Dietrich Reinkingk

Dietrich Reinkingk, 10.3.1590-15.12.1664, jurist, kansler. Født i Windau i Kurland, død i Glückstadt, begravet sst. R. sendtes 1603 til Osnabrück hvor hans farfar havde været rådmand, kom 1611 til universitetet i Köln, 1614 til det i Marburg, tog 1616 licentiatgraden i Giessen på et statsretligt emne og blev s.å. professor sst. 1618 blev han råd, 1625 vicekansler hos landgrev Ludvig V af Hessen; fra 1624 var han tillige "Rat von Haus aus" hos ærkebiskop Johan Frederik af Bremen. – Sin karriere og sit ry skyldte han især skriftet Tractatus de regimine seculari et ecclesiastico der udkom i Giessen 1619 og senere i en række nyudgaver. Han tillagde her, i overensstemmelse med den middelalderlige opfattelse, det romerske kejserdømme en omfattende verdslig magtfylde over for fyrster og andre rigsstænder, mens han i kirkelig henseende gav territorialherren en ret vid myndighed. Skønt R. var ortodoks lutheraner, anvendtes skriftet i den statsretlige og politiske strid som et rustkammer af det kejserlige parti. Kejserdømmet udledte han af den romerske lex regia, hvorved folket uigenkaldeligt havde overdraget kejseren magten. Hans definition af kejsermagten og af fyrstemagten i almindelighed er udpræget monarkistisk. Til majestætsrettighederne hører lovgivnings-, våben- og øverste domsmagt, og fyrsten er i besiddelse af den højeste magt og ubundet af lovene. Rent absolutistisk er hans majestætsbegreb dog ikke: fyrsten kan ikke pålægge skatter uden undersåtternes samtykke og har heller ikke ubegrænset herredømme over kirken.

1627 udnævntes han til kejserlig pfalzgreve. 1632 blev han kansler hos hertug Adolf Frederik af Mecklenburg, i hvilken stilling han ved at arbejde for hertugens antagelse af freden i Prag 1635 gjorde sig så forhadt af svenskerne, at de s.å. lod ham fængsle. Efter løsladelsen blev han 1636 kansler hos ærkebispen af Bremen, hertug Frederik (III) af Danmark, af hvem han anvendtes i flere diplomatiske sendelser, og hvis betroede rådgiver han sikkert har været i striden med ærkestiftets stænder. Under Torstenssonkrigen sad han 1645 i seksten uger i svensk fangenskab i Nienburg. 1645–47 var han hertug Frederiks udsending på fredskongressen i Osnabrück hvor han først virkede for at skaffe sin herre Bremen og Verden tilbage, men 1647 fik hertugen til at opgive dem for at gøre sig mere acceptabel som kandidat til Danmarks trone hos den danske adel som frygtede at stifterne i dansk kongelig besiddelse skulle indvikle kongeriget i krig. Tabet af stifterne medførte R.s afsked som kansler 10.2.1648. Han forblev dog i hertugens tjeneste som "Rat von Haus aus" og efter Frederik IIIs tronbestigelse udnævntes han 1648 til kansler for hertugdømmernes nyoprettede regeringskancelli i Glückstadt, 1650 tillige til præsident for den 1649 oprettede overappellationsret i Pinneberg. Han var virksom for arvestatutten af 1650 der indførte førstefødselsret i hertugdømmernes kongelige dele, og afgav betænkninger i processen mod Corfitz Ulfeldt 1651 og i anledning af hans "æresforsvar" 1652 ud fra en mod rigshofmesteren stærkt fjendtlig indstilling. 1653 udgav han skriftet Biblische Policey, en samling statsretslige, religiøse og moralske betragtninger, dediceret kongen, hvem dets stærke monarkistiske indstillinger var egnet til at behage. 1656 adledes han af kejseren, og 1657 overdroges det ham at forfatte det store manifest (Jus feciale armalæ Daniæ) i anledning af krigserklæringen mod Sverige. Efter statsomvæltningen affattede han 1661, med bistand af sine kolleger i regeringskancelliet, efter kgl. ordre et forslag til en ordning af arvefølgen, bygget på streng gennemførelse af førstefødselsretten. Han foreslog at kalde arveloven "lex regia", og et udkast til en sådan "kongelov" udarbejdedes af regeringskancelliet, men er gået tabt. Han var ejer af det tidligere Rantzauerne tilhørende gods Wellingsbuttel i Holsten.