Elna Ørnberg, Elna Eleonora Fobian Ørnberg, 20.3.1890-18.3.1969, solodanser, koreograf. Født i Kbh. (Johs.), død i Madrid. Ø.s skæbne blev tragisk, og hendes liv en tilværelse med store udsving. I de første tredive år af dette århundrede var hun en af de betydeligste kunstnere ved Den kongelige ballet med en position både som danser og instruktør. De sidste tyve år af sit liv tilbragte hun i frivillig landflygtighed i Spanien, til slut med et nedbrudt helbred. Hun blev antaget ved Det kongelige teaters balletskole 1897 og gjorde sig allerede som barn bemærket i børnedansen af Elverhøj og som Amor i Amors og Balletmesterens Luner. På voksenskolen fik hun blandt andre Hans Beck og Valborg Borchsenius som lærere og blev således sikkert skolet i Bournonville-stilen. Hun debuterede 15.2.1907 som den gode fe i Harlekins Millioner og placerede sig hurtigt og sikkert i førstegeleddet. 1910 blev hun solodanser, og hun var frem til midten af 1920erne ballettens ubestridte førstedanser på kvindesiden. Hun dansede de blide Bournonville-partier fra Sylfiden, 1913 til Ragnhild i Brudefærden i Hardanger, 1913, men virkede stærkere i partier hvor hun kunne farve karakteren med sit temperament. Hun var en ildsprudende Birthe i Et Folkesagn, 1914, sydlandsk og koket som Rosita i Fjernt fra Danmark, 1915 og som Maria i Toreadoren, 1929 og havde tragisk nerve som Kirsti i Brudefærden i Hardanger, 1929. Ø. dansede et større Bournonville-repertoire end nogen anden i sin generation, og hendes Bournonville-dans var ren i stilen, men hun rakte videre end til den danske ballettradition. Hendes stærke brillantteknik og personlighedsprægede sind gjorde hende til en spændende Svanilda i Coppelia som hun gæste-dansede med på den store opera i Paris, og også i London og Berlin hentede hun succes. Til hendes væsentlige partier hørte også Sylvia, og i det nyere repertoire skabte hun erotiske kvindeskikkelser i Pierrettes Slør, 1911 og Scaramouche, 1922.

Ø. var blandt de dansere der søgte videreuddannelse hos Mikhail Fokin da han opholdt sig i København, og i det hele interesserede hun sig for en fornyelse af balletten som i 1920erne havde svage år. Hun var spændende som Tabor i Emilie Walboms En Nat i Ægypten, 1918, efter Fokin, og som koreograf havde hun succes med nogle populære, men hurtigt glemte værker som Strauss i Paris, 1932 og dansene til Tycho Brahes Drøm, 1924. Selv om Storm P.-balletten Benzin, 1930 ikke blev nogen succes forsøgte hun sig dog med denne ballet som den første herhjemme i den moderne barokke retning, og hun assisterede George Balanchine da han i sæsonen 1930-31 satte to forestillinger op med Den kongelige ballet. Hun forsøgte sig som skuespiller med Solveig i Peer Gynt, 1913 og som prinsessen i Der var engang, men uden større succes. Fra 1928 til hun tog sin afsked i 1933 fungerede Ø. som instruktør. Under besættelsen viste hun sammen med sin mand Leif Ørnberg sympati for nazismen. I 1946 blev hun idømt to et halvt års fængsel for medvirken i et par nazistiske hørespil og i de nazistiske ugerevyer, og hun blev frataget sin pension. Sidst i 1940'erne slog hun sig ned i Madrid hvor hun underviste og virkede som instruktør.

Leif Ørnberg blev uddannet ved Det kongelige teaters balletskole. Han blev danser 1923 og solodanser 1930. Han var en smuk, maskulin og blond danser der var selvskreven til de romantiske ynglinge fra James i Sylfiden, 1931 til junker Ove i Et Folkesagn, 1931. Men han viste også karakter i moderne partier. Han var officeren i Kjeld Abells og Børge RalovsEnken i Spejlet, 1934 hvor balletten gik nye veje, og da Balanchine virkede på Det kongelige teater 1930-31 dansede L. Ø. som den første i Danmark Apollon, 1931 og var også mølleren i Den Trekantede Hat, 1930. Under besættelsen var han medlem af Landstormen og fungerede som vejleder og instruktør ved optagelsen af propagandafilm og nazistiske hørespil. For disse forseelser idømtes han 1946 fem års fængsel og fik samtidig sin afsked fra teatret uden pension. Sammen med sin hustru slog han sig ned i Spanien hvor han levede og underviste til sin død.

Familie

Adoptivf.: sekretær, exam.jur., senere bureauchef i rigsdagen Axel Lauesgaard (1870-1944) og Joachimine Beate Emilie Fobian (1866-1935). Gift 1. gang 3.7.1910 i Kbh. (Slotsk.) med direktør Erik Jørgen-Jensen, født 17.10.1885 i Kbh. (Frels.), død 8.1.1958 på Skt. Lukasstift., Hellerup (gift 2. gang 1929 med Rigmor Riisager, født 1902), s. af grosserer Johannes Immanuel Jensen (1853-86) og Julie Emma Nicoline Muus (1855-1938; gift 2. gang 1897 med arkitekt Fritz Anton Peter Koch, 1857-1905). Navneforandring 24.8.1910. Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 30.5.1932 med solodanser ved Det kgl. teater Johannes Leif Ø., født 28.12.1904 i Kbh., død 21.2.1977 sst., s. af vinkyper Edouard Louis Peter Ø. (1871-1927) og Alma Martine Knudsen (1885-1972).

Udnævnelser

Ingenio et arti 1922.

Ikonografi

Statue på danserindebrønden af R. Tegner, 1913 (Helsingør), udkast 1910. Statuette af Thod Edelmann udst. 1912. Silhouet af Kirsten Wiwel, 1924 (Kgl. bibl.). Tegn. af E. Sadolin, 1932 (sst.). Karikatur af Sven Brasch (sst.). Statuette af Axel Locher (Teatermus.). Tegn. af Vald. Andersen og rolletegn. af Gerda Wegener. Foto (Kgl.bibl.; Teatermus.; Det kgl. teaters arkiv og bibl.).

Bibliografi

Carl Behrens: Elna Jørgen-Jensen, 1917. Den kgl. da. ballet, red. Sv. Kragh-Jacobsen og Torben Krogh, 1952. Sv. Kragh-Jacobsen i Berl. tid. 27.3.1969.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig