Julie Sødring, Julie Weber Sødring, 19.7.1823-27.4.1894, skuespiller. Født i Kbh. (Slotsk.), død sst., begravet i Gentofte. Faderen opdagede S.s komiske talent når hun genfortalte hvad hun havde oplevet. Hendes fortællen var ikke ydre imitation af stemmer, men røbede indre dramatisk anskuelighed som gav sig udtryk i lunerige betoninger og små, malende gestus. Hendes iagttagelse var sikker og hendes fremstillingsevne så udpræget at hun ikke behøvede instruktion, men kun nogle praktiske anvisninger af faderens kvindelige kolleger Henriette Jørgensen og Anna Nielsen mens F. L. Høedt gjorde rede for replikkens sjælelige motivering og Figurernes karakteristik. Hun savnede ungdommens besnærende egenskaber, men var straks klar over det repertoire hvortil hendes ydre henviste hende, og det betød derfor ingen resignation at hun trods sine tyve år måtte spille ældre roller; når hun en sjælden gang af praktiske grunde agerede ung følte hun sig tværtimod ufri og genert. Fra 5.11.1843 da hun som debut spillede pebermøen Jacintha i Den sorte Domino til afgangen 1875 var hendes kunstnerliv en harmonisk forening af ydre og indre egenskaber, en lykkelig helhed, ikke alene hvilende på hendes originale begavelse, men på et stort mosaikarbejde. Det kunstneriske område hun mestrede er ofte på dansk og udenlandsk teater blevet betragtet som et retrætefag for skuespillere hvis ungdom var forbi. Men mod den rutinerede, traditionelle komik var S.s indsats en levende protest. Allerede hendes næste debutrolle, de to madammer Buurman i De Uadskillelige og Rust i Sparekassen bar et umiskendeligt originalt præg. De var sete typer. Hun var en nyskaber der vidste hvad hun gjorde. 1847 blev hun kgl. ansat. S.s navn er uløseligt knyttet til fremstillingen af konerne og de borgerlige jomfruer i vort nationale lystspil. Hun levendegjorde tyve holbergske figurer, derimellem ti Magdeloner med fælles præg, men dog holdt ude fra hinanden, og står i historien som en af de ypperste blandt Holbergs fortolkere fordi hun hvis grundtone var karakterfast mildhed ikke blot fremkaldte latter over de menneskelige skrøbeligheder, men også rørte. Parodien (Grethe i Kærlighed uden Strømper) magtede hun ikke, men den stilfærdige satire. Hendes forhold til et par klassiske figurer var typisk for hendes kunst og livssyn; mens hun frivilligt afgav Jeppes onde kvind og den politiske kandestøbers myndige madam, vågede hun med omhu over den elskelige Gedske Klokkers i Barselstuen og den hyggelige kobbersmedemadam i Genboerne. Hvert tonefald hun lod disse mennesker anvende var et vidnesbyrd om et intenst kendskab til karakteren. De enkelte træk var taget fra levende model for S. måtte, vidner hun selv, "altid krybe ind i en anden Ham for at føle sig fri". I evnen til at overføre sin personlighed til en anden individualitet overgik hun både faderen og broderen, Adolph Rosenkilde. Hendes begavelse strakte sig fra det naragtige (Magdelone i Den Stundesløse) til det ædeltenfoldige (bondekonen i Kamp og Sejr som Edv. Brandes kaldte "en sand Hymne over Moderkærligheden"). Mellem disse yderpunkter var hun den dygtige husmor, borgerkonen med den middelmådige intelligens og dannelse, men med hjertet på det rette sted, eller den ubevidst komiske pebermø fra voldenes Kbh., således som Holberg, Heiberg, Hertz, H. C. Andersen og Hostrup har tegnet disse ofte ubetydelige figurer der netop gennem S.s fremstilling blev til det centrale i komedien. Hun var en mester i den rammende betoning som hun kaldte "det væsentligste i Skuespillerens Kunst". Sproget varierede hun efter egne iagttagelser; H. Hertz lader fx madam Rust sige: "Aa, den stakkels Mand var ude afsig selv. Jeg maatte naturligvis efterhaanden forberede ham", men i S.s mund lød ordene: "Aa, den arme be' som ude af sig selv. Jeg maatte natyrligvis etterhaanden præparere ham". Foruden madam Rust spillede hun hos Hertz bl.a. fru Winge i Besøget i Kjøbenhavn, madam Conradsen i De Fattiges Dyrehave og madam Stabel i Audiensen, og digteren erkendte at "hun ved sit uforlignelige Talent" havde bidraget uendeligt til hans komediers sejre. For H. C. Andersen, hvis døve frue i Den nye Barselstue hun klædte i tidens skiftende moder, var S. "uforglemmelig", og Aug. Bournonville hævdede i en sammenligning med hendes forgænger, Henriette Jørgensen at S. ejede mest "naivetet og rondeur". Hvor den første var vittig, var den anden morsom. S. var hjemmets og moderpligternes fortolker i udpræget dansk form. Hun kunne aldrig tænke sig at optræde på en udenlandsk scene, kom heller ikke til det trods Bjørnstjerne Bjørnsons ønske. Hendes udtryksmidler var meget diskrete; hun maskerede sig ikke, men lod figurens indre liv danne masken. Hendes detaljerede kunst havde den samme klarhed og indadvendte bestræbelse som C. Købkes portrætter. De gjorde begge en lille, beskeden verden frisk og venlig. Man skulle tro at alderen ville have gavnet S.s kunst, men kun 52 år gammel blev hun af sygdom tvunget til at søge afsked. Hun optrådte sidste gang 26.5.1875 som Gedske Klokkers. Nogen arvtager havde hun ikke, men hun mente selv at Louise Holst ved Folketeatret burde forsøges; nominelt blev S.s roller ført videre af Louise Phister hvis kunst var af en anden og udvendig art. Åndeligt beslægtet med S. i den både skarpe og hjertelige iagttagelse af mennesker i deres hverdag var siden Julie Møller, Soffy Walleen og Sigrid Neiiendam. Henimod slutningen af sit liv fortalte S. sin søn, cand.jur., senere kontorchef i finansministeriet M. F. Sødring sine erindringer, som han nedskrev og udsendte i to bind (1894–95). Ligesom S. på scenen var en modsætning til Johanne Luise Heiberg, således danner hendes memorier et modstykke til dennes mere åndfulde, men også mere upålidelige levnedsskildring. Men de opfattede begge deres kald med dyb alvor. S.s hyggelige, karakterfaste personlighed, hendes fine hoved og milde hjerte træder gennem disse bøger for bestandig eftertiden i møde. Hun gør klart rede for udførelsen af sine kæreste roller, fx Gedske, og man holder af hende som hjemmets og huslighedens skuespillerinde der elskede bøger, billeder, blomster og børn, og som også i fortællingens form ejede evnen til at kaste poesi over hverdagsmennesker. De små mesterværkers skaber blev aldrig en fejende primadonna, men nåede ved sit lune og sin jævne og ægte fremstilling alligevel en plads blandt kunstens store. Længe efter hendes bortgang fra scenen, da hun blev 70 år, skrev William Bloch at mindet om hendes jævne og sanddru kunst lyste så vederkvægende rent på baggrund af al den tomme skvadronade der senere inden for hendes område gav sig ud for skuespilkunst.

Familie

Forældre: kgl. skuespiller Christen Niemann Rosenkilde (1786–1861) og Maren Falck Christensen (1786–1852). Gift 25.5.1849 i Kbh. (Slotsk.) med cand.polyt., assistent, senere mineralvands-fabrikant Christopher Hansen S., født 4.1.1822 i Bergen, død 26.9.1881 i Klampenborg, s. af kgl. agent, konsul Christopher Hansen S. (1782– 1860, gift 1. gang 1807 med Inger Margrethe Haberdorff, 1786–1808) og Frederikke Elisabeth Frisch (1788–1860). – Søster til Adolph Rosenkilde og G. Rosenkilde.

Ikonografi

Tegn. af J. V. Gertner, 1844. Litografi 1851 efter tegn. af samme. Tegnet i rolle af C. A. Kølle, 1862 (Teatermus.). Litografi og træsnit, begge 1867, efter samme foto. Træsnit af H. P. Hansen, 1867, efter dette litografi 1868. Træsnit 1871. Mal. af A. Dorph, 1871 (Det kgl. teater), efter dette litografi 1872 og malet kopi af Daniel Hvidt. Afbildet i rolle på mal. af O. Bache, 1872. Buste af Th. Stein, 1973 (Teatermus.). Mal. af F. Henningsen, 1875, tegn. af samme, 1879 (Teatermus.). Træsnit 1883, samme type som spillekort. Buste af A. V. Saabye, 1901 (Teatermus.), i marmor 1902 (Det kgl. teater). Tegnet i rolle af P. Klæstrup (Teatermus.) og af F. Henningsen. Træsnit i rolle af O. Andersen. Rollebillede i stengravering. Foto.

Bibliografi

Kilder. Erindr., udg. M. F. Sødring I–II, 1894–95 (ny udg. 1951). En Pariserfærd i efteråret 1866. Breve til hjemmet fra fabrikant C. Sødring og hustru J. S., ved M.F. Sødring, 1916.

Lit. Aug. Bournonville: Mit theaterliv II, 1865 (ny udg. 1979) 420. H. C. Andersen: Mit livs eventyr II, 1877 (ny udg. 1975) 110. Edv. Brandes: Dansk skuespilkunst, 1880 187–200. Ludv. Holberg: Samtlige comoedier ved F. L. Liebenberg. Jubeludg. III, 1888. Johanne Luise Heiberg: It liv II, 1891 (5. udg. 1974) 9 16–21. Nic. Bøgh: J. S., 1910. Peter Jerndorff: Nogle minder fra det gamle kgl. leater, 1918 (særtryk af Vor fortid II, s.å.) 63f 105f. Robert Neiiendam: Det kgl. teaters hist. I–II, 1921–22. Samme: Mennesker bag masker, 1931 83–92. M. F. Sødring i Tilskueren XXXIX, 1922 II 182–97. Margrethe Schnohr: Livets tråde, 1961 20–416. Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig