Egidius v.d. Lancken, Ægidius v.d. Lancken, 17.8.1580-15.11.1631, gottorpsk overhofmester, gehejmeråd. Død i Preetz, begravet i Kiel (Nikolai k.). v.d.L. tilhørte en uradelig rügensk slægt som var udbredt i Mecklenburg og Pommern, og han kom til Gottorp med sin far. Efter forældrenes død tog enkehertuginde Christine sig af hans opdragelse; han gik i Bordesholmgymnasiet og studerede siden i Tübingen (immatrikuleret 1598), Frankrig og Padova. 1604 blev han råd og kammerherre hos ærkebiskop Johan Frederik af Bremen, senere amtmand i Cismar, Neustadt og på Femern. 1616 valgtes han til domprovst i Lübeck og fik s.å. bestalling som hertug Frederik III's overhofmester (et nyt, for ham oprettet embede) og gehejmeråd, samtidig med at han beholdt sine bremenske embeder. 1622 blev han tillige amtmand i Kiel og Bordesholm, 1625 klosterprovst i Preetz, 1629 (ifølge J. Moller) amtmand i Gottorp. Han var i kraft af sine embeder den ledende personlighed i gottorpsk hof- og finansforvaltning og havde også en afgørende indflydelse på hertugens udenrigspolitik. Han ville hævde Gottorps selvstændighed over for den danske konge i nær tilslutning til kejseren og blev derfor snart ilde lidt af Christian IV. Da han 1617-21 søgte at få hertugens bror Adolf (1600-31) gjort til koadjutor i Bremen i stedet for kongens søn Frederik, skrev kongen (1620) om ham: "Den Ægidius regerer alt Spillet. Hvorhen han inklinerer, derved bliver det".
Efter kongens valg til kredsoberst i den nedersachsiske kreds 1625 betonede v.d.L., at kredsdefensionen ikke skulle forstås som rettet mod kejseren; da krigen kom, stræbte han efter evne at holde de gottorpske lande uden for den og at mægle mellem konge og kejser. I dette øjemed drog han okt. 1626 til J. T. Tilly og fik 1627 kurfyrsten af Sachsen til at overtage mæglerhvervet. 1628 indlod han sig i forhandlinger med A. v. Wallenstein, hvem han bl.a. var villig til at give ret til skibsbygning i Frederiksstad, og bidrog til at få fredsmødet i Lübeck i stand. Her mødte han som leder af de gottorpske befuldmægtigede, og skønt kongen, mod de danske rådsforhandleres ønske, arrigt afviste hans bona officia, fik han hemmelige underhandlinger i gang mellem Wallenstein og danskerne og havde sikkert en ringe andel i den endelige fred. Kongens nåde vandt han dog aldrig trods både hertugens og de danske råders mellemkomst; flere år efter hans død gav Christian IV udtryk for sit usvækkede had. Sin herres nåde bevarede han derimod til det sidste i fuldt mål, skønt han skal have været forhadt af almuen for sit "tyranniske faraoniske" regimente. Med sin 2. hustru kom han, dog vistnok ikke uden skyld fra hendes side, i bitter strid; hun flygtede fra ham og fik ved den påfølgende proces hans gods Stocksee sekvestreret (1630). Han døde barnløs.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.