Erna Juel-Hansen, Erna Emilie Louise Juel-Hansen, 5.3.1845-30.11.1922, forfatter. Erna Juel-Hansen var datter af den energiske læge A.G. Drachmann, og mellem hende og den lidt yngre bror Holger herskede der i de unge år og periodisk også senere et varmt venskab. Hun lærte i Paris den nye kvindegymnastik at kende, og efter sin hjemkomst underviste hun i gymnastik på sin fars institut. Efter sin forlovelse med juristen og pædagogen Niels Juel-Hansen tog hun 1870 lærerindeeksamen. Senere samme år tog hun til Tyskland for at studere børnehaver. Ægteparret startede den første danske børnehave; da tilstrømningen ikke var så stor som forventet, blev den udvidet til en fælles skole.
Foruden sin pædagogiske virksomhed oversatte hun engelske romaner. Hun debuterede som forfatter med Mellem 12 og 17, 1881 hvori der endnu er stærke reminiscenser af tidens triviallitteratur, men allerede i den næste bog Sex Noveller, 1885 er det fortællemæssige greb bedre, selv om hun aldrig blev nogen sikker stilist. Senere fulgte En ung Dames Historie, 1888, Terese Kærulf, 1894 der blev fortsat i Helsen & Co., 1900. I 1895 udkom Kærlighedens Veje og 1917 Henriks Mor. I disse bøger behandles fortrinsvis problemer omkring forelskelse og ægteskab, og synsvinklen er som oftest den kvindelige hovedpersons. De psykologiske kvindeportrætter er vellykkede, mens det aldrig lykkedes for Erna Juel-Hansen at skabe psykologisk troværdige mandsfigurer. Romanen Helsen & Co. blev genudsendt 1979 som eksempel på ældre kvindelitteratur.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.