Fr. Bagge, Frederik August Vilhelm Bagge, 2.3.1861-5.1.1928, bogtrykker. Født på Frbg, død på Skt. Lukas stiftelsen i Hellerup, begravet Kbh. (Vestre). B. stod i lære hos H. H. Thiele, rejste derefter til München for at fuldende sin faglige uddannelse og startede allerede 1884 i Kbh. et trykkeri som han udviklede til at blive et af landets største. 1905 blev han kgl. hofbogtrykker. Indtil Gyldendalske forlag oprettede sit eget trykkeri arbejdede han meget for dette forlag til hvilket han var knyttet gennem slægtskabsforhold til familien Hegel. B. var foregangsmand inden for faget; han var således den første herhjemme som indførte det nu almindelig brugte franske typesystem, totur-maskiner og pålægningsapparater, ligesom han var den første der benyttede sættemaskine til bogsats. Inden for de københavnske bogtrykkeres organisationsliv spillede han gennem mange år en fremtrædende rolle. Han var hele sit liv stærkt sportsinteresseret og hørte til foregangsmændene her i landet inden for sejl-, cykel- og automobilsporten. 1914 optog B. i firmaet sin søn, Svend Aage B. der efter faderens afgang 1920 en årrække ledede det alene. Det er fortsat (1977) i familiens besiddelse.

Familie

Forældre: professor S. H. B. (1817–95) og Julie Reiersen (1824–95). Gift 1. gang 7.3.1885 i Kbh. (Johs.) med Elisa (Lissa) Amalia Christiane Møller, født 2.10.1857 i Ålborg (Frue), død 7.7.1918 på Frbg., d. af premierløjtnant, senere kaptajn og distriktsforstander ved Kbh.s fattigvæsen Valdemar M. (1829–86) og Amalie Marie Elisabeth Henneberg (1833–1914). Gift 2. gang 11.12.1919 i Odense (Skt. Knud) med Edith Grethe Vilhelmine Emilie Reimann, født 5.2.1900 i Odense, død 2.7.1943 på Frbg. (gift 2. gang 1932 med godsejer, senere teaterdirektør Jens Christian Breum til Ørneholm, nu Sauntegård ved Hornbæk, 1876–1956), d. af afdelingsleder ved de fynske glasværker Wilhelm R. (1858–1925) og Emilie Grau (1869–1945).

Udnævnelser

R. 1910.

Ikonografi

Tegn. af Fritz Kraul. Foto.

Bibliografi

De grafiske fag XXIII, 1928 423. Cai M. Woel: Det gamle trykkeri, 1933. Samme i De grafiske fag, 1934 77–79. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig