Christine Zrza

Christine Zrza, Eleonore Christine Zrza, 22.5.1797-1.11.1862, operasanger. 1814 blev Christine Zrza korist ved Det kgl. teater, og 25.4.1816 debuterede hun som Charlotte i Sovedrikken; senere på året sang hun Vilhelmine i Ungdom og Galskab. Hendes figur egnede sig til scenen, men smuk var hun ikke, og dramatisk talent havde naturen nægtet hende, men stemmen, en klangskøn, overordentlig høj sopran, var meget værdifuld for teatret, og på den byggede hun sin fremtid da Giuseppe Siboni efter F.L. Ae. Kunzen var blevet hendes lærer.

1820 ansattes hun, og ved Figaros Bryllups, førsteopførelse hos os næste år elektriserede hendes italienske skole publikum; det bragende bifald tvang hende endog efter udenlandsk mønster til at synge grevindens store arie da capo. Hun blev en typisk bravursanger i smag med den hamburgske primadonna Minna Becker der gav koncerter i København; Christine Zrzas koloraturer, fx som Nattens Dronning i Tryllefløjten var virtuospræstationer som vor opera ikke tidligere havde kendt hos en indfødt sanger. Blandt hendes partier var titelrollerne i Sargino og Fidelio samt Norma, Sidi i Lulu, Isabella i Robert af Normandiet, Rosina i Barberen i Sevilla og bjergåndernes dronning i Hans Heiling. Hun brillerede i roulader og kadencer, men hendes stil var ensartet og stillestående; hun gjorde end ikke forsøg på at agere, hvad hun kaldte for "at skabe sig", men sang sine solonumre med en fuldtonende stemme der syntes at udvikle sig med årene, og for hvilken ingen Rossinisk forsiring faldt vanskelig. "Jeg faar min Betaling for at synge og ikke for at spille", lød et af hendes argumenter, men undgås kunne det ikke at hun undertiden virkede parodisk, ja, endog fremkaldte latter i dramatisk bevægede situationer. Julie Sødring giver et begreb om hendes flegma når hun fortæller at Christine Zrza i skuespillerlogen ganske apatisk slog til de der grasserende rotter hvis de blev for nærgående.

Ved sin afskedsforestilling der fandt sted på Hofteatret 8.2.1845 sang hun bl.a. Vilhelmine i Ungdom og Galskab og ændrede ariens tekst til Jeg er ej meer i Livets Vaar. Fru Sødring nedskrev den erindring at da kongeparret trådte ind i logen, nejede hun så dybt at hun kun med største besvær kom op igen på grund af sin korpulence. Københavnermyten om at hun havde syv uægte børn kan sikkert henføres til at hun 1817 fødte syngesufflør cand.jur. M.C. Eisen en datter som senere blev adopteret i hans barnløse ægteskab (se A. Strunk).