F.V.A. Prosch

F.V.A. Prosch, Ferdinand Victor Alphons Prosch, 25.11.1820-29.7.1885, veterinær. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Johs.), begravet sst. (Garn.). Som så mange af Den kgl. veterinær- og landbohøjskoles tidligere lærere udgik P. af lægernes kreds. Efter studentereksamen 1837 fra Metropolitanskolen studerede han medicin, tog lægeeksamen 1843 og var 1843-46 prosektor under professor D. E. Eschricht ved universitetets zootomiske museum. Som marinelæge foretog han 1847-49 togter til Guinea og Vestindien og var 1849 overskibslæge på fregatten Havfruen. Efter krigen nedsatte han sig som praktiserende læge i Kbh., men underviste samtidig i naturhistorie og udgav en meget benyttet skolebog, Dyrerigets Naturhistorie, 1851. Da lærerpladsen i de hygiejniske fag ved veterinærskolen blev ledig 1852 ved professor G. Withs konstitution i landstutmesterembedet, deltog P. i konkurrencen og blev den foretrukne. De første år konstitueredes han i stillingen men udnævntes 1858 til lektor i diætetik, husdyrhold, husdyravl og beslaglære ved den ifølge lov af 8.3.1856 oprettede veterinær- og landbohøjskole; 1859 blev han professor. P.s mangeårige naturvidenskabelige uddannelse gjorde det let for ham at sætte sig ind i husdyrbrugfagene; hertil bidrog også studierejser i ind- og udland hvor han bl.a. studerede tyske og engelske husdyrracer. 1855-83 var han tillige lærer i ydrelære og beslaglære ved ride- og beslagskolen. 1879 fritoges han for beslagundervisningen ved landbohøjskolen.

P. fik stor indflydelse på det danske husdyrbrugs udvikling i sidste halvdel af 1800-tallet. J. Jensen tillægger ham grundsætningen "Bevaring og udvikling af Landrace ved sig selv" og anser ham for skaberen af den såkaldte "rationelle" avl. P. bekæmpede datidens anskuelse at de hjemlige racer kun lod sig forbedre ved krydsning, og han var ivrig forkæmper for renavlsprincippet og tilrådede forbedring af de hjemlige racer ved udvalg inden for det forhåndenværende til forholdene tilpassede materiale. Navnlig på landmandsforsamlingen i Flensborg 1854 advarede han indtrængende mod at kaste vrag på landets egne ublandede racer, og i husdyrloven af 23.1.1862 har man et bevis for, at han og hans tilhængere sejrede. Ligeledes hævdede P. vigtigheden af at specialisere de racen iboende anlæg: han var klar over at fuldkommenhed i ydeevne kun nås ved at sigte efter et bestemt mål; han fremhævede den ensidige udviklings betydning for dannelsen af gode husdyrracer, men ivrede mod forsøg på fuldkommengørelse af de såkaldte "naturlige Mellemformer"; således hævdede han gang på gang det ørkesløse i at forsøge på at omdanne de ved kunst ɔ: ved krydsning dannede mellemformer til racer, fordi den kunstige mellemform i modsætning til den naturlige, der repræsenteres af de mere eller mindre primitive landracer, ikke har rod i de stedlige forhold. Forgæves arbejdede han på at få ansat vandrelærere, hvis opgave skulle være blandt de mindre landbrugere at udbrede kendskab til husdyrenes avl og pleje. P. var en fremragende lærer; ganske vist stillede han store krav til sine tilhøreres kundskaber og foruddannelse, således at ikke alle høstede nytte af hans forelæsninger, men ud af den store elevskare han samlede, udgik talrige pionerer der udbredte P.s for dansk husdyravl så gavnlige læresætninger. P. blev en af landbohøjskolens betydeligste skikkelser. Han blev anset for at være en vittig og åndfuld mand der dog ikke ville – eller ikke kunne – popularisere sine meninger og derfor havde vanskeligt ved at finde fuld forståelse. Han havde sæde i mange kommissioner, hvoraf skal nævnes hans deltagelse i forhandlingerne angående Fr.borg-stutteriet (1865) og undersøgelserne vedrørende oprettelse af en statsanstalt for videnskabelige forsøg til landbrugets fremme. Han var fremdeles dommer ved landmandsforsamlings-dyrskuer, medlem af stutterikommissionen samt landhusholdningsselskabets delegerede.

P.s litterære virksomhed var meget omfattende. Foruden nogle afhandlinger om et par zootomiske undersøgelser over blæksprutterne (Videnskabernes Selsk.s Skr. 1845 og 1847) bør fremfor alt nævnes hans større og mindre landbrugs-skrifter og tidsskriftartikler om avl, foderstoffer og husdyrpleje. Hans håndbøger udkom i flere udgaver, og som de vigtigste skal anføres Grundtræk af Huusdyrenes almindelige Sundhedspleje, 1856-63, Hestens Ydrelære og Pleie. 1855, Haandbog i det almindelige Huusdyrbrug (I. Avlens almindelige love; II: hestens; III: kvægets samt IV: fårets og svinets avl og pleje), 1861-70. Af betydning var også hans Haandbog i Beslaglæren, 1859, idet den har bidraget til indførelse af forbedret beslag efter engelsk mønster. Fremdeles bør nævnes Uddrag af de Frederiksborgske Stutteriers Aarbøger, 1856, Frederiksborg Stutteri. En historisk Undersøgelse, 1866, Nutidens Strømninger i Husdyravlen. Foredrag holdte i jyske Landboforeninger, 1879 og – som den ubetinget mest populære af P.s bøger – Anviisning til Landhestens Behandling for de mindre Jordbrugere, 1880.