Emil Dam, Carl Frederik Emil Dam, 2.5.1863-27.1.1915, apoteker, farmacihistoriker. Født i Kbh. (Garn.), død i Tårbæk, begravet sst. D. var discipel på Svane apotek, Kbh. fra 1878 til medhjælpereksamen 1882. Han blev cand. pharm. 1885. Efter forskellige ansættelser bl. a. 21 år på GI. torvs apotek, Kbh. blev D. 1910 apoteker i Tårbæk indtil sin død 1915. D. havde alsidige interesser; fra sine unge år engagerede han sig i det kollegiale arbejde. Han var medlem af bestyrelsen for Famaceutisk medhjælperforening fra 1891-1903, de to sidste år formand. Endvidere var han 1898-1902 redaktør af foreningens blad Farmacevtisk Tidende. Netop i den tid da D. var aktiv fagpolitiker skete meget afgørende forbedringer i famaceuternes sociale forhold. D. var også dommer i den farmaceutiske voldgiftsret 1897-1904 og 1896-1915 medlem af repræsentantskabet i Det pharmaceutiske understøttelsesselskab. 1911 udvævntes han til æresmedlem af Sveriges Farmacevtiska foreningen. Hans interesse for det musiske gav sig udslag i arbejde med musikhistorie og aktiv udøvelse af spil på gamle strengeinstrumenter samt i formandskabet i guitarklubben Canto fra 1907. D.s store indsats ligger dog på det farmacihistoriske, især det apotekshistoriske område hvor han fik afgørende betydning. Fra de første kandidatår var han en myreflittig faghistorisk skribent der baserede sine arbejder - bl.a. mange apoteksjubilæumsskrifter - på omfattende og omhyggelige kildestudier. Hans mål var at udarbejde og udgive værket De danske Apotekers Historie. Han kom ikke til at opleve realisationen af sin idé, men det omfattende materiale han havde tilvejebragt blev en afgørende forudsætning for Aage Schæffers videre arbejde med og fuldførelsen af storværket om dansk apotekshistorie. D. var fra 1908 medlem af bestyrelsen for Medicinskhistorisk museum. På D.s grav på Tårbæk kirkegård findes en gravsten bekostet af fagfæller i ind- og udland og skabt af Kay Fisker og Johs. Bjerg.

Familie

Forældre: urtekræmmer Carl Christian D. (1828-75) og Emilie Christine Witkov (1839-1902). Gift 31.7.1890 i Lellinge med lærer Emilie Margrethe Peterson, født 3.5.1857 i Lellinge, død 15.11.1920 på Frbg., d. af lærer Jonas Peter P. (1824-97) og Caroline Frederikke Dam (1822-1920). - Far til Henrik D.

Ikonografi

Mal. af H. A. Brendekilde. Foto.

Bibliografi

L. Schiøttz-Christensen i Farmacevtisk tid. XXV, 1915 73-76. E. Dam og Aage Schæffer: De danske apotekers hist. III, 1933 277-81 (m. bibliografi).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig