F.E. Jensen

F.E. Jensen, Frederik Emil Jensen, 17.10.1891-16.8.1961, generaldirektør ved Danmarks radio. Født i Kbh, død i Hellerup, begravet i Gentofte (Mariebjerg kgd.). Efter realeksamen i Fredericia 1908 blev J. ansat som elev på telegrafstationen, blev 1916 "medhjælper" (assistent) i telegrafdirektoratet, kontrollør i generaldirektoratet 1924 og her udnævnt til fuldmægtig 1926. Da staten i et prøveår overtog driften af radiofonien 1.4.1925 fungerede J. som sekretær for det første radioråd der blev oprettet samtidig, og som skulle varetage den øverste ledelse. Ved den endelige statsovertagelse 1926 blev J. sekretær for det nye radioråd og tillige sekretær for radioens tekniske udvalg. Han blev ansat direkte i statsradiofonien som fuldmægtig og bogholder 1928 og blev udnævnt til ekspeditionssekretær 1931. Fra 1925 havde kammersanger Emil Holm været radioens driftsleder med ansvar for den daglige administration og med den øverste kunstneriske ledelse. 25.4.1933 blev J. udnævnt til kommitteret for den forretningsmæssige ledelse af statsradiofonien, idet han i forening med Holm tillige skulle lede programtjenesten. Det blev for J. en balancegang mellem en stærk, særpræget personlighed og et politisk udpeget radioråd, mellem et kunstnerisk og et folkeligt kraftcentrum. J. løste sin opgave udmærket, og da Holm tog sin afsked 1937, blev J. af et enigt radioråd indstillet til posten som direktør for statsradiofonien i forbindelse med en ny radioordning. Efter denne skulle programvirksomheden foregå gennem tre afdelinger for henholdsvis musik, dramalitteratur og foredrag (folkeoplysning). Som leder af samarbejdet mellem afdelingscheferne havde J. også en vis indflydelse på programmerne der blev tilrettelagt på et ugentligt møde. I almindelighed lod J. de enkelte chefer varetage den kunstneriske og kulturelle side af sagen, men han var ikke bange for at udtale sig bramfrit om alt for intellektuelt prægede ideer. J. var tilhænger af bred folkelighed i programmerne, og respekterede samtidig alle bestræbelser på at få kvalitet i udsendelserne. Han fik udvidet radioorkestret fra ca. 60 til godt 90 musici. I de første år under nyordningen havde J. samarbejde med musikchefen Peder Gram, den litterære chef Hans Werner og foredragschefen Jens Rosenkjær. J. var den loyale embedsmand der til det yderste respekterede og krævede respekt for institutionens forretningsorden hos alle, ligesom han gennemførte et loyalt og fremragende samarbejde med radioens øverste ledelse, radiorådet og dets udvalg. Indtil 1939 var kammerherre C. Lerche formand for rådet, og det var væsentligst ham der ud fra sin store administrative erfaring havde skabt grundlaget for institutionens opbygning. J. var dybt demokratisk indstillet og forstod betydningen af, at mange lyttere havde ønsket at organisere sig i forskellige lytterforeninger. Disse foreningers ialt 300 000 medlemmer var repræsenteret i radiorådet og fik gennem programudvalget en vis indflydelse på programlægningen. Formand for radiorådet var fra 1940 Jul. Bomholt, med hvem J. særlig under den tyske besættelse fik et godt samarbejde, gennem 13 år, dog først efter at J., der stærkt hævdede "kommandovejen", havde måttet gå i rette med den nye formand fordi han begyndte at forhandle med medarbejderne. J. måtte under besættelsen tage de direkte forhandlinger med tyskerne. Han søgte over for den tyske radioattaché strikte at overholde alle formaliteter og regulativer og påtog sig det tunge ansvar på én gang at være smidig som forhandler og til tider at stå som afviseren af de tyske krav. "Jeg har været en jesuit over for tyskerne", sagde han senere. Man måtte give efter med hensyn til censur og krav om tyskorienterede "forståelsesprogrammer", mens man samtidig gennemførte hvad man kunne af nationale, demokratiske og nordiske udsendelser. I kampen for at bevare radioens selvbestemmelsesret måtte J. ikke alene føre en forhandlingspolitik over for de tyske myndigheder, men også over for udenrigsministeriet, repræsenteret ved lederen af dettes pressebureau Karl Eskelund og til tider udenrigsminister Erik Scavenius. J.s ansvar blev særlig tungt at bære efter at den danske regering var trådt tilbage 29.8.1943. Den tyske rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best gav den særlige radiokommissær bemyndigelse til at gribe ind i alle spørgsmål. Flere af radiorådets medlemmer var arresteret. Resten af rådet afholdt 2.9.1943 møde uden for radiohuset og fastlagde herunder retningslinjerne for den kommende tids arbejde bl.a. med store programindskrænkninger. J. skulle nu fungere som programchefernes overordnede. Det gjaldt herefter for statsradiofonien om kun at gennemføre de nødtørftigste programmer. Formålet var at bevare radioen som institution, at bevare sendestationerne, og ikke mindst at undgå tysk konfiskation af alle radioapparater, der betød forbindelse til den frie verden og kunne betyde kontakt i en krisesituation. J. og andre ledende radiofolk forsøgte at tage deres afsked flere gange under kriser hvor man fandt, at de tyskprægede udsendelser prostituerede den danske radio. Regeringen opfordrede radioens medarbejdere til at blive på deres poster, og frihedsrådet stod forstående over for radioens problem. Tyskerne ville straffe en tilbagetræden som sabotage.

