Eigil Nielsen, Eigil Hans Aage Nielsen, 16.8.1910-8.12.1968, palæontolog. Født i Kbh, død i Gentofte, begravet Mariebjerg kgd. N. blev student fra Sorø 1929, mag.scient. 1935, dr.phil. 1942, var på studieophold i Stockholm 1931-32, 1933 og 1935-36. Han fik personlig bevilling på finansloven 1941, var inspektør ved universitetets mineralogiske (nu geologiske) museums palæontologiske afdeling 1.3.1946, afdelingsleder sst. 1.4. 1958 og lektor i vertebratpalæontologi ved Kbh.s univ. fra 1957. Straks efter sin immatrikulation gik N. i gang med at studere naturhistorie og hurtigt kom han på Zoologisk museum under indflydelse af vor store echinodermspecialist, Th. Mortensen. Hans første videnskabelige afhandling fra 1931 omhandlede recente slangestjerner. Bestemmende for N.s videre skæbne blev imidlertid hans deltagelse i Lauge Kochs tre-års ekspedition til Østgrønland. Sommerarbejdet 1931 førte ham sammen med den svenske vertebratpalæontolog G. Säve-Söderbergh som arbejdede i aflejringer fra Devon-perioden på Celsiusbjerget på Ymerøen, stedet hvorfra ekspeditionen hjembragte et stort materiale af overgangsformer mellem fisk og padder, de såkaldt "firbenede fisk". En del af den følgende vinter tilbragte N. i Stockholm hvor han med professor Erik Stensiö som vejleder faldt ualmindelig godt til i en gruppe unge forskere der arbejdede med vertebratpalæontologiske emner som i væsentlig grad var baseret på materiale fra Østgrønland. Opholdet i Stockholm førte hans næste afhandling om fiskerester fra perm og karbon med sig. 1932-33 overvintrede N. på Eskimonæs i Østgrønland. Denne gang koncentrerede han sig om indsamling af ammonitter og vertebratforsteninger af permisk og triassisk alder ved Kap Stosch hvor han tillige gennemførte et fremragende geologisk opmålings- og kortlægningsarbejde. Efter tilbagekomsten tilbragte N. de næste tre år i henholdsvis Stockholm, hvor han gik i gang med undersøgelsen af materialet af trias-fiskene, og i Kbh. hvor han 1935 tog magisterkonferens i zoopalæontologi. 1936 rejste N. igen til Østgrønland med Lauge Koch. Han vendte først hjem 1939, nu som medlem af Eigil Knuths og Ebbe Muncks Nordøstgrønlandsekspedition med Gamma. Han havde udviklet sig til at blive en fremragende ekspeditionsmand, bjergbestiger, fossiljæger og slædekusk.

Efter tre års friluftsliv som feltgeolog på rejse gik N. derefter ind i en intens videnskabelig bearbejdelse af trias-fiskene, et arbejde der fortsatte indtil hans tidlige død. Resultatet af denne indsats er nedlagt i tre monumentale afhandlinger, hver især på flere hundrede sider. Jævnsides med bearbejdelsesarbejdet der holdt ham fangen om vinteren fortsatte han som ekspeditionsdeltager. I denne egenskab var han atter i Østgrønland 1946 og 1955, nu som deltager i G. G. U.s (Grønlands geologiske undersøgelses) feltarbejdssæsoner, ind imellem deltog han i Dansk Pearyland ekspedition 1947. – Hans enorme viden om trias-fiskene og hans fortrinlige ekspeditionsegenskaber førte til at han 1950 deltog i den 3. centralasiatiske ekspedition til Himalaya og 1953 selv gennemførte en ekspedition til Sydafrika og Madagascar. På hjemvejen fra denne besteg han Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro. I årene 1960-61 og igen 1961-62 ledede han de thai-danske ekspeditioner til Østen. – Endelig nåede han som en sygdomsmærket mand endnu en gang at gense "sit kongerige" Kap Stosch-området i Østgrønland med nogle af sine elever 1967. – Under N.s utrættelige arbejde voksede universitetets geologiske museums samling af fossile hvirveldyr til en anselig størrelse. Fra Østgrønland, Himalaya og Madagascar havde han hjembragt store samlinger af trias-fisk. Fra Siwalik-formationen i Indien hentede han betydelige samlinger af fossile pattedyr og i vort hjemlige moler foretog han i en årrække omfattende indsamlinger af forsteninger, således at museet i dag rummer en af de rigeste eocæne fiskesamlinger der overhovedet kendes. N. blev grundlæggeren af den prækvartære vertebratpalæontologi i Danmark og med sin udnævnelse til lektor i faget 1957 tillige en højt værdsat universitetslærer. Hans undervisning var omhyggeligt tilrettelagt, og hans studenter fik en inspirerende og alsidig uddannelse såvel på det tekniske område som mht. tilegnelsen af videnskabelig metode. Selv står han som forfatter til ca. 70 afhandlinger. 1965 indvalgtes han i Det kgl. danske videnskabernes selskab. – Geologisk museums udadrettede virksomhed optog ham meget, og han ydede et stort arbejde'på dette område, skattet både som tilrettelægger, skribent og foredragsholder.

Familie

Forældre: cand.polyt. Hans Peder N. (1871-1921) og Ellen Kirstine Pedersen (1883-1971). Gift 11.12.1943 med Anna Birgitta Elisabeth Wettergren, født 7.1.1912 i Stockholm, død 27.8.1973 i Glostrup, d. af fh. öfverintendent ved Nationalmuseet, dr.phil. Karl Erik Wilhelm Frederik W. (1883-1961) og Ellen Ahlberg, f. Nisser.

Udnævnelser

F.M.2. 1935.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Tove Birkelund i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1969 217-21. Chr. Poulsen i Oversigt over vidensk. selsk.s virksomhed 1968-69 101-08 (heri bibliografi). S. E. Bendix-Almgreen i Dansk geologisk foren.s årsskr. 1969, 1970 87-96 (heri bibliografi).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig