført forvekslinger.

Familie

gift 27.7.1763 i Lyngby (Petri) med Christina Rothe, døbt 20.11.1743 i Petri k., død 29.8.1791 i Kbh., d. af boghandler Gabriel Christian R. og Mette Catharina Kalleboe.

Ikonografi

Silhouet af C. Limprecht (Kgl. bibl.).

Bibliografi

E. C. Werlauff: Efterretn. om det store kgl. bibl., 2. udg. 1844. C. Nyrop: Bidrag til den da. boghandels hist. I-II, 1870. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720-1814 V,I, 1906. Harald Weitemeyer: Småting om boghandel og boghandlere i det 18. årh., 1908. Carl C. Christensen: Fra Holck til Krak, 1943. Otto Andersen: Tidsbilleder fra boghandelens verden, 1965. Aleks. Frøland: Dansk boghandels hist., 1974.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig