Conrad Reventlow

Conrad Reventlow, 21.4.1644-31.7.1708, greve, storkansler. Født i Kbh, død på Clausholm, begravet i Slesvig domk. R. besøgte Sorø akademi og supplerede uddannelsen der med de for rige unge adelsmænd traditionelle udenlandsrejser. I en alder af 21 år udnævntes han til hofjunker og kammerherre, og hermed begyndte en lang og strålende karriere der over tyske kancelli (1667), amtmandsstillingen i Haderslev (1670–84), en landrådspost i Slesvig-Holsten (1672), deltagelse i den skånske krig, hvor han blev oberst, m.m. førte til sæde i konseillet 1682. 1680–99 beklædte R. stillingen som overjægermester, var 1690–1705 medlem af kommissionerne i rådstuen og en tid lang chef for begge kancellier og udnævntes 1699 til storkansler. Han var en af tidens største godsbesiddere. Foruden udstrakte holstenske besiddelser ejede han Sandbjerg i Sundeved som han 1685 fik erigeret til grevskabet Reventlow; i Jylland erhvervede han 1683 Clausholm hvis hovedbygning han opførte 1699, 1684 Frisenvold og Løjstrup og ejede endvidere bl.a. Kalø. Hans indtægter var store, men han var til tider stærkt forgældet.

R. tilhørte den Brandt-Ehrenschildske hofkamarilla, den såkaldte kabale. Han var en elskværdig og vindende personlighed med sans for denne verdens goder, en elsker og fortrinlig iscenesætter af festlige optrin og "karuseller" hvilket i ikke ringe grad i forbindelse med hans altid åbne, en tid velfyldte pengepung bidrog til at sikre ham Christian Vs og Frederik IVs yndest. R. var imidlertid mere. I hans embedstid trængte spørgsmålet om Gottorp sig stadig på ligesom alliancen mellem England-Holland mod Frankrig efter 1688 komplicerede de udenrigspolitiske forhold. Den danske stat, hvis udenrigspolitik R. da ledede, balancerede i disse år mellem Frankrig og Holland-England med ikke ringe smidighed, i begyndelsen af 1690erne med hældning mod Frankrig der var ivrigt efter at etablere en direkte fransk-dansk samhandel, derefter mod Holland-England som så afgørende besad herredømmet til søs. Under de vestlige stormagters krige har R. haft sin store andel i at det lykkedes dansk søhandel at sikre sig tålelige kår og store fortjenstmuligheder – han ledede personlig de fleste forhandlinger med stormagternes repræsentanter og var en utrættelig forkæmper for reglen: "Frit skib giver frit gods" hvilket det svagere Frankrig anerkendte og det stærkere Holland-England bestred.

For at gøre dansk søhandel så indbringende som muligt skyede R. ingen midler. "Lurendrejeri", falske søpas og lignende foranstaltninger der havde til formål at føre de kæmpende parter bag lyset iværksattes efter hans anvisning eller med hans billigelse. I spekulationerne i søhandel deltog hof og kongefamilie med R. i spidsen. En fransk gesandt skildrer forholdene ved det danske hof med forfærdelse; han udtrykker navnlig sin vrede over R.s spekulationer sammen med oversekretær T. B. v. Jessen og den kbh.ske storkøbmand Wilh. Edinger. Denne sidste gjorde a meta forretninger sammen med R. og v.Jessen, efter gesandtens mening på den måde at han for sin egen mund beholdt de forretninger der var uden risiko, hvorimod han havde de to høje embedsmænd som partnere så snart der var fare for opbringelser. Når en sådan fandt sted intervenerede R. hos vedkommende magt, gjorde opmærksom på at han og hoffet var interesseret og bad oftest med held om frigivelse af priserne. Man kan således ikke bestride at R. plejede sine egne og hoffets interesser forud for de almene hvilket dog ikke er ensbetydende med at han lod andre sejle deres egen sø. Det var et af tidens almindelige træk, og både han og v.Jessen værnede om dansk-norske interesser hvor det det var muligt, og det med en iver som gang på gang pådrog dem stormagternes forbitrelse. Samtidig søgte R. at presse de flest mulige subsidiepenge ud af vestmagterne og sælge danske soldaterkontingenter til højest opnåelige pris. Over for Holland-England kom man dog i det lange løb til kort. Det var R. der på den danske stats vegne afsluttede den for Danmark ugunstige toldtraktat med Holland af 1701 og en defensiv alliance med England. Et parti ved hoffet søgte nu at styrte ham. Det er karakteristisk for den unge Frederik IV at hvad der gjorde mest indtryk på ham var angribernes påstand om at R. ved at udleje danske tropper til England gjorde kongen – uden soldater – mindre agtet i udlandets øjne. Frederik IV nærede i det hele store tanker om sin egen betydning som hersker – han ville bl.a. vel anerkende fyrsten af Brandenburgs ophøjelse til konge af Preussen 1701, men derimod ikke tildele ham benævnelsen "majestæt". Angrebene førte til at den danske nationale milits blev reorganiseret, men – i modsætning til v.Jessen – klarede R. skærene og bevarede kongens bevågenhed. De intrigante modstandere fik ham ikke fældet, men hans indflydelse havde kulmineret, og dermed var det forbi med den tolerante og socialt forstående politik som han og. v.Jessen havde repræsenteret på det indenrigspolitiske område, navnlig hvad angår spørgsmålet om bondens stilling.

R. regnes ikke til de "store" danske statsmænd, men hører heller ikke til de mindste. Ved et hof hvor intrigerne var mangfoldige og hvis regeringsform må karakteriseres som et mildere despoti agerede R. med megen snilde længe ubestridt som hovedaktør. Han var i så henseende typisk for sin tid. Ved de europæiske hoffer hvor fransk åndsliv og statsform dominerede var det personer med R.s egenskaber der gav tonen an. – Greve 1673. – Patron for universitetet 1683, for Petri kirke 1686, for Det ridderlige akademi 1692, præsident i højesteret 1690. – Gehejmeråd 1680.