A. B. Drachmann

A. B. Drachmann, Anders Bjørn (Asbjørn) Drachmann, 27.2.1860-22.8.1935, filolog. Født i Kbh. (Holmens), død på Haraldsgave, Bagsværd, urne på Hornbæk kgd. D. der udgik fra et højt kultiveret hjem kom som elev i Metropolitanskolen under V. Pingels vækkende indflydelse, og det stod ham tidligt klart at han ville studere klassisk filologi. Umiddelbart efter studentereksamen 1877 blev han lærer ved Hauchs skole og fik her pædagogiske impulser fra A. G. Ø. Hauch, men især blev bekendtskabet med J. L. Heiberg (1854-1928) der også underviste her af afgørende betydning. Ved universitetet var især J. L. Ussing og M. Cl. Gertz hans lærere, og han deltog i J. N. Madvigs sidste private forelæsninger; sammenlignende sprogvidenskab beskæftigede ham en del. 1881-82 studerede han i Strasbourg; i en længere periode havde danske klassiske filologer ikke studeret i Tyskland, og D. blev den første der kom ind i den banebrydende udvikling som i sidste halvdel af 1800-tallet fandt sted i den tyske filologi. Dette skulle senere få stor betydning for vor universitetsundervisning. I Strasbourg hørte D. Studemund, arkæologen Michaelis og historikeren Heinr. Nissen; størst udbytte havde han af Rud. Schoells undervisning. I sit senere liv har han dog følt sig nærmest knyttet til engelsk åndsliv. 1884 blev han cand.mag. 1887 deltog han med to afhandlinger om Catuls digtning og Guderne hos Vergil i en professorkonkurrence i Oslo; her sejrede han men opnåede alligevel ikke posten. Han blev dr.phil. 1891 og 1892 docent ved Kbh.s universitet. Heiberg der havde en langt rigere videnskabelig produktion bag sig blev 1896 Ussings efterfølger som professor. D. blev 1905 ekstraordinær professor; først ved Gertz' afgang 1918 blev han ord. professor; 1926 da han blev formand for Carlsbergfondets direktion tog han sin afsked fra universitetet.

De nævnte to første afhandlinger fra 1887 er en frugt af den æstetiske interesse Pingel havde vakt hos D., og viser hvor selvstændigt han forstod at udnytte hvad han havde lært i Tyskland. Den for D. ejendommelige logiske fremstilling og skarpsindighed træder allerede frem her. Disputatsen Moderne Pindarfortolkning, 1891, giver en tilintetgørende kritik af den symboliserende fortolkning der i Tyskland i 60 år havde tilsløret forståelsen af de vanskelige digte, desuden positive bidrag til fortolkningen. D.s videnskabelige virksomhed kom herefter ved Heibergs indflydelse ind i andre baner. Venskabet fortsattes til Heibergs død, i over 40 år læste de til stadighed græske forfattere sammen. Skønt D. var nogle år yngre end Heiberg har hans indflydelse på denne været stor. Heiberg fik imidlertid D. ind på sit eget felt, udgivervirksomheden. På opfordring af den tyske filolog Ed. Schwartz påtog han sig en ny udgave af Scholierne (den antike kommentar) til Pindar. Forbilledet for udgaven var Schwartz' udmærkede udgave af Scholierne til Euripides; D.s udgave står fuldt ud på højde med Schwartz' og fastslog hans ry i udlandet. Bind I kom 1903, II 1910, det 3. og sidste med registrene der er blevet et forbillede for alle lignende arbejder først 1927. Til udgaven slutter sig flere specielle mindre afhandlinger. Allerede under udarbejdelsen af dette værk begyndte D. forarbejderne til en første udgave af et sent græsk glossar, Kyrillos (Die Überlieferung des Lyrikglossars) der foreligger i flere recensioner og er kilde for de fleste byzantinske lexica. Dette værk afsluttedes 1936. 1912 overtog D. ledelsen af Corpus lexicographorum graecorum der sørger for disse vigtige lexicas udgivelse. Den klassiske filologis sikre metode blev nu anvendt på den store udgave af Kierkegaard som blev foranstaltet på D.s initiativ og som D., Heiberg og H. O. Lange udsendte 1901-07; den betegner et uhyre fremskridt i dansk udgivervirksomhed. For de anvendte principper har D. gjort udførligt rede i Tekstkritik, anvendt paa Søren Kierkegaards Skrifter (i "Udv. Afhandl", 1911 154-74), en afhandling der indeholder en mængde skarpsindige og rammende iagttagelser og er lærerig for enhver filolog. D.s mesterskab i udgiverteknik træder også frem i en anmeldelse af Stahlins "Editionstechnik" (i Nord. Tidskr. f. Fil. 1910-11). Den af Union académique internationale 1932 udgivne brochure "Emploi des signes critiques, disposition de l'apparat eta", redigeret af D. og belgieren Bidez (K. Hude havde også deltaget i forarbejderne) er sikkert i alt væsentligt D.s værk; denne kodifikation af den klassiske filologis formsprog tør betragtes som afsluttende. D.s hovedværk er udgivervirksomheden men mange værdifulde afhandlinger (de ældre i "Udv. Afhandl.") viser at hans interesse fuldt så vel gælder skrifternes indhold. I historien fremdrager han, der her fortsætter Madvigs værk, de retslige problemer; hertil hører lærebøgerne Romersk Statsforfatning, 1903, Romersk Statsforvaltning, 1924 og Romerske Retskilder, 1907 (i samarbejde med H. Federspiel). Den indtrængende fortolkning der gav hans forelæsninger så stor værdi har kun affødt ret få afhandlinger, deriblandt den skarpsindige Zur Cirisfrage (om et uægte digt af Vergil, 1908). Mest tilgængelig er hans forklaring i oversættelsen af et udvalg af Pindars digte, 1910. Den sikre fortolkning og hans medfødte gode stil har gjort ham til en god oversætter, bl.a. af Sueton, Plutarch og Demosthenes' kranstale. Herhen hører også fortolkningen af et dunkelt sted i Holbergs Levnetsbreve (i "Holberg Aarbog" 1921), hvor alle tidligere oversættere var gået hen over vanskeligheden. De religiøse forestillingers udvikling har D. behandlet med stor forkærlighed. Særlig Aischylos har optaget ham; afhandlingen om skyld og nemesis hos denne er en af hans bedste. Atheisme i det antike Hedenskab (univ. progr. 1919, oversat til eng.) er et grundigt arbejde men står i formel henseende tilbage for hans øvrige produktion. For videre kredse har D.s arbejder om kristendommens oprindelse betydet mest. Han bygger på den tyske kritik, men med stor selvstændighed, og hans undersøgelser går langt mere i dybden end hans danske forgængeres, A. C. Larsens og Ryberg Hansens, som han i mindre afhandlinger har taget stilling til. Hovedværket er Kristendommens Oprindelse (i "Verdenskulturen", 1906, også som selvstændig bog), klart og levende, underbygget med den sikreste historiske opfattelse. Paulus som Forfatter og Tænker, 1913 følger omhyggeligt apostlenes mærkelige tankegang. Det jødiske grundlag for kristendommen fremhæves stærkt og ligger D.s naturel nærmere end mysteriereligionen. Om Kierkegaard der fra ungdommen af har beskæftiget D. stærkt har han skrevet et par mindre stykker. Den evne til at opfatte og skildre personligheder der er et hovedfortrin i de religionshistoriske skrifter har sat frugt i flere nekrologer. Den ældste, af landinspektør L. Bentzon, 1893, giver vigtige bidrag til D.s egne anskuelser. Nekrologerne over Madvig, Heiberg, Gertz og Kr. Erslev er indtrængende i karakteristik og dog båret af dyb følelse. D. har været meget optaget af nyere litteratur, særligt engelsk, og har skrevet mindre stykker om Browning og sin yndlingsforfatter Trollope.

D.s produktion vejer mere ved kvalitet end ved kvantitet; sikkert har den megen praktiske virksomhed han deltog i været skyld i at kun så få større værker foreligger, hvortil kom at hans helbred i længere perioder var dårligt. I hans yngre år optog skolevirksomhed en stor del af hans tid. 1888-97 var han forstander for N. Zahles artiumsklasser og var også derefter lærer på skolen; han underviste mest i græsk, men også i tysk, engelsk og dansk stil; han stillede store fordringer til eleverne og gav mange impulser til videre studier. Endnu mere har D. betydet som universitetslærer. Hans klarhed og alsidighed gjorde ham til en fremragende professor; hos ingen har man bedre kunnet lære filologisk metode. På heldig måde supplerede han Heibergs inspirerende, men mere usystematiske undervisning, og der bestod også her et frugtbart samarbejde mellem de to venner. 1894 blev de begge sendt til Tyskland for at undersøge hvorledes seminarundervisningen ved universiteterne virkede, og denne undervisningsform blev så indført herhjemme hvor navnlig Kr. Erslev var den drivende kraft. Erslev havde været D.s ven fra studentertiden, og som videnskabelige typer stod de hinanden nær. De arbejdede sammen i Folke-universitetsforeningen hvor D. var medlem af udvalget 1898-1917, sekretær 1898-1908. Dette samarbejde blev nu fortsat i Carlsbergfondets direktion hvori D. indtrådte 1913. Medlem af Videnskabernes selskab blev han 1903, formand for dets historisk-filosofiske klasse 1930. Mens D. i sine yngre dage ikke havde haft megen indflydelse kom han efterhånden til at spille en vigtig, omend ikke fremtrædende rolle, hvortil han ved sin samvittighedsfuldhed, retfærdighedssans og menneskekundskab udmærket egnede sig. 1926 efterfulgte han Erslev som formand for Carlsbergfondet og fortsatte væsentligt i dennes spor. Hans store interesse for alt videnskabeligt arbejde blev meget påskønnet; skønt han ellers næsten aldrig trådte offentligt frem, repræsenterede han med stor værdighed. 1933 nedlagde han dette hverv og også næsten alt arbejde i de forskellige udvalg han var indvalgt i. Samtidig blev han valgt til præsident for Videnskabernes selskab men trådte tilbage 1934.