Erhard Wedel-Friis

Erhard Wedel-Friis, 22.7.1710-10.11.1786, lensgreve, officer, diplomat. Død på Frijsenborg, begravet i Hammel. W.-F. blev 1727 sekondløjtnant, 1733 kar. ritmester med ansættelse i drabantgarden, 1734 virkelig ritmester i Christian Friis' (1691-1763) rytteriregiment. Ved ægteskabet med regimentchefens datter 1743 ophøjedes han i grevestanden under navnet Wedel-Friis da svigerfaderen ikke havde sønner. 1747 udnævntes han til oberst og chef for regimentet, 1755 blev han generalmajor og 1760 generalløjtnant. Fra 1753 fik hans karriere imidlertid et andet forløb end den militære idet han i marts udnævntes til gesandt i Stockholm. Allerede i juni 1754 blev han forflyttet til Paris hvor han dog først tiltrådte juli 1755 da forflyttelsen blev stillet i bero et halvt år. Hans udnævnelse til de to poster der spillede en vigtig rolle i J. H. E. Bernstorffs udenrigspolitiske system er ikke umiddelbart forståelig. W.-F. synes ikke at have hørt til kredsen omkring Bernstorff. Posten i Paris, hvor Bernstorff selv havde været gesandt, var af den største betydning for Bernstorffs politik fordi han i disse år søgte at knytte Danmark-Norge til det franske alliancesystem mod Preussen og derved indirekte mod Storbritannien. Denne politik gav sig bl.a. udtryk i den dansk-franske traktat af 4.5.1758. W.-F. synes ikke at have været tilhænger af dette alliancesystem, men om åben opposition kunne der naturligvis ikke være tale. Imidlertid lagde han i sine indberetninger aldrig skjul på Frankrigs militære og økonomiske svaghed samt manglende evne og vilje til at betale de subsidier det havde lovet Danmark. Derigennem rettede han en indirekte kritik mod Bernstorffs udenrigspolitik. Fra Kbh. irettesatte Bernstorff ham et par gange, således i dec. 1756 fordi han havde overtaget den preussiske gesandts arkiv efter at denne havde forladt Paris på grund af krigen. Kongen, dvs. Bernstorff, udtalte også sit mishag over at W.-F. indlod sig i "liaisons, welche dem hiesigen Hof zuwider sind". Bernstorffs udsendelse af nevøen A. P. Bernstorff jan.-marts 1762 for at forhandle med hertugen af Choiseul var i realiteten en desavouering af W.-F. der ikke stod sig godt med den franske regering. Det endte med at Bernstorff i august 1762 udpegede en efterfølger der dog først nåede frem til Paris et år senere. Efter hjemkomsten 1763 blev W.-F. overstaldmester hos Frederik V men faldt i unåde hos Christian VII 1767. Året efter fik han som trøst titel af overkammerherre hos dronning Caroline Mathilde, en udnævnelse der ikke krævede permanent hoftjeneste. Han ses ikke at have været indblandet i Struensee-tidens intriger. De sidste år tilbragte han på sine jyske godser. Han døde barnløs 1786 og dermed udsluktes dette adelsnavn. W.-F. kan ikke regnes mellem de mere betydelige danske diplomater. Men ved en ny kritisk vurdering af J. H. E. Bernstorffs udenrigspolitiske system vil en nærmere analyse af W.-F.s depecher fra Stockholm og Paris formentlig vise sig at være nyttig. – Kammerherre 1744. Gehejmekonferensråd 1766. Overkammerherre 1768.