J.H.E. Bernstorff

J.H.E. Bernstorff, Johan Hartvig Ernst Bernstorff, 13.5.1712-18.2.1772, greve, udenrigsminister. Født i Hannover, død i Hamburg, begravet i Siebeneichen k. i Lauenburg. Som yngste søn blev det ikke B., men hans lidt ældre bror, Andreas Gottlieb, der overtog familiens hovedbesiddelse fideikommisgodset Gartow. B. arvede Wedendorff i Mecklenburg og Wotersen i Lauenburg. Hertil føjede han ved køb 1740 godset Stintenburg i Lauenburg.

Mens Andreas Gottlieb således i kraft af sin arv skulle efterfølge sin far som godsejer og fideikommisadministrator bestemtes B. til at gå i sin morfars fodspor som embedsmand og fyrstetjener. B.s morfar havde været ledende hannoveransk minister under Georg I af England der tillige var kurfyrste af Hannover. I overensstemmelse med en familiestatut fik begge brødre dog samme opdragelse og uddannelse. I efteråret 1727 blev de sendt til Tübingen hvor de dels studerede ved universitetet dels ved et akademi for uddannelse af vordende statsmænd. Fra Tübingen drog de efter tidens skik for unge adelsmænd ud på en længere studierejse. Fra efteråret 1729 til efteråret 1731 besøgte de under ledelse af deres dygtige hovmester, Johan Georg Keyssler, en række byer og fyrstehoffer i Sydtyskland, Schweiz, Italien, Østrig, Lothringen, Frankrig, England og Holland. Studierne var af overvejende juridisk og historisk karakter. De praktiske indtryk fra rejsen tjente til supplering af de boglige kundskaber. De to brødre havde lejlighed til at studere de forskellige landes politiske, militære og økonomiske forhold og skaffe sig oplysninger om de ledende personer ved hofferne. De blev fortrolige med tidens hovedstridsspørgsmål og lærte på nært hold at vurdere midler og mål i den europæiske politik.

Det Europa B. mødte på sine rejser var præget af eftervirkningerne af de store europæiske krige: den spanske arvefølgekrig og den store nordiske krig, der havde fundet deres afslutning i det foregående tiår. Ludvig XIVs forsøg på at påtvinge Europa et fransk hegemoni var slået fejl. Det samme gjaldt Karl XIIs forsøg på at gøre Sverige-Finland til den dominerende magt i Norden og Østersøområdet. Krigstrætheden var almindelig og ønsket om at bevare freden udbredt. Midlet til at hindre nye stridigheder var et afbalanceret system af alliancer og modalliancer, hvortil ikke blot stormagterne men også de mindre magter var knyttet. Spørgsmålet var dog hvem der skulle stå som garant for at dette sikkerhedssystem virkede: stormagterne ved bilaterale aftaler og alliancer eller samtlige europæiske stater ved hjælp af internationale kongresser, hvor alle suveræne stater kunne komme til orde ved drøftelsen af de europæiske sikkerhedsproblemer. Tiden fra 1713–14 frem til udbruddet af den polske arvefølgekrig 1733 præges af en serie af europæiske kongresser. Kongresser var ikke noget ukendt fænomen, men det var nyt at de indgik som et led i et europæisk freds- og sikkerhedssystem. Tidligere havde man afholdt kongresser ved afslutningen af større krige. Kongresserne beskæftigede sig med betingelserne for at standse krigene. Kongresserne i det andet og tredje årti af det 18. århundrede beskæftiger sig derimod med hvorledes man kunne hindre at nye stridigheder opstod der kunne true freden. De konkrete resultater af de mange kongresser blev beskedne, og stormagternes dominans blev gang på gang demonstreret. Såvel princippet om den europæiske magtbalance som tanken om kongresser som middel til at sikre den europæiske fred afspejlede naturligvis de reelle magtforhold mellem stormagterne. Dog er det vigtigt at gøre sig klart at tidens begreber om fred og sikkerhed ikke er ren facade. De afspejler ændrede retslige – moralske holdninger, hvis indflydelse på de politiske handlinger ikke må undervurderes. De er af betydning for forståelsen af de efterfølgende tiårs stærke udvikling inden for folkeretten. Og de danner baggrunden for de ideer og opfattelser vi møder i B.s senere korrespondance som diplomat og udenrigsminister.

For B. fik rejsen også betydning ved de bekendtskaber han fik lejlighed til at gøre. Velforsynet hjemmefra med nyttige anbefalelsesskrivelser fik brødrene B. indpas i indflydelsesrige familier i mange af de lande, de besøgte. Det blev til nytte for B. som udenrigsminister, men rigtignok også til gavn for ham personlig ved hans karrieres begyndelse. 1700-tallet er den europæiske adels storhedstid. Sammenholdet inden for standen var stærkt og gik på tværs af landegrænser. At benytte stands- og familieforbindelser var en selvfølge under et samfundssystem der var bygget op på særrettigheder. Social og økonomisk ulighed er vrangen af dette samfundssystem, internationalisme og vidsyn i udenrigspolitisk og kulturel henseende én af de positive sider. – At B. fik mulighed for at træde i den dansk-norske stats tjeneste efter hjemkomsten til Gartow må ses på denne baggrund. Familien B. havde fra gammel tid forbindelse med brødrene Christian Ludvig og Carl Adolph Plessen der begge var medlemmer af konseilet og i disse år havde et meget nært forhold til Christian VI. På sine rejser var B. selv kommet i forbindelse med J. C. A. Berckentin der var dansk gesandt i Wien, samt et medlem af den danske kongefamilie grev Anton af Oldenburg. Christian Ludvig Plessen fik udvirket at B. kort efter sin ankomst til København 1732 blev udnævnt til kammerjunker og ulønnet volontør i Tyske kancelli. Allerede året efter, 4.5.1733, blev han – 21 år gammel – ekstraordinær dansk gesandt ved det kursachsiske hof i Dresden, 15.4.1737 dansk gesandt ved forbundsdagen i Regensburg. Trods dette hurtige avancement var B. ingenlunde tilfreds, lønnen fandt han helt utilstrækkelig, titlen som etatsråd rakte heller ikke til. Selv ikke udnævnelsen til gesandt ved forbundsdagen var B. fornøjet med. Hans ambitioner gik langt videre.

Allerede i Regensburg-tiden udviklede B. sig til at blive den dygtigste diplomat i dansk udenrigstjeneste. Han beherskede sagligt helt de sager han havde med at gøre – om end de i denne tid ikke hørte til de mest betydningsfulde. Han havde et sikkert overblik og en højt udviklet evne til politisk analyse og klar stillingtagen. Til disse talenter føjede han en sproglig beherskelse af fransk der gav sig udslag i elegant udformede indberetninger hjem til København. B.s position hos udenrigsministeren, J. S. Schulin blev hurtigt grundsikret. Han kunne i 1740 tillade sig at afslå at rejse til Stockholm som gesandt. Frem for at virke i "dette barbariske land" ønskede han at blive gesandt i Wien. Dette ønske blev ikke ganske opfyldt, men han repræsenterede dog 1741–42 Danmark ved det tyske kejservalg og blev i april 1742 udnævnt til gesandt hos den nyvalgte kejser Karl VII med sæde, ikke i Wien men i Frankfurt. Gesandtposten i Skt. Petersborg afviste han ligeledes og begrundelsen var ikke mere overbevisende end hans udtalte degout for det svenske barbari. B. fremhævede at hans mave sikkert ikke ville kunne tåle drikkeriet ved det russiske hof. Til gengæld var B. overordentlig tilfreds da han i oktober 1743 blev Danmarks gesandt i Paris. Her opholdt han sig fra 1744 til 1750 og her fuldendtes hans politiskdiplomatiske og kulturelle udvikling.

I Schulins sidste tid som leder af Danmark-Norges udenrigspolitik fuldendtes det betydningsfulde skifte fra et engelsk til et fransk alliancesystem der fandt udtryk ved de dansk-franske aftaler 1740 og traktaterne af 1742, 1746 og specielt traktaten af 14.8.1749. B. spillede en betydningsfuld rolle ved forhandlingerne om de to sidste. Allianceskiftet skal ses i forbindelse med Schulins vedholdende arbejde for at nå til en forståelse med den svenske tronfølger Adolf Frederik i hans egenskab af hertug af Holsten-Gottorp. Dette arbejde kronedes med held ved indgåelsen af den foreløbige og endelige arveafkalds- og mageskiftekonvention af henholdsvis 7.8.1749 og 25.4.1750. I tilslutning til alliancetraktaten med Frankrig indgik den danske regering en alliancetraktat med Sverige af 5.10.1749. Der er ingen tvivl om at B. helt og holdent kunne gå ind for allianceskiftet og ganske delte Schulins og regeringskredsens opfattelse af nødvendigheden af at søge det gottorpske spørgsmål løst ved det tryk der kunne udøves på Sverige-Finland og Rusland af Danmark-Norges alliancepartnere blandt stormagterne. Da det havde vist sig at Danmark-Norges tidligere allianceforbindelse med England-Hannover ikke havde båret frugt var B. som konseilet blevet overbevist om at et skifte til et fransk alliancesystem måtte gennemføres. Hvor nært knyttet B. var til Schulins og konseilets politik blev da også klart demonstreret ved Schulins uventede død 13.4.1750. Schulin havde selv peget på B. som sin efterfølger, og dette forslag blev stærkt støttet af den franske gesandt i København. B. afslog først tilbudet; men da han ved prins Frederik af Wales' død 1751 følte sig løst fra sin tidligere forpligtelse til eventuelt at blive hannoveransk minister, modtog han udnævnelsen til chef for Tyske kancelli og dermed til leder af den dansk-norske stats udenrigsstyrelse 1.10. Allerede 14.5. var han blevet medlem af konseilet. B.s kaldelse til udenrigsministerposten var sket ikke blot på grund af hans politiske og diplomatiske begavelse, men også fordi han blev opfattet som en sikker tilhænger af det dansk-franske alliancesystem. Schulins politik skulle føres videre.

Studiet af B.s virke som udenrigsminister er ikke nær så omfattende og dybtgående som man umiddelbart får indtryk af ved læsning af mere oversigtsmæssige fremstillinger. Alligevel har den danske historieforskning tegnet et billede af den ældre B. som har haft forbavsende gennemslagskraft. I "Den ældre Grev Bernstorffs Ministerium" hævder Peter Vedel at B. havde en "bestemt og udførlig Plan for sin Virksomhed", da han 1751 overtog styrelsen af Danmark-Norges udenrigske anliggender. Denne plan forolev uændret lige til B.s afgang 1770. Dette bernstorffske "System" bestod af to dele: 1. del havde som mål at føre en "afgjort fredelig" politik og bestandig stræbe efter "at bevare Danmarks Neutralitet" i tilfælde af "en almindelig europæisk Krig". De midler B. ville tage i anvendelse var i første række diplomatiske, i anden række et effektivt krigsberedskab. 2. del havde som mål "udadtil at forøge Statens Anseelse", samt "indadtil at samle Landet indenfor dets naturlige Grændser", dvs. at "forene Landet nord for Elben under Kongens umiddelbare Myndighed og navnlig at udslette de sidste Spor af de fordærvelige Delinger, som tidligere Konger havde foretaget af Hertugdømmerne". Ud fra den folkeretsopfattelse og de folkeretsbegreber Vedel havde, og som kan føres tilbage til 1840erne, karakteriserer Vedel B. som freds- og neutralitetspolitiker.

Vedels analyse af B.s udenrigspolitik fik afgørende betydning for eftertidens opfattelse af B. Alle efterfølgende større fremstillinger af B.s udenrigspolitik bygger på dette værk. I Edvard Holms fremstilling i Danmark-Norges Historie fra 1897 er der på visse punkter nogen kritik og en vis afstandtagen fra Vedels meget positive B.-billede. Holm karakteriserer B.s politik som interessepolitik, bestemt af hvad der var fordelagtigst eller skabt af nødvendighed, men han afviser besynderligt nok ikke Vedels teori om et fast bernstorffsk "System". Derimod kritiserer Holm B.s neutralitetspolitik, fordi han mener at den udsatte Danmark-Norge for at blive diplomatisk isoleret. Kritisk er Holm også over for det skifte B. gennemførte, fra et fransk til et russisk alliancesystem, fordi det medførte en klart antisvensk politik, og fordi Danmark-Norge løb en stor risiko for at blive et "Redskab for Ruslands Storhed". Denne kritik af B. – og Vedel -er der intet spor af hos Aage Friis der i sit værk Bernstorfferne og Danmark I–II, 1903–19 fremhæver at B. "til det yderste arbejdede for at bevare Freden og Rigets Neutralitet". Med variationer er dette B.-billede blevet stående til i dag -ikke blot blandt historikere, men også via skolebøgerne hos befolkningen som helhed. Det er blevet en del af den danske, nationale "glorie", at vi fra midten af 1700-tallet til i dag har ført en ubrudt "freds- og neutralitetspolitik". Dette billede er imidlertid for den ældre B.s vedkommende helt misvisende. Forudsætningen for at kunne bruge en sådan karakteristik på dansk-norsk udenrigspolitik under B. måtte være, at de mål som den dansk-norske regering formulerede og søgte realiseret var forenelige med en freds- og neutralitetspolitik, at de midler den tog i anvendelse var fredelige, og endelig at den karakteristik og vurdering der gives, så vidt muligt anvender entydige begreber.

