S.H. Bagge

S.H. Bagge, Svend Henrik Olufsen Bagge, 29.7.1817-3.4.1895, veterinær. Født i Kbh. (Trin.), død på Frbg., begravet sst. B. blev student 1836 fra Borgerdydskolen i Kbh., tog lægeeksamen 1842, praktiserede en kort tid som læge, blev kandidat på Frederiks hospital 1844 og s.å. anatomisk prosektor ved universitetet. Da C. Viborg døde 1844 trængte veterinærskolen til en lærer i dyrepatologi, og efter C. E. Fengers råd opfordrede J. Collin B. til at søge over i veterinærfaget. 16.11.1844 blev han udnævnt til lektor (4. lærer) ved veterinærskolen. 1845–46 studerede han på et rejsestipendium ved veterinærskolerne i Tyskland, Østrig og Frankrig. Ved sin hjemkomst overtog han undervisningen i patologi og kirurgi og blev forstander for den stationære og 1847–50 tillige for den ambulatoriske klinik. Efter oprettelsen af veterinær- og landbohøjskolen docerede B. kun almindelig og speciel patologi samt farmakodynamik og bestyrede den stationære klinik. 1889 tog han sin afsked fra skolen. 1861–62 var han konst. land-stutmester og 1862–74 medlem af og i en del år tillige sekretær ved stutterikommissionen hvis beretninger han udgav; hans store interesse for hesteavl satte dog ikke varige spor. Fra 1851 var han medlem af Det veterinære sundhedsråd og var i en årrække dets formand, 1880–92 tillige veterinærfysikus. Til trods for B.s mangelfulde veterinære uddannelse og ringe trang til litterær produktion har hans gerning dog på forskellige områder sikret hans navn varig plads blandt kendte danske dyrlæger. Han udgav sammen med H. C. B. Bendz og senere med H. KrabbeTidsskrift for Veterinærer hvorved et længe følt savn blev afhjulpet. Her offentliggjorde han en del små afhandlinger, mest vedrørende kliniske iagttagelser. Af hans bemærkninger om følsygen ses at han allerede 1861 havde påvist tilstedeværelsen af navlebetændelse ved denne sygdom.

Værdifuldest er en i bogform udgivet beretning: Snivesygdommens Forekomst i Danmark, 1863. På forskellige andre områder der for en del lå hans egentlige virksomhed fjernt var B. meget virksom. Han har således væsentlig andel i oprettelsen af Kreaturforsikringsforeningen for Kongeriget Danmark og flere samfundsøkonomiske virksomheder, såsom Kbh.s sporvejsselskab, Aktieselskabet for udtørring af Kolindsund, Maglemølle papirfabrik, Brand- og Livsforsikringsselskabet Danmark. Også i filantropiske selskaber (Centralkomiteen af 1863 og Foreningen til syges og såredes pleje) var han bestyrelsesmedlem, og i mange af nævnte selskaber var han formand. 1863–74 var han formand for Den danske dyrlægeforening. Han omtales stedse som en yderst human og elskværdig mand der var meget afholdt af sine elever. – Tit. professor 1859. Etatsråd 1892.

Familie

Forældre: kobberstikker Oluf Olufsen B. (1780–1836) og Karen Nielsen (1789–1856). Gift 30.5.1849 i Kbh. (Holmens) med Julie Charlotte Augusta Emilie Reiersen, født 27.3.1824 i Kbh. (Frue), død 22.4.1895 på Frbg., d. af grosserer Andreas R. (1778–1852) og Johanne Elisabeth Sprunck (død 1854). – Far til Fr. B.

Udnævnelser

R. 1867. DM. 1878. K.2 1888.

Ikonografi

Mai. af F. L. Storch, ca. 1853. Litografi 1856, af I. W. Tegner, og 1867. Træsnit 1877. Foto.

Bibliografi

Månedsskr. for dyrlæger, 1895. B. Bang i Den kgl. veterinær- og landbohøjskole 1858–1908, 1908. Samme i medlemsbl. for den da. dyrlægeforen., 1923. Carl H. Hansen sst., 1924.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig