Dorothea Biehl

Dorothea Biehl, Charlotta Dorothea Biehl, 2.6.1731-17.5.1788, forfatter. Dorothea Biehl var den ældste af forældrenes tre børn, en søster døde som barn, og hun voksede op som ene pige til en pigerolle hun aldrig accepterede. Hun lærte tidligt at læse og viste hurtigt en enestående læsehunger og begær efter viden. Hun støttedes heri til hun var otte af morfaderen, slotsfoged på Københavns slot og præsident i borgretten Hans Broer, der i modsætning til faderen forstod den sære pige. Efter hans pludselige død var hun overladt til faderen der, i hævdelse af en pater-familias-autoritet, forbød hende at røre en bog. Hvorefter hun under største anstrengelser skaffede sig bøger og læste på livet løs i smug. Trodsig, selvhævdende og ærekær synes hun at have lignet faderen så meget at alene dette var nok til at skabe den livslange konflikt mellem dem.

Som pige fik hun ingen egentlig skolegang, alligevel kom hun til at beherske sit modersmål som en af de bedste, ikke blot i tidens rørende, men også den formelle kancellistil. Og i sin beundring for Holberg, der i sine sidste år var opmærksom på hende, var hun i stand til også at efterligne hans sprog. Desuden lærte hun sig efterhånden såvel tysk og fransk som også italiensk og spansk. Blandt husets venner i kredsen af hof- og statsembedsmænd var hun tidlig kendt for sin formuleringsevne. Og af stor betydning blev det at hun fra 1780 havde omgang med de franske skuespillere på Charlottenborgs scene, fra 1755 var inspektørboligen her hendes hjem, og hun fik indgående kendskab til dramaet i praksis ligesom hun satte sig ind i dets teori. 1760 blev hun sjælen i en lille trup der med den teaterinteresserede hofmand C.C. Danneskiold-Laurvig som initiativtager spillede privatteater.

I årene efter Holbergs død gik publikums smag i retning af borgerligt moraliserende og rørende komedier og behovet for oversættelser til det danske teater på Kgs. Nytorv var stort. Overtalt af en af husets venner Vilhelm Bornemann forsøgte hun sig 1762 med en oversættelse fra fransk, og 13.10 debuterede hun med Landsbypoeten af P.N. Destouches. I de følgende år oversatte hun et stort antal stykker – hendes fysiske skrivefærdighed var legendarisk – især fra fransk, men også enkelte fra tysk og italiensk. Samtidig underviste hun aktricerne i "dramatisk action". Ligeledes opfordret skrev hun så det originale stykke Den Kierlige Mand der straks 1764 opførtes med succes. Det var ikke det første originale arbejde på dansk efter Holberg (se Passow), men det første der slog igennem, og spilledes i fem sæsoner.

I nogle år var hun midtpunkt i teatrets liv, og hjemmet samlingssted for folk med litterære og teatralske interesser, men også et sted hvor hovedstadens rygter og hofsladder underkastedes behandling. Her varetog hun samtidig, efter moderens tidlige død, husets kvindelige sysler, bestyrede en vaklende økonomi for faderen, der i det ydre forblev en vranten tyran, misundelig over for hendes succes, men i det stille solende sig i hendes berømmelse.

Allerede 1765 fik hun opført de tre komedier, Haarkløveren, hvori hun fra et konservativt standpunkt satiriserede over nymodens orddannelser, Den forelskede Ven, der indeholder hendes bedste figur, Lise, der er lidt af et selvportræt i temperament og holdning, og Den listige Optrækkerske, som må regnes for hendes betydeligste. Året efter kom Den Kierlige Daatter som prisbelønnedes af Selskabet for de skønne videnskaber. I den følgende halve snes år leverede hun en række skuespil – og dramatiserede indlæg som svar på kritik af de opførte stykker – nogle prologer samt en operatekst (Orfeus og Eurydike med musik af J.G. Naumann). Komedierne var i tidens smag, i Destouches' og C. Goldonis manér, personerne er de fra Holbergs komedier kendte, men uden hans galskab i karaktererne, "af et altfor magert Indhold og overalt ikke morsomme nok" (H.J. Birch). Dialogen er i for høj grad blot en udveksling af meninger – og hun red sine kæpheste. Men hvad der gør komedierne til dårligt teater gør dem til gengæld interessante som tidsbilleder, fordi forfatteren drager uforfærdet i kamp mod samfundets normer og først og fremmest ivrer for en anerkendelse af kvinden som tænkende væsen. I Den listige Optrækkerske, der blev angrebet for at være umoralsk fordi det var udyden som belønnedes, forsvarer hun Lucretias ret til at bedrage mænd, fordi hendes metier er et produkt af samfundets dobbeltmoral.

Dorothea Biehls største litterære bedrift er dog oversættelsen af Cervantes' fortælling: Don Quixote, 1776–77. Hun blev opfordret hertil 1775 af den spanske gesandt Manuel Delitalá og lærte sig ved hans hjælp på ganske kort tid at læse og forstå spansk. Teksten gav hun en let patina ved at benytte holbergske ord og vendinger, og oversættelsen regnes for en stor sproglig bedrift. Hun fortsatte derefter med prosaarbejder i andre populære genrer: Lærerige Fortællinger I-IV, 1780–81 og Brevveksling mellem fortrolige Venner 1–111, 1783, mere præget af snusfornuft og snaksomhed end af ånd. De slog heller ikke an bortset fra en enkelt fortælling: Den falske Ven, der ret utilsløret tegnede et portræt af teaterchef H.W. v. Warnstedt som homofil, hvorved hun betalte ham igen for et påstået brudt løfte.

I hendes stykker som i de private breve spiller følelse og forlibelse en stor rolle. En ungdomsforelskelse i søofficeren Peder Ramshart havde mødt stor modstand hos forældrene og i konsekvens heraf afslog hun at gifte sig med nogen af de friere disse foreslog. Der foreligger vidnesbyrd om at hun 1768 stod i begreb med at indgå forbindelse med miniaturemaleren Peter Normann. Det blev ikke til noget og i selvbiografien forties det. Men 1771 traf hun i Kongens have den 21-årige garderløjtnant Johan Bülow, et bekendtskab formidlet af hendes bror Carl der ligeledes var officer. Hun kom for resten af livet til at omfatte Bülow med en sværmerisk kærlighed, som det ses af de ca. 400 private breve der er bevaret til ham. For eftertiden blev den største betydning af bekendtskabet en række skildringer – i brevform – som hun på hans opfordring nedskrev 1784 om livet ved hoffet i København 1730–72. Det er ikke kritisk historieskrivning, men anekdotiske småtræk med vægt på det private og de psykologiske bevæggrunde bag handlingerne, trods det subjektive en ikke uvæsentlig kilde til tidens kulturhistorie. Hendes usædvanlige hukommelse og daglige nære forbindelse med informerede meddelere giver skildringerne en vis autenticitet. Hendes bon sens, dog ikke blottet for bigotteri, lader hende fælde rammende og rimelige domme over personer og forhold, hendes forståelse, navnlig af kvindesindet, lader hende dømme anderledes om Caroline Mathilde og Struensee end sædvanligt i hendes kreds.

Efter afslutningen af brevene om hoffet (udgivet først og fuldstændigt af J. Bang i Dansk Maanedsskrift I, 1865 og Historisk Tidsskr. 5.r.IV, 1865–66 147–494) skrev hun med Bülow som meddeler en beretning om statskuppet 1784 (udg. Edv. Holm i Hist. Tidsskr. 3.r.V, 1867) hvortil han med kronprinsen (Fr. VI)'s vidende kunne forsyne hende med aktstykker. Endelig nedskrev hun året før sin død, ligeledes på hans opfordring, selvbiografien Mit ubetydelige Levnedsløb der er den betydeligste kilde til hendes liv. I sine sidste år, hvor hun nødtvungent måtte fraflytte inspektørboligen, delte hun lejlighed med broderen der synes at have vist en lige så ringe forståelse for hendes personlighed som faderen, bestandigt kæmpende med økonomiske vanskeligheder da hendes arbejde for teatret kun i ringe grad honoreredes. Hun døde, plaget af sygdom i sin lejlighed på Kgs. Nytorv 22 to måneder efter at hun havde skrevet sit sidste (bevarede) brev til Bülow. Hendes kiste i Petri kirkes benhus blev ødelagt af en engelsk bombe 1807.