Fr. Oldenburg

Fr. Oldenburg, Frederik (Fritz) Oldenburg, 14.3.1828-25.9.1890, forstkandidat, politisk forfatter. Født i Højbjerg ved Viborg, død på Oretorp, Skåne, begravet i Vittsjö. O. blev student 1846, privat dimitteret, deltog frivilligt i krigen 1848 som herregårdsskytte, blev forstkandidat 1852 og 1853 ansat ved forstvæsenet i Slesvig hvorfra han tog sin afsked 1860. Baggrunden herfor var hans kritiske indstilling til statsskovbruget hvis administration og planlægning var genstand for voldsomme angreb i artikler i Fædrelandet 1860-61 der blev indledning til en polemik om statens skove. Foruden avisartiklerne skrev O. pjecerne Et nyt Bidrag til Belysning af Statsskovbruget, 1862 og Statsskovvæsenet, 1868. Til sin specielle kritik af statsskovbruget føjede O. i foredrag ved landmandsforsamlingerne 1861 og 1863 en kritik af den bestående skovlovgivning og fremsatte forslag om skovtvangens ophævelse og flytning af skovene fra øernes frugtbare egne til Jyllands magre jorder. Han fandt heri tilslutning fra mange godsejere, hvoriblandt J. B. S. Estrup, og fra nationaløkonomen N. C. Frederiksen. O.s kritik af de skovbrugspolitiske forhold blev udgangspunktet for et af Estrup som indenrigsminister 1866 i folketinget fremsat forslag om skovtvangens ophævelse. Forslaget fremkaldte voldsom protest og nåede aldrig frem til anden behandling.

1868 købte O. godserne Oretorp og Hyngarp i Skåne, men boede fra 1880 mest i Kbh. Efter i mange år at have studeret politik og historie og læst Søren Kierkegaard fremtrådte han 1881 som politisk forfatter med pjecen Strategi og Politik. Et Bidrag til Belysning af Staternes Magtstilling under pseudonymet C. v. Haller. Hans krav om at Danmark skulle slutte sig militært til Tyskland fremkaldte adskillige angreb, og som svar på disse skrev han endnu s.å. under navn tre pjecer, hvori han også kom ind på indre politik. 1884-89 udgav han årligt et stridsskrift (Forlig eller Revolution, Statscoup, Opløste Forhold, Vor Opløsning fortsat, Estrupiatet og Demoralisationen, Tre politiske Problemer) hvori han vendte sig skarpt både mod venstre og mod Estrup, i de sidste år mest mod den sidste. Pjecerne er skrevet med utvivlsomt talent, men skæmmes af arrogance og angrebslyst; O. pådrog sig flere processer og var ved sin død dømt til fængsel for fornærmelser mod hof- og stadsretten. Nogen større betydning fik det energiske forfatterskab ikke.