Johann Gottlieb Naumann

Johann Gottlieb Naumann, 17.4.1741-23.10.1801, komponist, kapelmester. Født i Blasewitz ved Dresden, død i Dresden, begravet sst. N. rejste 1757 som den svenske musiker Wesstroms ledsager over Hamburg til Italien. I Padua fattede G. Tartini interesse for ham og underviste ham gratis i tre år. 1761 drog han til Napoli, påsken 1762 var han i Rom. Med anbefalingsskrivelse fra padre Martini drog han til Venezia hvor han 1763 debuterede som operakomponist (Il tesoro insidiato). 1764 ansattes han på anbefaling af J. A. Hasse som sachsisk hofkirke-komponist. Han havde orlov 1765-68 og tilbragte den i Italien for yderligere at uddanne sig som operakomponist. 1776 blev han kurfyrstelig sachsisk kapelmester, og 1786 udnævntes han til overkapelmester. – Ved formidling af den svenske diplomat i Dresden, grev Löwenhielm, opholdt han sig 1777-78 i Stockholm for at reorganisere hofkapellet ved den svenske opera. Dette lykkedes til alles tilfredshed. Til Stockholm skrev han operaen Amphion 1778, og samtidig fik han overdraget at komponere Cora och Alonzo hvortil Gustav III havde udpeget sujettet. Den kom frem 1782 – efter forskellige koncertopførelser i Tyskland – som indvielsesforestilling til det nye operahus under hans andet ophold i Stockholm 1782-83. Endelig 1786 kom nationaloperaen Gustav Wasa, hvortil kongen havde skitseret handlingen. Forholdene ved Det kgl. teater i Kbh. trængte på samme tidspunkt stærkt til en ordnende hånd. Kapellet var i en ynkelig forfatning, og man omgikkes desuden med tanken om at få indført stor opera på teatret som en tredje selvstændig kunstart ved siden af skuespil og ballet. En nedsat kommission fik sluttet kontrakt med N. om, at han skulle komme til Kbh. sommeren 1785 og tilbringe fireseks måneder der for at ordne kapellet og give en stor opera. Som en af sin tids mest skattede komponister var N. ikke ukendt for det danske publikum. Allerede 1777 fremførtes passionsmusik af ham. Senere – efter at han havde været her – blev hans værker meget ofte spillet, navnlig omkring 1800. Hans Pilgrimssang opførtes sidste gang i Musikforeningen 1878. -N. kom og tog kraftigt fat. Han udskød flere uduelige og affældige musikere og fik indforskrevet adskillige der senere kom til at spille en stor rolle i det kbh.ske musikliv (bl.a. C. S. Barth). Det bestående kapel som var på 22-23 personer fik han udvidet til 29, og samtidig fik han oprettet et orkester der skulle bruges ved hofballerne, hvorved kapellet blev skånet. Så godtgjorde han, at da disse orkestre skulle supplere hinanden, var de i virkeligheden kun ét orkester, hvorpå han slog dem sammen til et kapel på 45-46. – Hvad spørgsmålet om stor opera angik benyttede man her en omarbejdelse som Dorothea Biehl havde foretaget af den tyske hofråd v. Lindemanns gendigtning af Orfeussagnet. 31.1.1786 gik operaen Orpheus og Euridice over scenen på Kgs. Nytorv. Man havde spillet opera før – tysk og italiensk – og man havde også uden for teatret forsøgt med stor opera på dansk (Armida af A. Salieri), men her forelå for første gang et originalt værk, skrevet til en dansk tekst til Det kgl. teater. Man forsøgte at bevæge N. til at blive, men trods lovende udsigter lod det sig ikke gøre. – I sin stil er N. den italieniserede tysker. Hans fornemme satsbehandling og hans logiske og klare stemmeføring karakteriserer ham som en selv for sin samtid ualmindelig dygtig musiker. Hans stærkeste operaer er dem han skrev til Stockholm og Kbh., og her må navnlig Cora fremhæves. I disse værker står han på ren nyklassicistisk grund, mens han i sine andre operaer ofte kan forfalde til italiensk tradition. -Hans samtid satte ham meget højt som kirkemusiker. Foruden 24 operaer (20 italienske, tre svenske og en dansk) skrev han bl.a. 14 oratorier, adskillige salmer, messer, F. Klopstocks Vater unser, der regnes for hans mesterværk, et Te Deum, knap en snes sinfonier, endvidere klaversonater, kammermusik, frimurersange og anden verdslig vokalmusik.