Edgar Madsen

Edgar Madsen, Edgar Frederik Georg Madsen, 24.1.1865-21.10.1919, bryggeritekniker. Født i Kbh. (Garn.), død i Helsingør, begravet i Kbh. (Vestre). M. tog 1888 polyteknisk kandidateksamen som kemiker. I sin studietid uddannede han sig teoretisk og praktisk i bryggerifaget, bl.a. på sin fars bryggeri i Ravnsborggade i Kbh., og han var bestyrer af dette bryggeri 1889-91. 1891 blev M. brygmester (1891-94) på bryggeriet Rahbeks Allé, Kbh., dengang det betydeligste bryggeri i den nydannede sammenslutning De Forenede Bryggerier. M. havde et stort ansvar for den af gæringsfysiologen Alfred Jørgensen i 1889 på bryggeriet i Rahbeks allé indførte metode med tilhørende apparater til rendyrkning af overgær i hvidtølfabrikationen som en videreudvikling af Emil Chr. Hansens rendyrkningsmetode for undergær, indført på Carlsberg 1883. Allerede 1885 havde Alfred Jørgensen indført metoden på Wiibroes bryggeri i Helsingør. Rendyrkningen af overgær blev, også takket være M.s indsats, af betydning for bryggeriindustrien på et tidspunkt hvor der som følge af ølskattens indførelse blev brug for nye, lette ølsorter. 1894-95 foretog M. en studierejse i Tyskland (Franciskaner bryggeriet, München) og Østrig. 1895 blev han teknisk direktør for Brasserie de Beaurepaire, Dazin Frères, Roubaix og moderniserede denne virksomhed. 1898-1919 var han meddirektør i det nydannede aktieselskab Wiibroes Bryggeri, Helsingør. Også dette bryggeri moderniserede han, og det lykkedes ham at oparbejde det til et af de bedste provinsbryggerier. Bryghuset i Nykøbing F., i hvis bestyrelse M. sad 1904-19, blev ligeledes omdannet og moderniseret under hans ledelse. - En bror Alfred Carl Valdemar Madsen, født 25.5.1867, død 13.9.1911, blev student 1885 og cand. med. 1893. Efter studieophold i udlandet oprettede han 1901 en privatklinik i Kbh. forbehandling af fordøjelsessygdomme.

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere kaptajn i Kbh.s borgervæbning, tømrermester og brygger Frederik Christian M. (1834-98) og Andrea Dorothea Thorvaldine Bech (1840-1902). Gift 5.4.1900 i Kbh. (Jesusk.) med Theodora Jacobsen, født 18.6.1877 på Ny Carlsberg (Valby), død 6.4.1956 i Valby, d. af brygger Carl J. (1842-1914) og Ottilia Mary Stegmann (1854-1903). - Bror til Hjalmar M.

Ikonografi

Afbildet på Erik Henningsens mal. Rusgilde i den gl. studenterforen., 1909 (Studenterforen., Kbh.).

Bibliografi

Karl Meyer: De foren. bryggerier 1891-1916, 1916 180. Bryggeritid. XXII, 1919 73. Ingeniøren XXVIII, s.å. 571.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig