Elna Lassen

Elna Lassen, 27.8.1901-19.9.1930, solodanser. Født i Lyngby, død i Kbh., begravet i Solierod. Fra sit ottende år fik L. sin uddannelse på balletskolen på Det kgl. teater, særlig under Valborg Borchsenius' vejledning. Hun røbede evner langt ud over det almindelige og ansattes 1918. Da hun følte trang til videre udvikling drog hun 1921–24 udenlands for at lære bl.a. hos Mikhaíl Fokin, og da hun kom tilbage blev hun solodanser (1.2.1925), efter at hun under megen hyldest havde vist sin lyse kunst som Svanilda i Coppelia. Hun var da hærdet i Fokins skole, fuldendt ikke mindst ved sin tåspidsteknik som hun lærte hos russeren Tarasov, og hun havde sejre på store amerikanske scener bag sig. Hendes dans var fuglelet, både sart og stærk, orkidéagtig i sin ynde, mens hendes mimik indskrænkedes til enkelte pikante udtryk der skjulte, at ansigtet ikke var regelmæssig smukt. Moderne ballet interesserede hende mere end klassisk dans, men hun havde dog også succes i August Bournonvilles arbejder, fx som Céleste i Toreadoren, grækerinden i Valkyrien og Teresina i Napoli hvor hendes ansigt i øvrigt ikke passede til den romantiske fiskerpige. Men skønne billeder af en egen luftig tone skabte hun fx i Den lille Idas Blomster, Chopiniana, Petrúsjka, Farvespil, Kysset og som wienervalsens ånd i Flagermusen hvor Max Reinhardt beundrede hende. På højden af sin kunst, ombølget af hyldest fra alle sider, men knuget af privat sorg, forkortede hun sit liv just som hun under vejledning af Reinhardt, der lod hende optræde på Deutsches Theater i Berlin (maj 1930), var i færd med at forberede sig en fremtid på verdensscenerne. Hun dansede sidste gang i sommeren 1930 under en gæsteoptræden på Scala i Rosen og Sneen, en scene med sange i revuen "Punktum-Finale!" Hendes tragiske død for egen hånd vakte stor medfølelse. Teatret gav en forestilling til hendes ære, og indtægten anvendtes til et mindesmærke af Gerhard Henning 1934.