Danmark-Norges udenrigspolitik under B. var domineret af to hovedmål: 1. at få indlemmet den gottorpske del af Holsten i det danske monarki ved en mageskifteordning med dets hertug, den russiske tronfølger storfyrst Carl Peter Ulrik, således at Danmark-Norge i bytte afstod Oldenburg og Delmenhorst, og at få storfyrsten til at give endeligt afkald på sin arveret til hertugdømmet Slesvig. 2. at opretholde og sikre den eksisterende forfatningsordning i Sverige-Finland for derved at hindre en genindførelse af den svenske enevælde. Begge disse udenrigspolitiske hovedmål blev af B. som af konseilet i sin helhed betragtet som en sikkerhedspolitisk nødvendighed. Det øjeblik Carl Peter Ulrik afløste sin tante, kejserinde Elisabeth som russisk statsoverhoved ville hans besiddelse af det holsten-gottorpske hertugdømme navnlig i betragtning af hans velkendte danskfjendtlighed kunne føre til væbnet konflikt. Tilsvarende ville en styrkelse af kongemagten i Sverige, hvor Adolf Frederik af Holsten-Gottorp 1751 kom på tronen, let føre til en dansk-svensk konfrontation. Mareridtet: tofrontskrigen, velkendt fra svenskekrigens tid i det foregående århundrede – tonede frem. Der kunne således let tænkes at opstå en situation hvor den dansk-norske regering ud fra den folkeretlige nødværge ville kunne forsvare at indlede en præventiv krig mod det gottorpske Holsten. Derimod kunne den blotte eksistens af det gottorpske Holsten ikke efter nødværgereglen retfærdiggøre modforanstaltninger af militær eller anden art der direkte sigtede mod at skade det gottorpske Holsten og/eller Rusland. Vurderingen af målet som foreneligt med en freds- og neutralitetspolitik kan ikke adskilles klart fra vurderingen af de midler der toges i anvendelse for at nå det. Ikke desto mindre indebar B.s og konseilets planer for det gottorpske Holsten et eksplicit formuleret ønske om ændring af den territoriale status quo. De forudsatte en aktiv og ekspansiv udenrigspolitik der afgørende adskiller den fra den status quo-politik, som kendetegner dansk udenrigspolitik efter 1920, forsåvidt det angår danske forhold.

B.s og konseilets andet udenrigspolitiske hovedmål: opretholdelsen af det eksisterende svenske forfatningssystem forudsatte klart, dersom forfatningen blev ændret, en direkte indblanding i Sverige-Finlands indre anliggender. I sit sigte er der tale om en aktiv interventionspolitik der i praksis let kunne føre til anvendelse af midler der må betegnes som uforenelige med en moderne freds- og neutralitetspolitik og stridende mod en nutidig opfattelse af hver nations ret til selv at vælge hvilken forfatnings- og samfundsform den ønsker i sit eget land. De to sikkerhedspolitiske hovedmål for B.s udenrigspolitik var principielt ikke uforenelige med en defensiv politik. Netop fordi målene var af sikkerhedspolitisk karakter, var det imidlertid vanskeligt for B. og konseilet i deres valg af midler ikke at overskride grænsen mellem en defensiv og offensiv politik. I mangel af et europæisk kollektivt sikkerhedssystem som f. eks. det kongressystem B. havde lært at kende i sin ungdom, var den europæiske sikkerhedspolitik henvist til det klassiske valg mellem den alliancefri og den alliancebundne udenrigspolitik. Og valget var givet. Alliancer var midlet for den enkelte stat til at sikre sin eksistens – inden for de eksisterende grænser eller inden for de grænser som den fyrstelige arronderingspolitik afstak som statens "naturlige". Magtbalancen mellem de forskellige blokke af forbundne stater skulle igen sikre den europæiske fred. Enhver forrykkelse af magtbalancen fik følger for de allierede stater. At stå uden for det europæiske alliancesystem var utænkeligt. Det ville indebære at staten i realiteten havde opgivet at varetage sine vitale sikkerhedsproblemer. 1700-tallet er alliancernes og allianceomvæltningernes århundrede. Det vrimler med alliancemagere blandt Europas statsmænd og diplomater. Allianceprojekt stilles over for allianceprojekt. Udkast til koalitioner og skinkoalitioner forhandles med tilsyneladende samme energi. Skin og virkelighed blandes til en fantastisk kabale hvor kun de mest overlegne begavelser kan følge med. B.s storhed måles ikke mindst ved at han under disse betingelser fik placeret den dansk-norske stat i alliancer der fremmede statens hovedmål, således som han og konseilet havde formuleret dem.

B.s alliancepolitik viser hovedstrukturen i hans udenrigspolitik. Groft tegnet op er Danmark-Norge fra 1751–1765 knyttet til et fransk-domineret alliancesystem, mens det i tiden 1765–1770 – og i tiden efter B.s afgang – er bundet til et russisk alliancesystem. Tiden frem til det fornyede engelsk-franske opgør i kolonierne og udbruddet af den europæiske syvårskrig er præget af en simpel videreførelse af Schulins udenrigspolitik. Alliancetraktaten med Frankrig af 14.8.1749 fornys med traktaten af 30.1.1754. Frankrig ønskede som i 1749 stadig de to skandinaviske stater knyttet så tæt som muligt til det franske alliancesystem. Alliancetraktaterne med Sverige-Finland og Danmark-Norge og den dansk-svenske alliancetraktat af 1749 var midler til at mindske Ruslands indflydelse i Stockholm. Også B. og konseilet ønskede den tilnærmelse til Sverige-Finland der var blevet gennemført i Schulins tid opretholdt. Efter 1751 støttede både Frankrig og Danmark det fredsvenlige hatteparti. Dette lettedes ved B.s venskabsforhold til en af hattepartiets ledere, Carl Fredrik Scheffer. B. håbede på denne måde i tide at kunne modarbejde eventuelle planer om ændring af det svenske forfatningssystem af 1720. Men hverken her eller i det væsentlige spørgsmål om en overenskomst med den russiske tronfølger i det gottorpske spørgsmål lovede traktaten af 1754 noget. Den franske regerings interesse gik i en ganske anden retning. Traktaten skulle tjene franske, ikke danske interesser. Den dansk-franske alliance skulle indpasses i det fransk-svensk-preussiske alliancesystem. Dette umuliggjordes dog af det kølige forhold mellem B. og Frederik II af Preussen og af B.s opfattelse af at Danmark-Norges interesser forudsatte en opretholdelse af den politiske og territoriale status quo i Nordtyskland syd for monarkiets grænse.

Traktaten af 1754 var formelt en forsvars- og subsidietraktat, men alt hvad de to allierede lovede hinanden i tilfælde af angreb var hjælp til vands og til lands i den udstrækning "de anså det for nødvendigt". Tydeligere kunne det ikke siges at det væsentlige ikke var at sikre sig militær hjælp, men at hindre alliancepartneren i at binde sig til andre alliancesystemer. For dette løfte var den franske regering villig til at betale 300 000 rdl. species til den slunkne danske finanskasse. Derimod nægtede den franske regering nu som ved 1749-traktaten at binde sig til en opretholdelse af den svenske forfatning af 1720. Og som tidligere Schulin pointerede nu B., at den dansk-norske regering ikke betragtede traktaten som nogen hindring for at modarbejde indførelsen af enevælden i Sverige-Finland. Ud over sin tilknytning til det franske alliancesystem var Danmark-Norge lige til 1761 imidlertid formelt i alliance med Rusland i kraft af den dansk-russiske alliancetraktat af 21.6.1746. I det klart formulerede fælles syn på farerne ved en svensk forfatningsændring fremstod denne traktat umiddelbart som et betydeligt bedre middel til at nå B.s og konseilets andet sikkerhedspolitiske hovedmål end den fornyede dansk-franske alliance. Umiddelbart skulle en sådan tilknytning til begge de to store europæiske alliancesystemer kunne udnyttes. Virkeligheden var imidlertid en anden. Resultaterne af B.s udenrigspolitiske indsats i perioden frem til 1755–56 er pauvre. Det lykkedes at få gennemført en arve-afkaldsordning med fyrsterne af den sønderborgske linie, ligesom det lykkedes B. at få Frederik Vs yngre søn, arveprins Frederik valgt til coadjutor i bispedømmet Lübeck. Derimod mødte han en fuldstændig afvisende holdning hos Carl Peter Ulrich og hans gemalinde Katharina, hvem B.s provokerende ihærdighed i coadjutorvalget yderligere havde forbitret.

Tiden fra 1755–1763 er præget af den europæiske allianceomvæltning og den fransk-engelske koloni- og søkrig og den dermed forbundne preussiske Syvårskrig. Virkningerne på den dansk-norske udenrigspolitik blev snart mærkbare. På råd fra den franske regering undertegnedes en dansk-svensk neutralitetskonvention 12.7.1756. Forbundet skulle hvile, forklarede B. i en redegørelse til kongen, på "die genauste og scrupuleuseste Neutralitåt". Hurtigt stod det imidlertid klart at mens B. af hensyn til den dansk-norske skibsfart ønskede at tage de videst mulige hensyn til England, ville Sverige-Finland i højere grad tilgodese franske og russiske interesser. Den svenske regering øjnede en mulighed for at styrke sin stilling i europæisk politik, og i efteråret 1757 besluttede den at indtræde i krigen på Frankrigs, Østrigs og Ruslands side mod Preussen og England-Hannover. Den radikalt ændrede svenske politik øgede B.s vanskeligheder. Mens Sverige-Finlands stilling styrkedes både over for Rusland og Frankrig frygtede B. at krigen afgørende ville svække Danmark-Norges stilling. Samtidig nåede krigshandlinger i løbet af sommeren 1757 Nordtyskland og truede med at få følger for Danmark-Norges nærmeste naboer. En midlertidig prestigesejr opnåede B. ved en vellykket dansk mæglingsaktion i efteråret 1757 mellem Frankrig og Hannover. Nogen varig styrkelse betød det ikke. I denne situation besluttede B. sig til et afgørende diplomatisk fremstød. I en ny alliancetraktat med Frankrig af 4.5.1758, der også fik tilslutning af Østrig, lovede han at opstille et korps på 24 000 mand i Holsten og at betragte et angreb på Hamburg, Lübeck og det storfyrstelige Holsten som et angreb på Danmark-Norge. Til gengæld for dette klare brud på neutralitetspolitikken lovede Frankrig og Østrig hjælp i det gottorpske spørgsmål. På B.s eget forslag fik den dansk-norske regering endda stillet et "passende vederlag" ved fredsslutningen i udsigt dersom Carl Peter Ulrik ikke ville mageskifte med Oldenburg og Delmenhorst. Det var underforstået at vederlaget skulle være det af Frankrig fra Preussen erobrede Østfriesland.

Ikke blot over for Preussen, men også over for England slog B. nu ind på en politik, der efter moderne opfattelse var uforenelig med en neutralitetspolitik. 17.3.1760 tilsluttede Danmark-Norge sig den svensk-russiske Østersøkonvention af 9.3.1759, hvormed den dansk-norske regering lovede at holde "alle magter" borte fra Østersøen. Til gengæld tiltrådte også Rusland 1758-traktaten. B. stod tilsyneladende nu i så stærk en forhandlingsposition over for storfyrsten som nogen sinde. Da foretog han et pludseligt og voldsomt skifte der fuldstændig ændrede billedet. Stærkt foruroliget over russiske planer om at indlemme det erobrede Østpreussen i zarriget truede han Rusland med krig hvis det ikke enten opgav sine indlemmelsesplaner eller fik storfyrsten til at frafalde alle krav på Slesvig og overlade Danmark-Norge sin andel af Holsten. I juli 1761 modtog regeringen et hånligt og fuldstændig afvisende svar fra storfyrsten. Ved sin tantes død et halvt år efter tog han som zar Peter III den danske udfordring op. Han trak Rusland ud af krigen, indgik forbund med Frederik II og erklærede Danmark-Norge krig. Kriseåret 1762 viste til hvilke yderligheder B. og den danske regering var villig til at gå også over for mindre, neutrale naboer. I klar strid med en overenskomst mellem Danmark-Norge og Hamburg af 6.7.1759 afkrævede B. byen et nyt stort lån. Kravet blev støttet af en militær belejring og en trussel om i tilfælde af et afslag at bombardere byen. B.s henvisning til nødværge overbeviste ingen.

Selv efter datidens folkeretlige begreber var der tale om åben aggression.

Den russiske krigserklæring havde klart demonstreret Frankrigs svaghed og manglende evne og vilje til at opfylde allianceforpligtelserne i traktaten af 1758. Da derfor Katharina II på baggrund af fransk-russiske modsætninger i det polske spørgsmål og en stigende russisk uro over den svenske forfatningsudvikling igen nærmede sig Danmark-Norge, foretog B. en fuldstændig overgang til et russisk alliancesystem. Dermed ryddedes samtidig de sidste hindringer af vejen for et mageskifte med de russiske gottorpere der fandt sted ved undertegnelsen af den provisoriske traktat af 22.4.1767 og som efter B.s fald afløstes af den endelige mageskiftetraktat af 1.6.1773. Den dansk-russiske venskabs- og garantitraktat af 11.3.1765 og alliancetraktaten af 13.12.1769 var vendt mod Sverige-Finland.

1765-traktaten var formelt en forsvarstraktat med klart stipulerede ydelser som hjælpemagt, men en hemmelig paragraf 3 bandt forbundsfællerne til at opretholde det svenske forfatningssystem. I 1769-traktaten skærpedes forpligtelserne. De to allierede ville nu betragte en ændring af den svenske forfatning "comme une agression de la parte de la Suéde, et constituera, sans aucune explication ou discussion ultérieure, le casus de Leur Alliance". I tilfælde af angreb på den ene part skulle den anden i modsætning til 1765-traktaten komme sin allierede til hjælp "comme Partie principale belligérente". Med indgåelsen af 1769-traktaten syntes begge Danmark-Norges sikkerhedspolitiske mål tilgodeset. Prisen var et så nært forhold til Rusland, at regeringens handlefrihed meget vel derved kunne blive illusorisk.

Når den ældre B.s udenrigspolitik på denne baggrund har kunnet karakteriseres som en freds- og neutralitetspolitik skyldes det i vid udstrækning at eftertidens danske historikere i for ringe grad har taget hensyn til det skifte der er sket inden for den folkeretlige begrebsverden siden midten af 1700-tallet. I for ringe udstrækning er B.s idéverden og praktiske politik sat ind i en europæisk sammenhæng. B. var i sine ideer om fred, sikkerhed og neutralitet ingen ener og heller ikke nogen foregangsmand når det gjaldt dens udførelse i praksis. Hans politik må ses som et ikke utypisk eksempel på tidens europæiske sikkerhedspolitik.

Frem til 1766 synes Danmark-Norges udenrigspolitik at være blevet udformet i fuld enighed af gehejmekonseilet. Medlemmerne var her foruden B. F. L. Dehn, J. L. Holstein, Otto Thott og i en ganske kort periode også A. G. Moltke. Konseilet var under Frederik V landets reelle regering og B. uden tvivl dets dominerende medlem. B.s position var dog som de øvrige ministres afhængig af et godt forhold til Frederik Vs altformående "favorit" hofmarskal A. G. Moltke. B. skulle ifølge forretningsordenen af 1749 forelægge denne alle indgående depecher, ligesom Moltke i hyppige "allerunderdanigste betænkninger" til kongen blev løbende orienteret om konseilets anskuelser og forslag til beslutning. En af konseilets betænkninger slutter karakteristisk med ordene: "Wir unterwerfen diese unsere Gedanken Ewr. Kgl. Maj. allerweisesten Beurtheilung und verharren in vollkommenster Treue und tiefster Submission." Afgørelsen var kongens – og Moltkes. Betænkningerne er udførlige og sigtede tydeligt på at overbevise og overtale. Selv om Frederik V sædvanligvis tilsluttede sig konseilets forslag, kunne hans godkendelse ingenlunde tages som en selvfølge. Konseilet var afhængigt af Moltkes hjælp.

På grundlag af konseilets betænkninger udformedes – på tysk – kgl. ordreskrivelser af særlig betydning eller af mere generel karakter. De var underskrevet af kongen selv. Disse skrivelser afstak sammen med de approberede betænkninger rammerne for regeringens udenrigspolitik. De tyske ordreskrivelser kunne, hvad angår indhold og udformning, direkte ændres ved indgreb fra hofmarskallen. I hvilken udstrækning det er sket, vides imidlertid ikke. Inden for disse rammer har B. normalt kunnet handle meget frit. Gennem en stadig strøm af velformulerede franske instrukser dirigerede han de udsendte gesandters optræden. Men også på dette plan har Moltke ved en "ordre expres de S.M." haft mulighed for at gribe ind. Dette administrative system gav Moltke en afgørende indflydelse i alle led af den udenrigspolitiske beslutningsproces. Det er derfor ikke sandsynligt at han som ikke-fagmand skulle have forsøgt at modarbejde B. ved uden dennes viden at føre en "politique secréte", således som Erik Arup har hævdet tilfældet var i kriseåret 1762. Også efter at Moltkes uven, kronprinsens hofmester Ditlev Reventlow ved Holsteins død 1763 var blevet medlem af konseilet, var der ingen synlig uenighed om den udenrigspolitiske linie der skulle føres. Reventlow stod B. nær, og var sammen med ham den ledende kraft bag mageskifteordningen med de russiske gottorpere der dannede grundlaget for den russisk-danske alliance.

Efter tronskiftet 1766 blev forholdene vanskeligere. Under den uberegnelige, sindssyge Chr. VII udviklede favoritstyret sig til en alles kamp mod alle, og konseil-systemets kritikere – med preussiske sympatier – forstærkede angrebet på B. Også de gamle konseilministre intrigerede mod hinanden, men det lykkedes i første omgang at afværge det forsøg kongen gjorde på at nærme sig et kabinetstyre – som han personlig var for svag til at gennemføre; og ved hjælp af pression fra den russiske regering frigjorde B. sig 1767 for de værste af sine politiske kritikere. Mens A. G. Moltke, hvis virke havde været knyttet personligt til Fr. V, hurtigt fik sin afsked forblev B. i det væsentlige urokket, og også uberørt af den kritik der rettedes mod hans finanspolitik. Først da oppositionen fra 1770 fik en målbevidst og handlekraftig leder i kongens tidligere rejselæge J. F. Struensee, der turde handle i kongens sted, løb B.s æra til ende. Under hoffets ophold i Holsten sommeren 1770 blev B.s stilling undergravet og planerne om hans fjernelse lagt af Struensee og B.s gamle uven, den politiske intrigant Schack Carl Rantzau. Man benyttede et fejlslagent flådetogt til Algier som påskud, men var i øvrigt kritisk mod alle sider af hans politik. Væsentligst var dog at det kabinetstyre der skulle afløse konseilstyret var umuligt at gennemføre så længe B. med sin autoritet sad i embedet. Da han ikke kunne formås til selv at tage sin afsked, fik han den 15.9.1770. Derefter bad han sig fritaget for sit medlemskab af konseilet og forlod hovedstaden.

I de tyve år B. kom til at virke i den danske stats tjeneste opnåede han i den almindelige bevidsthed en plads som førsteminister. Selv om den offentlige debat er lavmælt er der dog ingen tvivl om at hans dispositioner var stærkt kritiserede, det gælder såvel udenrigspolitikken som finansstyrelsen, men hans omdømme havde det held at det folkelige had under Fr. V samlede sig om Moltke, og at B.s favorisering af fremmede foretagere, der vakte kritik hos en netop vågnende borgerlig nationalisme, efter hans fald med fuld styrke rettedes mod Struensee. Som ledende medlem af kommercekollegiet var han i stand til at påvirke den økonomiske politik i en yderst konservativ, ortodoks merkantilistisk retning. Uden hensyn til landets karakter af landbrugsland søgte han med statslige midler at fremme en dansk industriproduktion, og da han var en mådelig psykolog ofredes store summer på udenlandske projekt- og fidusmagere. At denne politik også havde en positiv side i beskæftigelsesmæssig henseende har været overset. Samtidig medvirkede han til at et stort antal fremmede kunstnere og litterater blev ansat i dansk tjeneste. I sit eget brød havde han bl.a. André Roger der skrev om Danmark på fransk, som medarbejdere i Tyske kancelli bl.a. Joachim Wasserschlebe og H. P. Sturz. Han sørgede for at schweizeren E. Reverdil blev ansat som lærer for kronprinsen (Christian VII), og han fik den tyske digter F. G. Klopstock til at bosætte sig i nærheden af Kbh., og med denne som åndeligt midtpunkt og "B. som socialt overhovede" samledes den første litterære kreds i Danmark med navne som H. W. Gerstenberg og brødrene Stolberg. I denne favorisering af udlændinge lå dog ingen egentlig anti-danskhed. B. ønskede således også at støtte Johs. Ewald men blev forhindret ved sin afskedigelse.

B. havde støttet planerne til den nye Frederiksstad, og det var gennem ham at kontakten til billedhuggeren J.-F.-G.Saly blev bragt i stand. Selv byggede han med G. E. Rosenberg som arkitekt det ene af de to hjørnehuse i Frederiksgade-Norgesgade (Bredgade 42) der danner "indgang" til Amalienborg, og indrettede her efter fransk smag en bolig der, næst efter A. G. Moltkes palæ (nu Chr. VII's), nok for den tid var Danmarks fornemste privatbolig. Det rummede uden vanskelighed 150 gæster til souper. 1757 påbegyndte B., med N.-H. Mardin som arkitekt, opførelsen af landstedet Bernstorff i Gentofte. Her havde han 1752 af kongen fået overladt Fasangården, senere forøget med hoverijorden i de tre landsbyer Gentofte, Ordrup og Vangede. Omkring dette landsted som dannede rammen om familiens og B.-kredsens sommerliv, blev anlagt en anselig park samt en køkken- og blomsterhave der næppe havde mage i samtiden. Med nevøen A. P. B. som drivende kraft gennemførte B. en landboreform der omfattede såvel afløsning af hoveri og fæsteforhold som udskiftning af gårdene i sin besiddelse her, i praksis bistået af Torkel Baden og bonden Hans Jensen Bjerregaard. Selv var han næppe aktivt engageret i dette reformarbejde, men han lod arbejdet gennemføre til bunds, så bønderne her blev nogle af de første nye selvejere. – Sine sidste år tilbragte B. dels på sit gods Borstel i Holsten og dels i Hamburg. Han fulgte herfra med interesse og bekymring udviklingen i Kbh., men var ikke at formå til at medvirke i den konspiration mod Struenseestyret, som påtænktes af Rantzau og Magnus Beringskjold. – Kammerjunker 1732. Etatsråd 1733. Kammerherre 1736. Gehejmeråd 1749. Greve 1767.