Esbern Snare

Esbern Snare, 1127(?)-1204. Esbern Snares liv er næsten udelukkende kendt gennem fremstillingen i Saxos Danmarkshistorie hvor han spiller en hovedrolle som eksponent for den tapperhed, fromhed og fædrelandskærlighed der tjente Valdemarernes kongemagt og udgjorde dens støtte.

Efter overfaldet i Roskilde (1157) førte Esbern Snare i et forrygende uvejr Valdemar over til Jylland og udmærkede sig i de følgende kampe bl.a. ved dristig spejderfærd; efter Valdemars sejr gik han ridderligt i forbøn for den fjendtlige hærfører Ulv (Riber-Ulv). På vendertogene omtales Esbern Snare jævnlig som den raske og utrættelige, stundom dumdristige hærmand. Han hørte tillige til kongens fortrolige venner og rådgivere, og hans råd kunne være lige så forsigtige som han selv var forvoven; han deltog med ære i Arkonas indtagelse og Rügens erobring (1169); blandt hans krigsbedrifter dvæler Saxo især ved et tog (1170) mod kuriske og estniske vikinger hvor han under en kamp på øen Mohn i Rigabugten udviste et enestående mod og udholdenhed for at redde kongesønnen Christoffer.

Kort efter drog han som gidsel til Norge, og på hjemvejen herfra havde han sin mest eventyrlige oplevelse. Saxo skildrer udførligt hvordan han i Sejrøbugten søgte at slippe forbi en hel vendisk flåde, men blev røbet af den opgående måne og måtte tage kampen op mod overmagten, og hvordan han slap ud af kniben ved at sende en mand til tops i masten og slå ild hvad venderne opfattede som signal til en hjælpeflåde. Han nåede således tilbage til Kalundborg, den af ham opførte borg ved det inderste af "Hærvig" i hvis ly en købstad snart opblomstrede; dennes enestående femtårnede korskirke skyldes ligeledes Esbern Snare.

Ikke alene i venderkampene, men også i andre livsforhold stod Esbern Snare trofast ved Absalons side. Efter dennes valg til ærkebiskop nævnes han som ombudsmand i Skåne og pådrog sig som sådan skåningernes had fordi han ikke var indfødt skåning; han hjalp (1181) Absalon med at bekæmpe det store skånske oprør. I omsorgen for slægtsklostret i Sorø nævnes de to brødre jævnsides; klostrets gavebog betegner dem som "mægtige Mænd og navnkundige over hele Landet og fremfor hele det Slægtled af Danske".

Esbern Snare gav store sjælegaver efter sine to hustruers død og testamenterede klostret sin halve boeslod, ligesom gavebogen roser ham for at han ingen indsigelse gjorde mod at broderen gav størstedelen af sit jordegods til kirker og klostre. Esbern Snares arvinger forholdt imidlertid i ca. hundrede år Sorø kloster hans gave.

Ifølge Huitfeldt endte Esbern Snare sit liv på Sæbygård ved at falde ned ad en trappe og brække halsen. Han overlevedes af sin tredje hustru der efter hans død stod i forhold til kong Valdemar Sejr og fødte ham sønnen Knud (1205-60).

Esbern Snare efterlod sig tre sønner og to døtre blandt hvilke den mest navnkundige var fru Ingeborg af Kalundborg.