De første årtier af radioens historie deltog programudvalget direkte i programlægningen, et forhold der oprindelig udsprang af Holms manglende interesse for foredragsvirksomheden og det politiske stof. Efter nyordningen 1937 forelagde J. som direktør alle enkeltudsendelser der var uden for afdelingschefernes kompetence, i programudvalget. De yngre programfolk rykkede efter 1945 frem for at kunne deltage i programlægningen. De fik ændret det ugentlige afdelingschefmøde til et møde med alle programmedarbejdere, dog stadig under forsæde af J. Alle deltog her i kritik af de foregående udsendelser og i planlægningen af de følgende programmer. J. følte sig herved direkte støttet og inspireret. Der oprettedes nye afdelinger, fra 1950 en TV-afdeling. 1951 indførtes dobbeltprogrammer. Efter en nyordning 1958 blev J. generaldirektør for institutionen der fra 30.6.1959 fik navnet Danmarks radio. TV og radio blev skilt ad under hver sin programdirektør, men TV-programarbejdet blev lagt under de enkelte radioafdelinger. I forbindelse med den store vækst i radioen, og særlig i TV, voksede også problemet om udsendelsernes tilblivelse og kvalitet. Konkurrencen mellem radio og TV udsprang af fjernsynets eksplosive fremgang, fra 800 fjernsynslicenser i 1953 til 388 000 i 1960. Medarbejderne følte programudvalg og radioråd som hæmmende for et frit skabende arbejde, hvad man gav udtryk for i 1957. Man ville have en radiochef som øverste leder af programmæssige forhold og en økonomichef der skulle tage sig af administrationen. J. blev rystet over denne helt åbenlyse interne kritik, selvom medarbejderne udtalte at de to poster indtil videre kunne forenes hos den "nuværende" direktør. J. havde måske ikke helt let ved at følge med i udviklingen. Han var begyndt i en lille institution og var vant til fra radioens barndom at have snor til de mindste detaljer i de administrative og til en vis grad også de kunstneriske krinkelkroge. Den nye båndteknik tiltalte ham ikke. "Jeg vil ikke være direktør for en konservesfabrik", sagde han. Han var meget optaget af det unge fjernsyn og så tydeligt den fremtid der lå i det. Samarbejdet med radiorådets formand siden 1953, Peder Nørgaard, var næppe helt gnidningsfrit de sidste år. Normalt fik J. sine indstillinger i forretningsudvalg og radioråd godkendt. Men han kæmpede forgæves, da han 1961 indstillede radioens sekretariatschef, senere økonomidirektør Ejnar Jensen som sin efterfølger. Rådets flertal med Nørgaard i spidsen foretrak programchefen for oplysnings- og aktualitetsafdelingen Hans Sølvhøj. J. var alvorligt syg og følte sig bittert svigtet af alle. De sidste års interne kritik og den hårde offentlige kritik af Danmarks radio havde taget på ham, selv om han til bunds kendte vilkårene. Alle havde respekt for F. E., som han blev kaldt. Han kunne blive meget vred, var også hjælpsom, fuld af omsorg, ubestikkelig og retsindig. Han var formand for Dansk Radio-Hjælpefond. Hans arbejdsbyrde var enorm, og han gjorde sig den ikke lettere, bl.a. lagde han mange kræfter i arbejdet med byggeriet af Radiohuset og TV-byen. Under besættelsen skrev han dag for dag, til tider fra time til time, i hånden referater af sine forhandlinger, et usædvanligt kildemateriale. Han fulgte også med i politik og litteratur. I en fredelig stund mellem møder, udarbejdelse af indstillinger, telefonsamtaler og læsning af dokumenter holdt han af at samtale om disse ting, helst når huset var forladt. Men først og fremmest var J. den store administrator, den myndige leder, den formidlende og ofte bestemmende forhandler.