Einar Utzon-Frank

Einar Utzon-Frank, Aksel Einar Utzon-Frank, 30.3.1888-15.7.1955, billedhugger. Født i Kbh. (Frbg.), død i Asserbo, Melby sg., begravet i Kbh. (Vestre). U.-F. uddannede sig oprindelig som maler, var i lære, gik på Teknisk skole hos H. Grønvold og søgte 1907-08 Kunstnernes studieskole. 1906 blev han imidlertid optaget på kunstakademiet under billedhuggeren C. Aarsleff, men gik her kun ét semester. Nok så betydningsfuldt var at han her traf den fem år ældre Kai Nielsen og sammen med ham lejede et atelier på Frbg. Deres nære venskab varede kun få år men fik grundlæggende betydning; det var især den moderne franske skulptur som i disse år blev købt til glyptoteket der optog dem. Hans første arbejder står således i gæld til C. Meunier. Han var også med i kredsen omkring Aksel Jørgensen og Carl Jensen, bidrog til udgivelsen af det satiriske tidsskrift Gnisten 1907-08 og udstillede 1909 på De Trettens udstilling. Allerede inden da havde han udstillet på både Kunstnernes efterårsudstilling og Charlottenborg og modtog nu flere stipendier som muliggjorde studierejser til udlandet. Først til Paris 1908, og 1912-13 den skelsættende rejse til München, hvor han mødte den græsk-arkaiske kunst som gjorde et stærkt indtryk på ham, ligesom renaissancens skulptur i Firenze. Videre til Rom, Napoli og Paestum, for så at tilbringe vinteren i Paris.

U.-F. slog sit navn fast med en række kvindestatuer, bl.a. Afrodite, 1914 (i bronze på Statens museum), Afrodites hoved (Nationalmuseum, Stockholm; Nasjonalgalleriet, Oslo m.fi.) og Atalante, 1919 (rådhushaven, Århus). Den netop opståede interesse for nyklassicisme blandt danske arkitekter i denne periode har været nævnt som forudsætning for disse arbejder, men tjener kun delvis som karakteristik. Med deres langstrakte former og komplicerede, ja ufri stillingsmotiver synes de snarere at have hentet inspirationen i 1500-tallets fransk-italienske manierisme. Disse træk, som er fælles med samtidens franske dekorationsstil art-déco, kommer tydeligere frem i det lille format. De statuetter han udførte i disse år lever fuldt op til samtidens smag og hans egne krav om en rendyrket æstetik. Den tilstræbte forenkling var ikke, som man kunne forvente kubismen, der endnu ikke var slået igennem i dansk skulptur. Med U.-F.s hidtidige produktion følte man alligevel at det var den moderne kunst der holdt sit indtog på akademiet, da han 1918, kun 30 år gammel, overtog Aarsleffs professorat, hvad der kom til at danne optakten til de bevægede år i kunstakademiets historie omkring 1920 hvor det endelige opgør med 1800-tallets akademiske normer fandt sted. – Det viste sig hurtigt at U.-F. havde glimrende pædagogiske evner. Det kendetegner hans elever at de selv følte de havde udbytte af undervisningen, og sammenligner man dem er det karakteristisk, at det er deres individuelle talent og særpræg der er hjulpet frem. Hans visioner om akademiets organisation som med tiden i vid udstrækning blev indfriet, førte først til et samarbejde med lederen af dekorationsskolen Joakim Skovgaard som han havde kendt fra barn. Hans tillidshverv på akademiet blev talrige; 1918 blev han medlem af akademirådet og han var 1925-28 akademiets direktør.

Med den position U.-F. således havde vundet, blev hans arbejder regelmæssigt vist på officielle udstillinger af dansk kunst i udlandet. Hans egen produktion synes nu at gå i retning af monumenter. 1919 foreslog han en statue af Christian II til opstilling på Amagertorv, og 1924 en af Frederik II til Kronborg. Som forslag til Kbh.s vartegn, Kbh.s havn, udformede han en Pegasus' fødsel. 1924 blev Dantesøjlen, kronet af Beatricefiguren, afsløret i Kbh. Da var også sarkofagerne i marmor for Frederik VIII og dronning Louise opstillet i Roskilde domkirke. – I kolossalstatuen Slangedræberen, 1924 (bronze, Kbh.s politigård) udtrykker U.-F. sig stadig i en klassicerende manierisme. I denne figur synes han stilistisk at foregribe den patos som bliver kendetegnende for billedhuggerkunsten i 30ernes europæiske diktaturer, men snart får hans arbejder mere præg af den nationale tradition. Således Dødens engel, 1929 (granit) over hovedindgangen til Søndermarks krematorium. Sammenhængen mellem arkitektur og skulpturel dekoration var han sig stærkt bevidst og løste flere opgaver af denne art, Menneskets aldre, 1926-28 i festsalen på Borups højskole. Til udsmykningen af "Stærekassen" som blev en storstilet manifestation af alle kunstarter bidrog U.-F. med seks facaderelieffer 1930-31. – Hans sidste større arbejder var alle meget krævende. Rekonstruktionen af A. C. Lamoureuxs rytterstatue af Christian V på Kongens Nytorv, 1940-41; omtrent samtidig monumentet over Bertel Thorvaldsen som han livet igennem havde følt sig i gæld til, udført i bronze til gården ved Charlottenborgs udstillingsbygning (nu flyttet). Og endelig Christian X til hest (bronze, Skt. Annæ plads i Kbh., afsløret 26.9.1954. – U.-F. har i tidens løb udført ikke så få portrætbuster, adskillige af sin egen familie. Også hans fremragende tegninger skal nævnes, da denne disciplin blevet taget op af hans elever. – En af hans skitser til et monument for H. C. Andersen er efter hans død realiseret af hans elev Henry Luckow-Nielsen. Ud over de allerede nævnte arbejder er U.-F. repræsenteret i følgende offentlige samlinger: Kunstindustrimuseet, museerne i Odense og på Koldinghus, Bergens museum, Albertinum i Dresden, Stedelijk Museum i Amsterdam, museerne i Brighton og Rio de Janeiro.