F.H. Jahn

F.H. Jahn, Ferdinand Heinrich Jahn, 5.2.1789-29.7.1828, officer, militærhistoriker. Født i Neumünster, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). Efter en meget omhyggelig opdragelse i hjemmet sendtes J., tretten år gammel på koffardifart til Middelhavet o. fl. st. Da det derefter ikke lykkedes ham at blive optaget på Søkadetakademiet, meldte han sig til optagelse i feltjægerkorpset og antoges 1804 som menig i dette. Hans korpschef, J. L. J. Binzer, interesserede sig meget for den opvakte og flittige J., og da denne ønskede at fortsætte til de lette tropper for hurtigt at blive officer anbefalede Binzer ham indtrængende til kronprinsen, så at J. n.å. udnævntes til fænrik i virkeligt nummer og med gage, foreløbig dog uden anciennitet; 1808 blev han på general Johann v. Ewalds anbefaling som en undtagelse fritaget for at aflægge officerseksamen og udnævntes til sekondløjtnant (anciennitet fra 1807), og 1812 blev han premierløjtnant, 1820 stabskaptajn. Som adjudant ved holstenske skarpskytterkorps havde han deltaget i felttoget 1813 og udmærket sig ved mod, koldblodighed og godt blik for kampforhold, særlig i kampen ved Sehested. Mens han 1815–17 var ved korpset i Frankrig oversatte han en del dansk litteratur til tysk, og sidstnævnte år opnåede han sammen med J. A. Fibiger kongens støtte til udgivelse af en "militær Journal" på dansk. I fortalen til dennes første årgang, 1818, som Magazin for militair Videnskabelighed nævner de to mænd at krigshistorien ville blive en af hovedgenstandene for deres egne bidrag, og i årgang 1820 havde J. sin første trykte afhandling om dansk krigshistorie: Christian IV.s Feltlog 1626, hovedsagelig efter trykte, navnlig tyske kilder. Allerede i denne afhandling må man beundre hvor smukt og klart J., der hidtil bestandig havde hørt hjemme i Holsten, udtrykte sig på dansk. I årgang 1821 fremsætter han interessante anskuelser om studiet af krigshistorien, dennes formål, kildebehandlingen, omfang osv.; man skønner her hans flid og grundighed i studiet af den klassiske oldtids og gamle danske og udenlandske historieskriveres beretninger. Efter at han 1820–22 havde udgivet Grundtræk til Christian den Fjerdes Krigshistorie (Kalmarkrigen og krigen 1626–29), et livfuldt og grundigt arbejde, kaldte kongen ham mod slutningen af 1823 til Kbh. som à la suite ved Lauenburgske jægerkorps med betydelig ekstragage og satte ham herved i stand til at hellige sig det han betragtede som sin livsopgave: udarbejdelsen af en håndbog i dansk krigshistorie i de sidste tre-fire århundreder på grundlag af studier i arkiver og biblioteker. Under udvikling af selvstændighed og sporsans, glødende iver og utrolig flid, om formiddagen i arkiver og biblioteker, derefter arbejde hjemme, gik J. til værket, og 1825 udgav han sine forelæsninger for officererne i Kbh. som en almindelig oversigt over Nordens, særlig Danmarks krigsvæsen i den ældre middelalder – et anseligt bind, der skulle være indledning til hovedværket. 1827 udviklede han sin plan for udarbejdelsen af "Danmarks Krigshistorie" der skulle omfatte seks kvartbind hvoraf de to første Unionshistorien, de følgende tiden indtil 1814: Han ville give Danmark-Norges nyere statshistorie hvori krigen som middel til at opnå et politisk øjemed ganske vist ville blive hovedemnet, uden at han dog ville gå nøjere ind på "Manddrab, Plyndring og Ødelæggelser", men klargøre krigenes udspring og resultater i deres forhold til statslivet, statshistorien. -Det skulle imidlertid ikke forundes ham at gennemføre dette så lovende program, og ved sin død havde han ikke nået at få unionstiden færdigbehandlet. Manuskriptet blev udgivet 1835 af nogle af hans venner, og viser at han i dette sit sidste arbejde, hvor han havde dæmpet sine tidligere romantiske anskuelser og sin levende fantasi, var kommet nær det høje mål han havde sat sig, og at den historiske videnskab ved hans tidlige død havde lidt et stort tab. J. anses for at være det militær-historiske studiums grundlægger i Danmark. Samtidig med alt andet arbejde havde han været virksom medarbejder ved Magasinet og andre tidsskrifter samt ved sine forelæsninger vakt interesse blandt officererne for dansk historie, hvorhos han efterlod sig meget betydelige samlinger, uddrag af kilderne, der til dels benyttedes af andre (Otto Vaupell). Meget lidt af disse samlinger er bevaret. De samtidige skandinaviske historikere optog ham i deres kreds; han blev medlem af flere lærde selskaber og var medstifter af oldskriftselskabet. – J. elskede sit fædreland med begejstring; han var begavet med kombinationsevne og levende veltalenhed; hans skriftlige og mundtlige stil var overordentlig livfuld og billedrig.