Fritz Hultmann

Fritz Hultmann, Fritz Wilhelm Hultmann, 22.6.1820-9.6.1894, skuespiller. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., begravet på Frbg. (Solbjerg). Et avertissement om at Det kgl. teater søgte tenorsangere fik i foråret 1841 den unge maler og litograf H. til at aflægge prøve. Efter optagelse fik han Henrik Rung til sanglærer. Han var rigt udstyret med sceniske egenskaber: sin ranke, lette skikkelse bevægede han på en fuldendt naturlig måde, graciøst og dog mandigt, og de harmoniske ansigtstræk lystes op af et skælmsk smil som gik over i en smittende latter. Der var i akademisk form noget luftigt og charmerende over H.s personlighed, noget sorgløst og fint, og da disse egenskaber blev omsat i kunst, især gennem Christian Hostrups komedier, opstod i H. en teatrets fugl Fønix: Den ideale sang- og lystspilelsker. Forfatteren A. L. Arnesen der var hans protektor, skaffede ham til debut den elskværdige galning Julius Smith i Et Rejseeventyr (22.4.1843), og hermed var H.s fremtid sikret. 1845 fik han kgl. ansættelse, og n.å. udførte han Hellebæk i Intrigerne der blev indledningen til hans æra som fremstiller af den Hostrupske student: Herløv i Eventyr paa Fodrejsen (1848) og Klint i Genboerne (1856) blev et paradigma på ungdommelig, skyldfri livsglæde i naturlig, indtagende form. I disse roller skabte H. en tradition hvis form senere fremstillere har efterlignet, men originalens charme og friske oprømthed har ingen nået. Han bevarede sit ungdommelige udseende, og da han i 25 år havde levendegjort akademikeren på den danske scene hædrede studenterne ham, der ikke selv var student, med en regensfest (7.3.1868) som den unge Peter Jerndorff havde arrangeret. Men H. der længe stod i skygge af M. Wiehes dybere personlighed nøjedes ikke med at stole på sin lykkelige natur; han arbejdede tværtimod meget flittigt, og hans replik var derfor midt i overgivenheden som støbt, skønt den lød improviseret. Hans nøjagtighed svækkede aldrig friskheden. Sansen for detaljen gavnede ikke mindst hans stilfulde Leanderfremstillinger som både malerisk og scenisk var små mesterværker. Ved sin flid kunne han i hofteatersæsonen 1855–56, da M. Wiehe og Fr. Høedt udvandrede, trække hovedlæsset i repertoiret, og skuepladsens "jeune elegant" blev i årenes løb dens "pére noble". I roller som markisen i Giboyers Søn eller som retspræsidenten i Ferréol, den figur hvori H. optrådte sidste gang 2.6.1877, virkede han som en fin, lidt melankolsk gentleman med chevaleresk holdning. Man beklagede i høj grad hans beslutning om at forlade teatret 57 år gammel, men for ham selv var afskeden en nødvendighed. Glædens fremstiller levede en glædesløs tilværelse. Han sagde selv, og andre har bevidnet hans ord, at han aldrig var mere munter på scenen end når han var dybest nedsunket i melankoli. Hans liv var en dobbelttilværelse hvis lidelser han skjulte for omverdenen. Men mens tilskuerne beundrede ham i næsten alle de 270 roller han udførte, mistede han selv i stigende grad tilliden til sine evner. I sit otium genoptog han sin ungdoms kunst maleriet.