Frederik Carl Ferdinand

Frederik Carl Ferdinand, Friedrich Carl Ferdinand, 5.4.1729-27.4.1809, hertug af Braunschweig-Lüneburg-Bevern, officer. Født i Braunschweig, død på Glücksborg, begravet sst. (Slotskapellet). F., hvis kaldenavn var Carl af Bevern, indtrådte tidligt i hollandsk, senere i braunschweigsk, kejserlig og preussisk tjeneste, deltog i flere felttog, navnlig i syvårskrigen, og avancerede til generalløjtnant. Han havde imidlertid særlig gode forbindelser med hoffet i Kbh. da dronning Juliane Maria var hans søskendebarn, og enkedronningens bror, dansk feltmarskal Frederik Ernst, var gift med hans søster. Febr. 1760 foreslog grev Waldemar Schmettau J. H. E. Bernstorff at F. skulle antages som generalløjtnant, og s.å. trådte hertugen med denne grad og som kommandør for et af garderegimenterne i dansk tjeneste. Ved felttoget mod russerne 1762 kommanderede han en division. 1764 blev han general af infanteriet og s.å. generalinspektør samt chef for infanteriet på Sjælland og Fyn. Ved tronskiftet 1766 blev han guvernør i Rendsborg og kommanderende general i hertugdømmerne. 1772 indgav han efter ordre et grundigt gennemarbejdet forslag om en ændret hærorganisation der i højere grad end hidtil skulle bygges på nationalt grundlag, ved at de udskrevne karle uddannedes i de hvervede regimenter til virkelige soldater, altså en sammensmeltning af den hvervede og den udskrevne hær i lighed med det preussiske system. En i sagens anledning nedsat kommission kunne imidlertid ikke enes om et endeligt forslag, og jan. n.å. nedsattes en ny kommission, hvori F., der blev udnævnt til guvernør i Kbh. og atter chef for infanteriet på Sjælland m.m., blev præses, A. P. Bernstorff og Heinrich Schimmelmann samt et antal officerer medlemmer. De militære medlemmer enedes om at foreslå en noget forøget udskrivning af bønderkarle, men frarådede i øvrigt større forandringer i hærplanen foreløbig, da hæren trængte til ro efter den Saint-Germainske periode. Bernstorff og Schimmelmann, støttet af C. D. Wodroff, nægtede imidlertid at underskrive dette forslag, og da F. ikke var i stand til at overvinde denne modstand opløstes også denne kommission uden resultat. På forslag af statsrådet blev der dernæst 1774, med forbigåelse af F., nedsat en tredje kommission der fik forelagt en af statsrådet udarbejdet plan, hvilende på forhandlingerne i de foregående år, og ved kongelig resolution s.å. fastsloges endelig den vigtige hærplan af 1774. – F., der som generalinspektør så manglerne ved ordningen af 1774, fremsatte n.å. energiske forslag til forbedringer; men statsrådets flertal overdrog general H. H. Eickstedt, en personlig fjende af F., at imødegå forslagene, hvad Eickstedt gjorde med største glæde i et lige så personligt nærgående som sagligt svagt indlæg som alligevel fik det samlede statsråds tilslutning. En kongelig resolution bestemte herefter at forslagene uden videre påagtning skulle henlægges forseglet i arkivet – og således henligger de endnu. F. forblev dog i sine stillinger og vedblev at hævde nødvendigheden af en mere krigsmæssig uddannelse, men Bernstorff modsatte sig stadig dette. Da Carl af Hessen 1784 blev kronprinsens militære rådgiver blev F. afskediget som guvernør i Kbh. Han skulle vel forblive stående i "Detaillen" og beholde sin fulde gage, sålænge han forblev her i landet – rejste han bort, skulle han kun have 6000 rdl. årlig; men faktisk var han afskediget. Han tog herefter ophold på Glücksborg hvor han boede til sin død. Da hæren 1788 gjordes krigsberedt mod Sverige, bad han kronprinsen om kommando hvad der lovedes ham under visse forudsætninger som dog ikke indtraf. 1790 tænkte han på at forlade landet, men stillede sig til disposition i tilfælde af krig. 1784 havde han fået karakter af feltmarskal, men først 1808 fik han bestalling som sådan. – F.s næstældste bror Georg Ludvig Frederik (1721-47) blev 1737 kaptajn i dansk tjeneste, 1739 oberstløjtnant, 1741 kar., 1742 virkelig oberst og gik senere i udenlandsk tjeneste, hvor han døde. Efter traditionen var han far til Støvlet-Cathrine.