Eggert Frille, Eggert Christiernsen Frille, ca. 1400-5.2.1470, rigsråd, kammermester. Begravet i Skt. Hans k. i Odense. Slægten Frille var før F.s tid slesvigsk lavadel. Faderen tilhørte købstadsadelen, og selv fandt han sin hustru inden for samme klasse – væsentlige træk til forståelse af hans inden for datidens aristokrati meget særprægede skikkelse. 1419 immatrikuleredes han ved universitetet i Rostock; herfra stammer vel hans sikre sprogfærdighed i tysk og latin. Senest 1424 var han atter hjemme i Ribe, blandt hvis købmænd og kanniker han tilbragte en del af sin ungdom. Ca. 1431 fik han imidlertid et lille fynsk pantelen, Ore gård og birk vest for Bogense. Dette blev udgangspunktet for hele hans karriere. Også hans private virksomhed overflyttedes nemlig nu til Fyn. Som yngre søn af en lavadelsmand har han næppe haft meget at begynde med; des mere beundring aftvinger den hensynsløse dygtighed hvormed han i løbet af en snes år gennem talrige småforretninger tilkæmpede sig en stor, om end ret spredt godsbesiddelse i det nordlige og vestlige Fyn og dermed en fremtrædende stilling inden for øens mægtige adel. Tidligt kom han også ind i politik; således deltog han i forhandlingerne i Stockholm 1434-35 og stod højt i Erik af Pommerns gunst; muligvis optog allerede denne ham i rigsrådet. 1438 afbrødes imidlertid fremgangslinien i hans liv for første gang, idet han ved et besøg hos hertug Adolf (1401-59) vakte kongens mistro; han beskyldtes for at have talt "paa Kongens og Rigets værste" og kastedes i fængsel, men løslodes dog hurtigt på foranledning af rigsrådet. Selv påstod han at han kun havde talt med hertug Adolf for at bede om at få sit gods i Slesvig tilbage; hans delagtighed i Eriks påfølgende afsættelse under Adolfs medvirken gør dog denne forklaring tvivlsom.

Under Christoffer af Bayern voksede F.s indflydelse hurtigt. Straks efter tronskiftet fik han Hindsgavl m.m. i forlening, 1441 blev han ridder og n.å. nævnes han udtrykkelig som rigsråd; 1445 var han køgemester. Gentagne gange anvendtes han til forhandlinger med hansestæderne, et hverv hvortil hans særlige evner og anlæg måtte gøre ham meget velskikket. – Helt i forgrunden kom han dog først efter Christoffers død, idet han under den påfølgende mellemregering udnævntes til kammermester. I dette embede, hvormed han senest fra 1451 forenede befalingen på Kbh.s slot, viste han sig særdeles aktiv. Han var 1449 sammen med Aage Axelsen Thott Christians Is repræsentant i Norge under forhandlingerne om kongevalget, n.å. deltog han i dé vigtige møder i Halmstad og Bergen, og 1452-53 var han atter i Norge. En stor politisk fremtid syntes ham sikker, da hans bane anden gang afbrødes, idet kongen i foråret 1454 "kærligen igen annammede sit Kammermesterdømme" såvel som Kbh.s slot. Årsagen er dunkel. At der ikke var tale om egentlig unåde, fremgår dog ikke blot af den ejendommelige formel, men navnlig af F.s hele fortsat betroede stilling i den følgende tid; hans tilnærmelse til slægten Thott som ca. 1455 førte til datteren Ermegards ægteskab med Philippus Axelsen Thott kan heller ikke have stødt kongen hvis forhold til de mægtige brødre dengang endnu var godt. En politisk divergens kan måske have spillet ind; det synes tydeligt at F., der ganske vist tidligere havde optrådt med stor bestemthed mod hansestædernes handelskrav, nu ønskede en lempeligere kurs end den, Christian I netop i disse år var inde på. Måske har F. selv ønsket sig fritaget for sit embede for des bedre at kunne samle sig om sine private pengeforretninger og sine fynske godsopkøb; netop fra de følgende år er bevaret mærkelige vidnesbyrd om hvorledes han i kraft af sin likvide kapital, sin sprogfærdighed og sine gode forbindelser i Holsten, hansestæderne og Amsterdam kunne virke som en slags bankier for højadelens førende mænd, ja, for kongen med. Han beholdt sin plads i rådet og deltog jævnlig i dets større møder, ligesom hans særlige forudsætninger som diplomat benyttedes af og til, således navnlig ved forhandlinger i Lübeck 1462 og ved afslutningen af en traktat med England 1465; til gengæld fik han Ore birk på bestandig gunstigere vilkår; 1466 sikredes lenet endog hans datterbørn på livstid, forudsat at hverken han eller de "førte Avindskjold" mod riget.

S.å. begynder imidlertid den tredje og alvorligste krise i F.s liv. Efter svigersønnens død 1464 havde han som værge for børnebørnene overtaget styrelsen af Tranekær slot og len; han havde derved på én gang befæstet sin personlige magtstilling og knyttet sig nøjere end nogen sinde til Akselsønnernes slægtspolitik. Da han i sept. 1466 deltog som dansk udsending i det betydningsfulde møde i Nyköping, pådrog han sig for anden gang beskyldningen for at have talt "paa Kongens værste". Christian I forlangte som følge heraf Tranekær udleveret uden tilbagebetaling af pantesummen, og da F. vægrede sig herved fratoges slottet ham med magt maj 1467. Omtrent samtidig sendte Iver Akselsen kongen sit opsigelsesbrev. F. fulgte ikkedette eksempel og beholdt også foreløbig sine private len og sin plads i rådet; tilliden til ham var dog brudt, og personlige fjender synes at have skubbet til den hældende vogn. Det afgørende brud indtrådte, da den ellers overmåde forsigtige mand i maj 1468 nægtede at medbesegle de landstingsvidnesbyrd om Christian Is regering som denne netop til brug mod Akselsønnerne lod optage. Han stævnedes nu i rette for rigsrådet i Kbh.; men her kom det til et så skarpt sammenstød med kongen at F. måtte flygte ud af landet til Lübeck hvis borgmestre og råd med påfældende iver antog sig hans sag. To gange afviste han et tilbudt lejde som utilstrækkeligt betryggende; imidlertid inddroges nu også hans egne forleninger og private godsbesiddelser. Maj 1469 lykkedes det omsider stæderne at skaffe ham et tilfredsstillende lejdebrev, og ved forhandlinger i Kbh. aug.-sept. s.å. søgte deres sendebud at mægle, men længe uden held.

Først da ikke blot rigsrådet, men endog dronningen, som i kraft af et vist åndsfrændskab altid synes at have være F. gunstigt stemt, gik i forbøn for ham, tog kongen ham til nåde. Ved det senere fuldbyrdede forlig fik han kun sit private gods, derimod ikke sine forleninger tilbage. Trods ikke få gådefulde punkter i hans historie tør man gå udi fra at han selv ikke har været uden skyld i sin skæbne; skønt ofte særdeles veltalende formår hans selvforsvar dog ikke at skjule hans intrigante karakter. Om hans usædvanlige finansielle og politiske dygtighed og i forhold til omgivelserne høje dannelsestrin kan der ikke være tvivl. I Det kgl. bibliotek findes et plattysk verdenskrønikehåndskrift som har tilhørt ham. Det indeholder en farvelagt våbentegning af Frillevåbnet på forsatsbladet. – Hans arkiv er bevaret gennem svigersønnen Bent Billes arkiv. Det er næst efter Johan Oxes arkiv vort største og mest alsidige adelsarkiv fra 1400-tallet.

Familie

Forældre: slotsfoged i Ribe Christiern Frellavsen (død 1418; gift 1. gang med ubekendt) og Ermegard Eggertsdatter Altena (antagelig død senest 1415). Gift ca. 1431 med Anna Jul (af Sønderjylland), død tidligst 1465, d. af borgmester i Flensborg Iver J. (død tidligst 1421) og Bertha Tymmesdatter Limbek (død tidligst 1412).

Bibliografi

Hanserecesse, navnlig 2. Abt. VI, Lpz. 1890 214-20. Repertorium diplomaticum III–IV, udg. Kr. Erslev 1906– 12; 2. r. I-III VIII-IX, udg. Will. Christensen 1928-39. Missiver fra Chr. Is og Hans's tid I–II, 1912-14. -Danm.s adels årbog IX, 1892 153f. W. Mollerup i Hist. t. 5. r. V, 1885 1-63; VI, 1886-87 527-30. Will. Christensen: Unionskongerne og Hansestæderne, 1895. Samme: Dansk statsforvaltn., 1903 (fot. optr. 1974). Vilh. Lütken: Bidrag til Langelands hist., 1909 59-65 88. Thelma Jexlev i Hist. medd. om Kbh., 1961 28-35. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig