Emil Aarestrup, Carl Ludvig Emil Aarestrup, 4.12.1800-21.7.1856, forfatter. Emil Aarestrup fik en særpræget opvækst og ungdom som kom til at bestemme hele hans liv. På hjørnet af Store Kongensgade og den nuværende Fredericiagade boede den velstående urtekræmmer Rasmus Aagaard som kaldte sig te- og porcellænshandler. I huset boede justitsråd Friedrich Christian Sprein som havde været inspektør ved enkedronning Juliane Maries hof i Fredensborg. Han havde her som fuldmægtig haft Jørgen Aarestrup der stadig kom hos den gamle Sprein. Den unge, vindende og vindige Aarestrup blev gift med Rasmus Aagaards datter, Sophie Charlotte som han skulle have et barn med. De unge blev boende i huset. Sprein oprettede testamente til fordel for Jørgen Aarestrup. Det forventede barn, en søn, blev opkaldt efter justitsråden, men døde som ganske lille. 4. dec. 1800 fødtes Emil Aarestrup; 5.9.1802 den tredje og sidste søn, atter opkaldt efter Sprein. 1805 fik Jørgen Aarestrup omsider en beskeden stilling som postkontrollør. Fra 1807 levede han adskilt fra sin hustru, 1808 døde han, forgældet. Emil Aarestrups mor døde kort efter. Sprein ændrede sit testamente; hans husholderske gennem mange år, Marie Møller, som havde været kammerjomfru hos enkedronningen, blev enearving. Sprein indsatte i overformynderiet 7000 rigsdaler hvoraf hun skulle nyde renterne til sin død; derefter tilfaldt summen de to forældreløse drenge. Jomfru Møller skulle påtage sig opdragelsen af Emil, og da Sprein døde tre dage efter det nye testamentes oprettelse flyttede hun straks med drengen til hjørnet af Pilestræde og Antonigade.

Emil forberedtes til realeksamen i J. N. Basedows institut i Pilestræde, indtil 1813. Han blev derefter indtil 1816 ansat som volontør på kontoret ved det militære medicinalvæsen. Efter morfaderen, som døde i august 1814, arvede Emil Aarestrup en sum penge. Han begyndte 1817 at læse til studentereksamen, undervist af fhv. adjunkt Christian Spengler; efter eksamen 1819 indlogerede han sig hos sin lærer der boede Fiolstræde 16. Spengler døde sept. 1821; marts 1822 fødte hans enke, Luise Spengler, en datter, Cornelia, som Emil Aarestrup var både fadder og far til. Han blev boende i huset til 1826.

Med syv år i Store Kongensgade, 11 år i Pilestræde og syv år i Fiolstræde havde Emil Aarestrup tilbragt et kvart århundrede i den indre by som forblev hans København. Det var her han blev digter, elsker og læge. Vers skrev han fra han var fjorten, og han var sytten da han i et digt, En Stedmoderblomst, tungsindigt så tilbage til de år hvor han og kammeraterne var så muntre og glade, "i Grønningen sprang og leged med Lyst, / Og voved et Kys, og voved en Dyst": uskyldige små var vi; som store har vi nu større synder på samvittigheden. Fra Pilestræde kunne St. Kongensgadetiden altså se ud som det tabte paradis. I et langt senere, udateret digt, Kjøbenhavnske Minder, begynder Emil Aarestrup nostalgisk med at fremmane Kastellets bastioner, den ufuldførte Marmorkirke, Kongens Nytorv og Gammelholm: "Gamle Minder, gamle Vunder/ Springe op, og bløde tidt". Centrum for den lille drengs verden var morfaderens butik. I et brev af 11.4.1844 erindrer han om at "min Bedstefader var Urtekræmmer eller dog idetmindste Theehandler, og at mine Drengeaar tildeels have været paavirkede af Urtebodens sødmende, kryderagtige fidtede Atmosphære".

Overgangen til Pilestræde fulgte tæt på forældrenes død. Som Adam Oehlenschläger havde sukket at "tidligt misted jeg min Moder" kunne Emil Aarestrup i digtet Dyre-haugen trøste en lille fyr der var blevet borte fra far og mor: Vi vil finde dem: "Selv misted jeg min Fader og Moder, som du / En syvaarig Stakkel, og jeg leder endnu". Huset i Pilestræde ejedes af kamfabrikant Cathala der var af fransk afstamning. Her var tre døtre. Den ene, Emilie, hvori Emil fandt sin jævnaldrende navnesøster, fængslede ham, dæmonisk; i et Nytaarsvers 1818 vil han røbe hende "den mørke Hjertegaade" som han bærer på. Mange år senere, i Dyrehaugen genser han bevæget, bag et enkeslør, sin Emilie.

Der var også andre piger i kvarteret, som Inger Marie Zimmer, datter af urtekræmmer Zimmer, Pilestræde. Han sværmede for hende i fem år; i Serenade ytrer det unge menneskes elskovstrang sig, med mindelser fra Schack v. Staffeldt, som stormende længsel, hjertet er en natviol der kun tør betro natten sin smerte, pigen er utilnærmelig. Denne ungersvend er stille, melankolsk, en sorgens sanger, elegiker. Men også bevidst om synden (En Stedmoderblomst) og nåden der kaldes på i digte o. 1819. Emil Aarestrup henvender sig "Til Gud" for at bede ham om styrke til "en stor, begeistret Daad". I Længsel ser han sig, bevidst om sin kunstneriske evne, frem til den salige stund da han skal stå sin prøve: "Dødstimen? – Hjelp mig, Herre, naar den kommer, / O vær, for Jesu Skyld, en naadig Dommer".

Her op mod 1820 skete det at Emil Aarestrup fandt forløsning for sin smerte. Digtet Om min Muse fortæller os at fantasien gav ham erstatning for de tabte forældre. Og i natten lokker hun Himlens engle ned; men når de alt for jordiske engle hidser hans blod græder hun og ånder mat. Digtet vidner således om tidsalderens treklang af krop, sjæl og ånd. Den kunstneriske skaben er den sjæl der lutrer det hidsige begær, men som også løfter ånden mod Gud. "Jeg veed, hvis jeg snarligen døde, / – Jeg tænker saa ofte derpaa – / Da vilde i Graven hun møde / Og med mig til Himmelen gaa". I det samtidige digt, Lucca Signorelli, skildrede Emil Aarestrup kunstneren som overvandt smerten ved sin søns død idet han tegnede den dødes legeme, og "Døden gav ham Aand". I den udvidede form, som tryktes 1838, kaldes maleren dygtig: "Thi alt hvad Livet gav / Det greb han i sit Indre / Og skabte Skjønhed af". Ved synet af Luccas værk måtte alle prise "Himlens Almagt/ Og Konstens Hellighed".

Da Emil Aarestrup 1819 blev student og valgte at læse til læge forenede han fra begyndelsen det medicinske og æstetiske studium. Han fulgte Oehlenschlägers forelæsninger og var optaget af Charlottenborgs samling af gipsafstøbninger, og han hyldede Bertel Thorvaldsen da denne efter et besøg hjemme 1819-20 atter forlod København. Emil Aarestrup gav sig tid; han havde råd dertil, Marie Møller overlod ham renten af den båndlagte kapital; han brugte penge på køreture i Nordsjælland.

Hans niårige studietid lignede Søren Kierkegaards tiårige. Da Emil Aarestrup august 1824 blev forlovet med sin unge kusine lægger han i varme besværgende breve pres på Carolines sjæl for at frigøre hende fra huslige sysler og borgerlig moral, og da hun trodser konveniensen og bliver hans elskerinde "aabenbarede sig for mig det Guddommelige skjønnere end nogensinde før i mit Liv", som han skrev til hende 8.9.1825. To elskovsfuldes forening er frihedens hengivelse til "Alt hvad det Evige kan tilskikke" (26.1.1826). Dette var den lykkeligste dag i Emil Aarestrups liv. Han fejrede den i sommerhede bryllupshymner: Du søde Barn, saa længselsfuld og stille (1825) og O, var det Synd, at vi var ene? – uden "Præst i Pibekrave". Senere, under bortrejse, fremmaner han dette minde i brev til hustruen hvis favn han længes efter: når de samles igen "vil det ikke være som i vor Forlovelsestid? O den smukke, lykkelige Dag" (11.8.1832). Og da sølvbrylluppet nærmer sig ombølges i hans erindring deres bryllupsnat af et duftende rosenflor (4.9.1852). Det er her o. 1825 at Emil Aarestrups filosofi fik form. At tænke, lærte han sin forlovede, er "at indse Tingenes Sammenhæng" (15.11.1824); at besidde kunstnerisk smag er i fantasiens erindring at "genkalde hvad i Livet skønt har tildraget sig" (22.10.1825). Derfor kan han henrevet beskrive friske erindringer fra sine dissektioner af lig:

"Hvor stygt er ikke Cadaveret, saaledes som vi faaer det, smudsigt, hentæret, uskjønt; men naar Huden er borte, naar de enkelte Dele betragtes hver for sig; de røde, friske Kjødtrevler med deres fine, gjennemsigtige Hinder; Senerne, blanke som Sølv; Brusket paa Ledemodene, snehvide, glatte; det uendelig fine Net af Aarer, Pulsaarer og Nerver; og den beundringsværdige Sammenhæng, Forstanden kan opdage deri – o Caroline! et dødt Legeme indeholder en Skat af den højeste Skjønhed; man maa tabe sig i Beundring derover, som om man stod over for det fuldendeste Værk i Naturen. God Nat! Gud holde sin Haand over Dig" (10.4.1826).

Emil Aarestrups hymne til vor anatomis skønhed og hensigtsmæssighed rykker tanken tilbage til Niels Stensens Indledning til anatomiske demonstrationer. Samtidig foregriber disse i tiden enestående linier naturalismen og impressionismen.

Lægekunsten blev Emil Aarestrups mål for videnskab. Da han ansøger om at indstille sig til embedseksamen april 1827 anfører han at han har fulgt naturvidenskabelige forelæsninger i fysik hos H. C. Ørsted, i zoologi hos J. Reinhardt, i botanik hos J. W. Hornemann, foruden i medicin hos H.C.F. Schumacher, Sylvester Saxtorph, J. D. Herholdt, F. G. Howitz og Ole Bang. Emil Aarestrup bestod i juni eksamen med glans. Nu ville han giftes. Han åbnede praksis i Nysted hvor han skaffede sig bolig, løste kongebrev og blev viet i Trinitatis kirke af vennen, salmedigteren H. A. Timm.

Elleve Nystedår forløb med lyse og mørke stunder. Der kom hurtigt børn; en praksis voksede op, en vennekreds dannede sig. Emil Aarestrup købte hus på Algade, udvidede bygningen, og i botanisk begejstring forsynede han sin have der gik ned mod vandet, med træer og urter. Han blev læge for familien Raben på det nærliggende Ålholm som til hans glæde besad en broget botanisk park.

Det blev for Emil Aarestrup et digterisk opbrud da han 1832 ledsagede den jævnaldrende Amalie Raben på en kurrejse til Karlsbad. Mellem den erotisk modtagelige doktor og den dødssyge komtesse opstod et stille sværmerisk forhold som satte frugt i en tragisk suite af digte. Samtidig sendte Emil Aarestrup, hungrende, hustruen erindringsbilleder fra deres samliv: "Og du – naar Lyset er slukket, / Og du sover den første Blund, / Hvo kommer sagte i Stuen / og vækker og kysser din Mund?". Rejsen indledtes i maj, komtessen døde i august i Dresden; Emil Aarestrup var hjemme igen i september. Tidligt i 1833 kom Christian Winthers forlovede Sophie Hansen i huset hos pastor Isaac Sidenius i Øster Ulslev. Winther var træt af den forhastede forlovelse; Emil Aarestrup skrev til Sophie bedårende vers: "Der er en Trolddom paa din Læbe". Nytårsdag 1834 læste Aarestrup op af sine digte for Chr. Winther som "ør og fuld af Glæde" opfordrede Aarestrup til at lade dem trykke.

Flere kom til med et sværmeri for en jødisk købmandsdatter, Casse Hirsch. Her ved midten af trediverne fik Emil Aarestrup den tyske versvirtuos Friedrich Rückerts digte i hænde. Han lærte at bruge orientalske versemål; hans første makame var nok til Sophie Hansen: "Veninde! Du min Muses Elskerinde -[...] af alle mine Veninder du sødeste – hjerteblødeste – huldeste – sjælfuldeste etc." I en treklang af kunstfulde ghaseler fejrede han oktober 1836 tre veninder Sophie, Casse, Amalie. Den første trøster han som ven; den anden truer han med Guds straf til hengivelse; i den tredje ghasel beder han: "I Armene paa En, som døde, lad mig hvile!" – Af Rückert lærte Emil Aarestrup endelig den italienske ritornel. Botanikken hørte, som man så, til lægestudiet; Aarestrup udfyldte med faglig viden den klassiske ritornels skema: "Blomst af Salvien! / Om ogsaa mange kalder dig en Snerpe, / Dit lille Honninggjemme kender Bien."

Christian Winther pressede på for at få digtene fra Aarestrup, men først 30.9.1837 meddelte denne sin ven Chr. Petersen at han "nu endelig" har ekspederet sine poesier til Winther og er syg ved tanken om hvad denne mener om manuskriptets form og indhold (12.11.1837). I en udateret makame til Winther trygler han efter et Ord fra Dig, sødmet af Smiger!" Winther modtog øjensynlig et formet, altså tilrettelagt, manuskript, som han straks lod gå til C. A. Reitzel der allerede december 1837 (med trykkeår 1838) udgav Emil Aarestrups skelsættende Digte. Kompositionen er formålsbestemt. I et nyt digt påkalder Aarestrup læserens velvilje, men hævder derefter stolt, med Lucca Signorelli, kunstens hellighed.

1834 havde Winther især ønsket Emil Aarestrups romanzer. Aarestrup følger vinket og vil vinde læseren med fortællende poesier i livsbekræftende ånd: Fjeldspringet, Torsten og Trine, Havfruen, eller livsfornægtende: Bruden, Ulykken rammer alle. Enken. Den erotiske poesi er ægteskabelig: Gunløde eller humoristisk: Nord-expeditionen, Pastor Hugo; men efterhånden anslås dristigere strenge; "O, var det Synd, at vi var ene"; Til Nanna, med et par strømper hvis slappe skafter skal fange "alt det Fyldige og Smækkre" hos modtageren. Via 42 ofte erotiske Ritorneller føres læseren til en samling i samlingen, som har fået den træffende titel: Erotiske Situationer. Hvert af disse 51 digte afskærer nemlig sig selv som et maleri eller en skulptur. Der er i hver situation en mand og en kvinde, men medens han, med få udsving, er sværmende eller smægtende, tilhører hun vidt forskellige erotiske temperamenter. I den første, Paa Bjerget, er hun indladende, med flirtende øjekast: "Hvis der kan hexes, skeer det / Ved Hjelp af Øielaaget". Den samme, eller en ligeartet, optræden i de nærmest følgende tre digte. Andetsteds er der en meget distant dame, kølig som den decemberluft Kanefarten forløber i. Hun synes til stede i de to omgivende stykker. Klart udskiller sig de dominerende kvinder som forlanger og får elskerens slaveagtige underkastelse (En Soirée) eller skinsygt kræver at han ikke må have andre gudinder end hende: Det første Bud er placeret i en suite af lykkelige-ulykkelige situationer. En fjerde type er den urokkeligt trofaste som en mand kan leve og dø med: hun læner sig til platanen, hvis dryade og veninde hun vil være: "Jeg vilde skifte Barken / og tabe Løvet med dig – / Jeg vilde slumre Vintrens / Og Dødens Slummer med dig!" De sidste syv situationer hører sammen i en sygehistorie. Hun var en overjordisk ren og skæbneramt kvinde som først i dødsøjeblikket røbede sin lidenskab: hun kunne ikke mere tale, hun trykkede hans hænder til sit bryst, hendes vidtåbne øjne faldt på ham; de "Tilstod mig Alting, Alt!" (Det Sidste).

Det lå i tiden at klassificere kærlighedens og kvindenaturens varianter. Før 1838 Senancour: De l'A-mour, 1806, 1808, 1829; F. C. Sibbern: Om Elskov, 1819; Stendhal: De l'Amour, 1822; efter 1838 Søren Kierkegaard: Enten-Eller, 1843, og Stadier paa Livets Vei, 1845. Erotiske Situationer er, som de fleste poesier i Digte, øjebliksbilleder. En tidsdimension er lagt ind i romancen om Aturernes Grave: indianerfolket aturerne er udryddet, deres sprog findes kun i næbbet på en ældgammel papegøje.

Med i digtsamlingen kom ikke Tidlig Skilsmisse som også bringer et dobbeltsyn. En uforklaret duel bortriver en ung officer hvis adelige kæreste ved meddelelsen herom falder om "som knuset – Man finder intet Marmor / Deiligere strakt i Gruset". Årtier efter sidder hun, falmet, foran maleriet af ham hvis blik røber anelsen om tidlig bortgang. – Sådan bliver Emil Aarestrups kunst også i hans ypperste romancer til sansede situationer. Med rette beundrede han Oehlenschläger; mesterens plastiske formning af figurer får hos Emil Aarestrup en koncentration om den diminutive detalje, oftest af erotisk virkning: "Der er en Sjæl i denne Albu, / Gudindekraft i dette Knæ. / Selv Trykket af din lille Finger / Kan skabe Digtere af Fæ."

Efter elleve år i Nysted brød Emil Aarestrup op; i april 1838 flyttede han til Sakskøbing i håb om større praksis og livligere omgang. Han længtes dog stadig efter sit København som han besøgte en gang om året for at varme sin "forfrosne sjæl" (brev til Chr. Petersen 28.9.1841). Både for lønnen og anseelsens skyld ønskede han at blive embedslæge. 1844 søgte han forgæves at blive stiftsfysikus i Nykøbing Falster, og 1847 den tilsvarende stilling i Odense. Da denne post atter blev ledig 1849 opnåede han den, og her kom han til at virke indtil sin død syv år senere. Hans egenhændige årlige indberetninger om de i stiftet forekommende sygdomme, samt fysiokatets kopibog, vidner om embedsmandens pligtopfyldende flid.

Tilstanden var en lidt magelig resignation. Af en livlig korrespondance med en studiefælle, over-medicus ved Almindelig hospital, S. M. Trier, fremgår det at Emil Aarestrup søgte at følge med i lægevidenskaben. I et brev af 25.4.1855 skriver han: "Jeg lever et Stilleben her i det lille Odense med næsten 13.000 Indvaanere. Mit Liv har mere Comfort, end da jeg Dag og Nat rakkede om paa lollandske Bøndervogne. Men aandelige Sammenstød ere ligesaa sjældne her som der, og Svingningerne, jeg derved skulde sættes i, udeblive. Jeg har maaskee i videnskabelig Retning udviklet mig lidt meer i de senere Aar, og behøver ikke saa fuldkomment at slaae Øinene ned, naar jeg igien skal have den Fornøjelse at tilbringe en Morgentime i din Sopha, som tidligere" (Tilskueren 1914, II, 247). Poesierne var faldet sparsomt efter 1838. Fra 1850 stammer: Naar jeg i Eenrum færdes og den dybt savnede – vel Amalie Raben – kommer til ham. "Frigjordt, men ei forandret" vil hun, som "Dantes Beatrice" ham "Himlens Engle og Saligheden vise". Vi genser her Emil Aarestrups forestilling om skønheden som vejen til Paradiset der åbenbarede sig 30 år tidligere i digtet Om min Muse. Det bekræfter sig at Aarestrup til det sidste hørte hjemme i sin tidsalders platoniske idealisme.

Familie

Emil Aarestrup blev født i København (Nic.), død i Odense, begravet samme sted. Forældre: postkontrollør ved Østerports toldkammer Jørgen Voigt Aarestrup (1775-1808) og Sophie Charlotte Aagaard (ca. 1775-1808). Gift 21.10.1827 i København (Trin.) med Caroline Frederikke Aagaard, født 28.2.1808 i København (Garn.), død 1.1.1897 i Vejle, datter af urtekræmmer Carl Frederik Aagaard (1780-1807) og Elisabeth Susanne Lange (1780-1866, gift 2. gang med komsumptionsskriver ved Østerports toldkammer Ludvig Anthon Julius Koefoed Dorscheus, 1778-1820).

Ikonografi

Tegning af Aug. Schiøtt, 1847 (Fr.borg), efter denne litografi af P. Gemzøe og i gruppebillede af danske digtere af A.M. Petersen, 1848. Afbildet i lignende digtergruppe tegnet af Simonsen (Fr.borg). Radering af Pietro Krohn, 1863, efter foto, efter samme træsnit af bl.a. H.P. Hansen 1870 og senere. Træsnit af H.P. 1891. Afbildet på maleri af V. Neiiendam udstillet 1944 og 1956. Medalje af Arnoff Thomsen, 1950. Relief af samme udstillet 1953 (til monument i Nysted). Foto. – Mindetavler Fredericiagade 33, København, og på hans huse i Sakskøbing og i Nysted.

Bibliografi

Bibliografi. Georg Nygaard: Emil Aarestrup. Bidrag til en bibliografi, 1918 (m. biografisk indledn.). Udg. Digte, 1838. Efterl. digte, udg. Chr. Winther og F. L. Liebenberg, 1863. Digte, udg. Oluf Friis I–11, 1918 (ny udg. 1962). Saml. skr., udg. Hans Brix og Palle Raunkjær I-V, 1922-25 (fot. optr. 1976, heri noter som bd. VI).

Kilder. Breve til Christian Petersen, udg. Morten Borup, 1957.

Lit. [H. F. Grandjean:] Stamtvl. over familien Aarestrup, 1897. Hans Brix: Emil Aarestrup I–II. 1952 (II breve til Caroline Aarestrup). Hans Henrik Jacobsen: Emil Aarestrup, stiftsfysikus i Odense 1849-56, 1975. Keld Zeruneith: Den frigjorte, 1981 (heri ajourført bibliografi).

Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig