Erik Nordgreen

Erik Nordgreen, 14.7.1921-23.8.1986, teatermaler. Født i Kbh. (Hellig kors). N. som tog realeksamen fra Frederiksborg statsskole 1938 debuterede 1942 med scenebillederne til Zigeunerbaronen på Nørrebros teater. To år senere skrev Frederik Schyberg om udstyret til en anden operette (Den glade enke, Politiken 19.5.1944): "N. er med disse dekorationer rykket op på linje med Helge Refn og Svend Johansen blandt danske teatermalere – og det vil sige noget." Placeringen er blevet den historisk korrekte: Sammen med Refn og Johansen udgør N. den sidste generation af egentlige teater-malere -efter dem følger 60ernes og 70ernes scenografer med deres grundlæggende forskellige rumopfattelse, materialeanvendelse og udpræget funktionelle syn på det visuelle som en del af forestillingens helhed. – N.s rum er perspektivscenen, hans foretrukne materiale det bemalede lærred. Hans scenebilleder skal opleves frontalt som en stor, perspektivisk gennemmalet flade – man kan i hans dekorationer ligefrem opleve, at han påmaler skygger i stedet for at lade dem opstå af en plastisk belysning. Efter uddannelse på Kunsthåndværkerskolen var han assistent hos Svend Johansen (hvis skoling i det ekspressionistiske og kubistiske maleri har haft en vis betydning for N.) og hos Kjeld Abell (for hvem han har lavet dekorationer til Den blå pekingeser. Kameliadamen og Skriget). Ved sin fremkomst blev N. ofte sat i forbindelse med det abstrakte maleri. Christian Elling skrev således i sin anmeldelse af Richard III (Berlingske Tidende 15.11.1951) – hvis "ribbede" arkitektur han karakteriserede som "orden og faste linjer på tavlen, skarpe vinkler, tugt" – at "det unge i N.s værk beror alene derpå, at han har gået i en "abstrakt" malerskole og lært at give en detalje det uventedes styrke". – De faste linjer og skarpe vinkler er forblevet et særkende ved N.s scenebilleder, omend han ynder at sænke dem i en dunkel suggestions-belysning. Hans dekorationer er opbygget af sammenstødende, i reglen klart firkantede elementer, undertiden forbundet ved en fælles ornamentik (fx. Peter Barnes' Den herskende klasse og Luigi Pirandellos Henrik IV på Det kgl. teater 1970 og 74), oftest adskilt ved koloreringens grelle dysterhed. N. bliver sjældent lysere end oliven og okker, hans foretrukne farver er brunt og sort. Det afstikker bestemte grænser for hans repertoire: N. har aldrig været nogen kamæleonagtig stilist – sine vægtigste resultater har han opnået, når han fremmanede det mareridtagtige fængselsdyb til Dallapiccolas opera Fangen (1960), når han fik Carl Nielsens Saul og David (1962) til at gløde af gammeltestamentlig patos, eller når han med ekspressiv voldsomhed levendegjorde den tunge arv af skyld og ansvar i interiørerne til Jean-Paul Sartres Fangerne i Altona (1969). Siden 1947 har N.s vigtigste arbejdsplads været Det kgl. teater, hvor han foruden dekorationer også har udarbejdet idéoplægget til balletten Metaphor (1950) i samarbejde med Nini Theilade og Niels Viggo Bentzon. I Peer Gregaards cheftid på Det ny teater havde N. en række betydelige opgaver i slutningen af 50erne. I begyndelsen af 60erne nærmede han sig det mere eksperimenterende teater dels via den københavnske parkunderholdning, dels via den nystartede intimscene Fiolteatret. N. har løst opgaver både på norske og svenske teatre. Han er æresmedlem af Sammenslutningen af danske scenografer.

Familie

Forældre: maskinfabrikant Valdemar Andreas N. (1879-1961) og bogholder Rigmor Elvira Eugenia Hildingsson (1886-1980). Gift 7.5.1976 i Kbh. (b.v.) med kostumier, scenograf Ann-Charlotte Christina Clason, født 29.11. 1927 i Stockholm (Klara sg.) (gift 1. gang 1950 med arkitekt Gunnar Bertelsen, født 1922), d. af arkitekt Isak Gustav C. (1893-1964) og maler Martha Maria Bolin (født 1902).

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig