Franz From

Franz From, Franz Gustav From 14.2.1914-3.4.1998, psykolog. Født på Johnsborg, Agerskov sg. F. voksede op i et strengt, religiøst hjem med Bibelen som væsentlig litterær påvirkning. 1933 blev han student fra Haderslev katedralskole, kom derpå til Kbh. og læste medicin et semester, men derefter psykologi som han studerede under Edgar Rubin for hvem han i en periode også var videnskabelig assistent. 1937-39 var han medarbejder ved Kbh.s kommunes psykotekniske institut. 1939 blev han magister i psykologi og s.å. ansat som amanuensis ved psykologisk laboratorium der da, foruden professoren, kun talte en docent i anvendt psykologi. 1954 udnævntes han til professor sst. Han beklædte professoratet frem til 1979. Inspireret af bl.a. F. C. Sibbern havde F. i studieårene skrevet en afhandling om følelsernes systematik. I et følgende arbejde, Drøm og neurose, 1944 (senere sammenfattet i Zeitschrift für Psychologie, 1961 240-52), behandledes sammenhængen mellem sansemæssig forarbejdning og begrebsmæssig indordning. Grundtanken er at vore oplevelser på samme tid er forarbejdede og indordnede. En set figur har en højere forarbejdningsgrad – er højere indordnet – end figurens baggrund. Højt indordnede oplevelser svarer nærmest til snævert afgrænsede begreber og lavt indordnede oplevelser til vagt afgrænsede begreber. Ved en uddifferentieringsproces tænkes barnet at udvikle sig fra lavere indordningsniveauer til højere. I drømme og ved psykiske sygdomsbilleder antages denne sammenhæng at blive forstyrret. Sammen med nogle mindre artikler fra samme tid kan dette arbejde ses som forstudier til afhandlingen Om oplevelsen af andres adfærd som F. havde påbegyndt den eksperimentelle del af 1941, og med hvilken han 1953 erhvervede den filosofiske doktorgrad. (Engelsk oversættelse 1971). Afhandlingens tese er at vi umiddelbart oplever andre menneskers handlinger som meningsfulde forløb. Vor oplevelse af en persons handling består normalt ikke af to oplevelser – en oplevelse af et materielt forløb og en oplevelse af en mening med forløbet – men disse to aspekter er givet "i og med hinanden" som en udifferentieret helhed, iflg. dansk fænomenologisk tradition betegnet "psykoide dannelser", og kendt fra dagliglivet som ureflekterede oplevelser af andres målrettede adfærdsforløb (handlinger), adfærdsmåde (præg), adfærdsspor (handle-, udtryks- eller prægspor) og sproglige ytringer (oplevet som meddelelser eller adfærd). For en efterfølgende refleksion kan imidlertid adfærdens oplevede psykiske aspekt, kaldet "sens", fremtræde som noget der har indflydelse på hvorledes de fysiske påvirkninger forarbejdes til oplevet forløb, eller som en hypotese om forløbets psykiske aspekt der, pga. konflikt med den videre adfærd, må erstattes med en anden mere plausibel sens. Situationer som disse er analyseret i forsøg med forevisning af filmoptagelser af mindre handlingsforløb og tolket ud fra ovennævnte overvejelser over forarbejdning og indordning hos den oplevende person, dennes holdninger og situationens hele betydning for oplevelsen af andre. Denne dynamiske vekselvirkning mellem andres handlinger og vore forventninger til disse som dette arbejde havde peget på blev også et grundtema i F.s senere forskningsinteresser og initiativer. 1955 blev han medlem af og 1957 formand for udvalget for samfundsforskning i Grønland, og sammen med bl.a. Verner Goldschmidt, Helge Larsen og et team af medarbejdere gennemførtes i slutningen af 1950erne undersøgelser dér af sociale og uddannelsesmæssige forhold til støtte for den videre lovgivning (jfr. F.s redegørelse i "Grønlands Landsråds Forhandlinger 1958" i Beretninger vedr. Grønland, nr. 2, 1958 39-45, og Samfundsvidenskabelige undersøgelser I–IX, 1961-63). Foruden at være levende interesseret i befolkningen og dens livsvilkår, herunder samspillet mellem samfundsforhold og opdragelse, mente F. at man ved at undersøge mennesker og deres kulturelle udvikling hvor denne ændres hurtigt, kunne få noget at vide om mennesket i det moderne samfund (Indledning til Børn og opdragelse i Grønland. – En sociologisk studie ved K. Glarborg, 1968). I Psykologisk set, 1953 og i Menneskekundskab, 1959 skrev han videre om mellemmenneskelig forståelse og tolerance. Den manglende forståelse af børn optog ham også, og han kritiserede børnepsykologerne for snarere at beskrive et barnligt sjæleliv hos sig selv end hos børnene (Børnepsykologi, 1961); kun nøjere undersøgelser og mindre teoretisering kunne føre til bedring af børns opvækstvilkår. Den pointerede overensstemmelse mellem handling og mening hos skuespilleren bragte ham ind på sammenligninger af K. Stanislavskijs spillenormer og dagliglivets adfærdsregler, ligesom uoverensstemmelser mellem adfærd og hensigt som illusionisten Faustinus benyttede sig af førte til overvejelser over magiens væsen og fordommes opståen hos mennesker (En psykolog snakker med, 1968).

Fra sin tidligste ungdom havde F. kæmpet mod fordomme, andres og egne. Denne utålmodighed med vanetænkning og fikse ideer gjorde ham til parapsykologiens fjende nr. 1 (se også forordet til 3.udg. af Alfr. Lehmann: Overtro og trolddom, 1968), til "ulvebørnenes udfrier" (Børnepsykologi), ligesom det var ved hans mellemkomst at den danske pornografilov blev ændret 1965 (§ 234 i Gutenberghus årsskrift 1965 og L. Blædel: Sagen om Fanny Hill, 1965 6 12 46-51). I de senere år har F. arbejdet med forskellige sider af spisefordommenes psykologi, såvel vore egne som fremmede folks. 1976 var han gæsteprofessor ved Hong Kong universitet hvor han navnlig undersøgte lovgivningen mod hundespisning (Dansk psykolog nyt, 1977 og Carlsbergfondets årsskrift, 1978). På disse forskellige områder og ved sine forelæsninger og foredrag over almen psykologi, følelseslivets psykologi og børnepsykologi videreførte F. flere sider af dansk psykologisk tradition og kom dermed til at præge dens videre udvikling. En række artikler om dansk psykologisk historie foreligger fra hans hånd, bl.a. Psychology in Denmarki Nordisk psykologi, 1951. Han deltog flittigt i den offentlige debat med dagbladskronikker og optrådte ofte i radio og tv. 1953 modtog han Ekstrabladets videnskabspris. 1948-50 underviste han i pædagogik ved Blågårds seminarium og pædagogikkens historie ved pædagogicum 1949-56, og han var lærer i psykologi ved Danmarks lærerhøjskole 1951-63. Han var næstformand i Dansk psykologforening 1951-57 og landsformand for Nordisk sommeruniversitet 1954-62. Han var medlem af flere ministerielle udvalg, således af socialministeriets udvalg vedr. oprettelsen af et socialt forskningsinstitut 1955, af instituttets forskningsråd 1958, og af det faglige råd ved Danmarks pædagogiske institut 1955. Han blev medlem af Videnskabernes selskab 1974.