Dorthe Engelbretsdatter

Dorthe Engelbretsdatter, Dorothe Engelbretsdatter, 16.1.1634-19.2.1716, forfatter. Dorthe Engelbretsdatter voksede op som rektordatter i Bergen; nogle ungdomsår tilbragte hun i København i slutningen af 1640'erne, netop da dansk barok udviklede sin versekunst med Søren Terkelsen og Anders Bording. Som attenårig blev hun gift med sin fars kapellan og senere efterfølger som præst ved domkirken, den 13 år ældre Ambrosius Hardenbech. Det blev et lykkeligt ægteskab, begge dyrkede musik og sang og havde en bred vennekreds som Dorthe Engelbretsdatter trakterede med muntre rim og lejlighedsvers. Men hun ramtes af den sorg at miste ikke mindre end syv af sine børn; hendes digtning blev gudelige sange og salmer og vendte sig til Jesus:

"Min sjæl, der i medgang var kold og søvnig, er i genvordighed blevet fyrig og årvågen; din tugtende hånd drog sukke af mit stenhårde hjerte, tårer af mine tørre øjne og salmer af min tillukte mund; min sjæl var ikke så opløftet til dig, der du gavst velsignelser, som der du togst dem igen, ny sorg forårsagede nye sange."

Ordene er fra tilegnelsen af hendes samling Siælens Sang-Offer (trykt 1678 i Kristiania og senere i talrige forøgede udgaver). Det er en række andagtssange, morgen- og aften-"suk" der vakte megen beundring, ikke mindst fordi hun trådte frem som kvinde og sluttede sig til Maria, Debora og andre af Bibelens lovsyngende kvinder. Da hun nogle år efter blev enke bevilgede kongen hende livsvarig skattefrihed. I sørgeåret fandt hun trøst ved at omdigte afsnit af den tyske teolog Heinrich Müllers "Thränen- und Trostquelle" (fra 1675, oversat af den norske præst Peder Møller 1677) under titlen Taare-Offer, samlet omkring beretningen om den bodfærdige Magdalene. Efter sørgeåret rejste hun til København med manuskriptet og fik det trykt 1685 tillige med en revideret udgave af sangofret. Her blev hun hyldet med æredigte af fremstående mænd og kvinder og forfattede selv lejlighedsvers til dem; bl.a. udvekslede hun selskabsrim med Kingo.

Efter hjemkomsten mistede hun også sine to sidste sønner da de drog udenlands hvor den ene faldt i krigstjeneste og den anden forsvandt. På sine lykkelige minder henlevede hun endnu tredive år i Bergen, ensom og tilbagetrukken, fremmed for de nye tider og moder. Holberg, som satte hendes digtning højt, huskede hende fra sin barndom for den gammeldags klædedragt og frisure. Den store bybrand 1702 berøvede hende hus og ejendele så hun måtte forfatte bønskrifter til majestæten og myndighederne. Ti år senere fik hun et lille hus men nåede kun at bebo det i få år før hun døde i sit 82. år, Da havde hun forfattet sin egen gravskrift og ligsang over "den Bergens Debora".

Hun var fremtrådt som en beskeden digterinde, men blev efterhånden stærkt selvbevidst over for kritikere, også da tiden vendte sig fra hendes billedprydede barokstil, siret med fremmedord. Hendes sangværk er båret af kristelig bodfærdighed og himmellængsel, men har sin egen kvindelige tone både ved den følelsesfulde dyrkelse af Jesus-brudgommen og ved den jævne billedverden af hjem og husgerning. I folkelige norske kredse nød hendes salmer yndest langt ind i forrige århundrede. Den danske salmebog har optaget aftensangen Dagen viger og går bort.