Frederik Hostrup Schultz, Jens Johan Frederik Hostrup Schultz, 29.1.1834-28.6.1895, bogtrykker. Født på Benzonseje ved Køge, død i Kbh., begravet på sin ejendom Lille Odinshøj i Ålsgårde. S. var oprindelig uddannet som maler og havde i nogen tid været elev på kunstakademiet, før han efter sin fars ønske gik i bogtrykkerlære. Han blev svend 1858, og efter at have arbejdet i faderens trykkeri rejste han 1862 til Tyskland for at uddanne sig videre og havde her bl.a. arbejde hos det store firma Fr. Vieweg & Sohn i Braunschweig. Han lagde sig navnlig efter illustrationstryk, til hvilket hans kunstneriske foruddannelse gjorde ham særlig egnet. Efter sin hjemkomst gik han ind i slægtens gamle, ansete forretning som han 1875 overtog efter sin far. Han moderniserede trykkeriet der allerede under faderens ledelse var blevet stærkt udvidet, og indførte de nyeste tekniske hjælpemidler, bl.a. sættemaskiner og moderne hurtigpresser. Allerede i en længere årrække havde trykkeriet virket som officielt regerings-, rigsdags- og universitetsbogtrykkeri og var som sådant næsten gledet helt bort fra det egentlige bogarbejde. Herpå søgte S. at råde bod bl.a. ved at genoplive firmaets tidligere forlagsvirksomhed. Hans vigtigste indsats på dette område er deltagelsen i udgivelsen af Salmonsens store, illustrerede Konversationsleksion for Norden som efter længere tids forberedelse begyndte at udkomme 1893; til hans forlagsartikler hører desuden C. S. Kleins bekendte lovsamling, ligesom han i det hele var forlægger i stor stil af love og ministerielle bekendtgørelser. Blandt sine fagfæller nød S. stor anseelse, men havde med sin jævne og noget stejle karakter en indgroet aversion mod offentlig fremtræden, hvorfor han gentagne gange afslog tilbud om tillidshverv. I nogle år var han dog formand for den 1827 stiftede Forening af danske bogtrykkere og deltog i denne egenskab i oprettelsen af en fagskole for typografer. Til sit personale, der ved hans død talte over 150 personer, stod han i det bedste forhold og bidrog ved flere lejligheder med store pengesummer til dets understøttelsesfonds. Efter hans død overtog hans dygtige hustru ledelsen af forretningen, og efter at denne 1908 var blevet omdannet til et aktieselskab fungerede hun som bestyrelsens formand lige til sin død. – Kancelliråd 1883.

Familie

Forældre: bogtrykker Jens Niels Nicolai Hostrup S. (1812–88) og Vincensine Urbine Cathrine Prom (1809–49). Gift 18.12.1864 i Braunschweig med Marie Charlotte Elisabeth Lilla Rönckendorff, født 15.7.1842 i Braunschweig, død 28.6.1915 i Ålsgårde, d. af vinhandler Franz R. (1808-ca. 50) og Bertha Vieweg (1813–64).

Udnævnelser

R. 1886.

Ikonografi

Træsnit 1883. Posthumt mal. af G. Achen, 1895. Foto.

Bibliografi

V. Hostrup-Schultz: Familien Hostrup fra Mariager, 1929 79–90. Mindeblade om hundredårsfesten i det Schultziske bogtrykkeri, 1883. O. C. O[lsen] i Bogvennen, 1895 38f. I. Salmonsen i Nord. boghandlertid. XXIX, s.å. 169. Jørgen Bang: Fra Godiche til Schultz, 1961. – Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig